Legacy of Kain: Defiance

Livet som vampyr er tydeligvis ikke altid lige nemt. Fra en spæd start som en morbid Zelda-klon i det første Blood Omen, har den mægtige vampyr Kain og hans nemesis Raziel kæmpet sig igennem fire titler af svingende kvalitet. Med Legacy of Kain: Defiance har udvikleren derfor besluttet sig for at genstarte serien, hvilket har betydet et klart mere actionpræget spil. Resultatet synes ud fra vores udførlige preview indtil videre at være overbevisende, om end der stadig er nogle få ridser i lakken.

For første gang i serien får man lov til at spille spillets forskellige kapitler som både Raziel og Kain, og selvom der i spillets start ikke synes, at være nogen egentlig sammenhæng mellem deres historier, skal deres skæbner hurtigt vise sig at være afhængige af hinanden. Historien, som løbende bliver udvidet via vores antiheltes indre monolog, bærer tydeligt præg af denne gang at være skrevet til to vidt forskellige figurer, men formår alligevel at være lettere tilgængelig, end det var tilfældet i de tidligere spil.

Hvor de tidligere titler satsede på action, krydret med en masse puzzles, er nu nu markant anderledes i Defiance. Størstedelen af de velkendte puzzles har nemlig fået sparket, og har måttet lade deres plads udfylde af en stor dosis action. Således har udvikleren overarbejdet spillets kampsystem i en sådan grad, at der nu er blevet plads til Devil May Cry-agtige combos kombineret med Kain og Raziels velkendte telekinetiske evner. Således er det muligt at slynge modstandere gennem mure, over spyd eller ind i ild, alene via tankens kraft, og det virker fortrinligt. Følelsen af overlegen magt virker utrolig overbevisende, når man fra lang afstand skubber hjælpeløse krigere ud over en kanten af en bro, for derefter at høre dem falde til den visse død.

Grafisk har man sjældent kunnet sætte en finger på Crystal Dynamics arbejde, og Defiance er ingen undtagelse. Uden at overdetaljeret bliver der konstant jongleret med masser af polygoner, partikel effekter og flotte textures, og frameraten synes på intet tidspunkt at falde under de magiske 60 frames i sekundet.

Fans af de tidligere spil i serien vil givetvis stå over for lidt af en omvæltning, men selvom balancen er ændret synes her stadig at være tale om en kvalitetstitel, som med et par ganske små finpudsninger kan blive et sandt actionbrag. Her på Gamereactor håber vi at den færdige titel bliver mere Devil May Cry 1 end Devil May Cry 2, og forhåbentligt vil Kain og Raziel kunne lære Dante en ting eller to, om hvordan en rigtig opfølger skal se ud.