Left Alive

Kvaliteten på Squares Enix' spil svinger helt enormt for tiden. De har givet os gode oplevelser som Kingdom Hearts III og Octopath Traveler, men sammen med dem, har de udgivet middelmådige til dårlige spil som Just Cause 4 og The Quiet Man. Så man må sige at kvaliteten på deres spil fluktuerer ganske dramatisk. Left Alive er en af de spil, som jeg frygtede for, da jeg så de første trailere. Konceptet så egentlig ganske fornuftigt ud, men jeg fik en underlig bismag ved at se dem. Derfor var det med skælvende hånd at jeg fik spillet til anmeldelse. Left Alive er udviklet af Sqaure Enix, og er ude til PC og PlayStation 4, og er en del af den spilserie, som bliver kaldt Front Mission, en serie med dybe rødder, men som har været i dvale i årevis. Dog har Left Alive ikke megen mekanisk forbindelse til de resterende kapitler, det skal siges.

Lad os begynde med historien. Left Alive foregår i en grænseby, i det jeg vil gætte er grænsen mellem Rumænien og Bulgarien, eller noget tilsvarende hvis man brugte egentlig kartografi. Landene har opfundne navne, lidt lige som de også har det i Valkyria Chronicles, og spillet beskriver konflikten imellem to lande, som engang var forenede, i stil med det tidligere Jugoslavien. Vi befinder os i 2127, et af landende har invaderet den andens by, Novo Slava, og sådan bryder helvede løs for byens borgere. Der er en masse ekstra ved den overordnede historie, som man kan læse sig til i de mange journaler, som man kan finde i banerne, men jeg syntes ikke personligt de var spændende, eller gjorde oplevelsen bedre.

Historien udspiller sig også mere på det personlige plan, hvor de tre protagonister man styrer igennem spillet er omdrejningspunktet for fortællingen. Det handler om deres kamp for overlevelse i byen. Mikhail, Olga, og Leonid er alle tre på en eller anden måde rodet ind i historien om invasionen, og jo længere man kommer ind i spillet, jo flere underlige tilfældigheder sker der, som leder tankerne hen på en kæmpe konspiration, som jeg ikke vil spoile her. Selvom man kun spiller én af de tre karakterer, så krydser deres veje hinanden flere gange i løbet af spillet, men det hele føles ret kunstigt på en eller anden måde. For eksempel mødes Mikhail og Olga i en sekvens, hvor man styrer Olga i en hel anden del af byen, end hvor man efterlod Mikhail bare 10 minutter før i det tidligere kapitel. Det forvirrede mig meget, og viser godt hvordan historien tager sig rigtig mange friheder i forhold til kontinuiteten. Det gjorde for mig, at jeg havde meget svært ved at følge spillets handling, og gjorde det også svært at interessere mig for den.

Noget positivt som dog skal nævnes, er at man får lov til at vælge sine svar i nogle sekvenser, og disse kan føre til, at man får nogen overtalt til at lade sig evakuere eller ej. Det er ret sjovt at finde ud af hvilke svar som vil give et positivt udfald, og hvilke der ikke vil. Der er desværre bare ikke mange af dem. Selvom historien måske ikke er den mest effektive, så er den et af de mere positive aspekter spillet har, for selvom meget af den interessante ekstra information kun findes i valgfrie journaler, så er det tydeligt at der er en dybde her. Igennem nogle af dialogsekvenserne kommer dette kortvarigt til udtryk, for så at trække sig til baggrunden igen. Se det er nok det pæneste man kan sige om Left Alive, for lad os snakke om gameplayet, som er det punkt, hvor spillet falder tungt og klodset til jorden som en vingeskudt albatros.

Gameplayet er nemlig ødelagt. Det sjældent jeg siger sådanne negative ting om et spil men, det er simpelthen sandheden i Left Alives tilfælde. Spillet har en masse fede ideer og koncepter, som i en mere kyndig udviklers hånd kunne have være blevet til et legendarisk spilkoncept - *host, host Hideo Kojima*. Desværre formår Square Enix ikke at skabe et sammenhængende og fungerende spil, hvor de gode ideer ender ud i en oplevelse, som det havde potentialet til. Lad mig forklare. De tre førnævnte hovedpersoner skal alle overleve bag fjendens linjer efter invasionen af Novo Slava. Der er soldater alle vegne, og hvad der er endnu værre er, at der også er kæmpe Mechs, som patruljerer byens gader. Kommer man i nærheden af dem, bliver man hurtigt til en schweizerost, for disse tobenede tanks har enorme mængder våben, som man næppe overlever et møde med. Så derfor må man snige sig rundt i byen, og passe på de mange fjender som igen er alle vegne. Problemet er bare at AI'en er hovedrystende, enten dum, eller guddommelig observant. Fjenderne kan nemlig i mange tilfælde se en på 300 meters afstand, mens man i andre tilfælde kan gemme sig lige under deres næse, uden de på nogen måde ænser en. Det giver en balance, hvor man ikke kan regne med noget. Det kombineret med det mest åndssvage checkpoint-system, hvor man kan miste 20-25 minutters progression ved et lille tilfælde, gør at al ens planlægning falder til jorden.

Ideen er ellers godt, for man har diverse mere eller mindre drabelige dimser, som man kan bygge til at slå de mange fjender ihjel med. Her kommer der dog endnu et problem, for spillet kan ikke rigtig finde ud af, om man rammer ens fjender eller ikke. Jeg prøvede en sekvens i et ufuldført højhus. Her fik man at vide, at man havde nogle minutter indtil fjenden kom rendende i flere bølger. Jeg gjorde mig klar, og fik tanket ammo til min våben, og lavede fælder.

Fjenderne kom så løbende, flere fælder blev ikke aktiveret, og jeg skød med eksplosive pile som fløj lige igennem soldaterne, eksploderede på muren bag dem, og ramte en af de fem soldater. Derefter var der haglgeværskud som ikke blev registeret, og helbredsting som blev indtaget, på grund af det ringe styringssystem. To timer efter lykkedes det mig at klare sekvensen, hvorefter jeg sarkastisk kastede mit hoved i mine hænder og græd. Jeg har i min tid som anmelder ikke været så frustreret før, og det er sådan det føles at spille Left Alive hele vejen igennem. En masse gode ideer, som er udført enormt amatøragtigt.

Man mærker at der er storhed gemt i de forskellige bestanddele, men desværre fungerer delene ikke sammen på nogen konstruktiv eller positiv måde. Jeg vil her lige for god ordens skyld sige, at jeg var nødt til at sætte sværhedsgraden ned på den letteste grad, bare for at kunne spille spillet, hvilket ikke gjorde den store forskel, da spillet er så ødelagt, at det nærmest var umuligt. Jeg begyndte derfor at spille på en måde, hvor jeg fandt et savepoint, for så at lokke fjenden hen, hvorefter jeg udryddede dem der, da jeg så ikke skulle miste tyve minutter næste gang og kunne gemme. Spillet tvang mig til at udnytte de dårlige mekanikker, på en måde som udviklerne sikkert ikke havde tænkt sig. Det er bare ikke godt nok.

Her til sidst skal Wanzer-sekvenserne nævnes. Disse tobenede kampvogne kunne man i korte sekvenser styre og lege med, men også disse var sørgeligt korte, og styringen af dem gjorde at jeg ikke følte mig som den badass jeg skulle have gjort.

Spillets absolut bedste del var musikken, som spillede i menuerne. Den var dejlig bombastisk og man var heller ikke i tvivl når man var blevet opdaget af fjenden i spillet, for så startede der intens og aggressiv musik, som stoppede igen når fokusset forlod en. Desværre var det den samme melodi der spillede hver eneste gang man blev set, hvilket man blev tit, og det førte til at selv den gode musik mistede sin positive effekt hurtigt.

Grafisk er spillet robust, men også en kende middelmådigt. Stemningen er intens og Novo Slava er på samme tid iskold og skræmmende. Der er julelys oppe i byen, og det kombineret med modsætningen af alle de soldaterne i deres mørke uniformer og kampvognene, giver en fed stemning. Det er helt klart her spillet mest positive punkter er, for man føler sig virkelig trykket og lille når man render rundt i Novo Slavas gyder og stræder.

Vil jeg så anbefale Left Alive? Mit svar er; nej på ingen måde. Dette spil er ødelagt, og jeg ved ikke om en opdatering kan rette på det faktum. Grafikken og lyden skaber en ramme som gameplayet på ingen måde kan udnytte. Der er gode ideer, men de er udført ganske forfærdeligt. Det her spil er ikke godt, desværre.