Left 4 Dead 2

Der er gået præcis et år siden, vi første gang stiftede bekendtskab med Louis, Francis, Zoey og Bill, midt i en igangværende zombie-apokalypse. Parallelt med handlingen i etteren, følger vi nu en ny gruppe overlevende i de amerikanske sydstater.

Smitten har bredt sig til hele landet, og den eneste medicin der findes, er varmt bly. Bly som i kugler fra et haglgevær, en automatriffel, fra et snigskyttegevær, nogle SMG'ere og pistoler i alskens farver og former. Der er også molotovcocktails, rørbomber, granatkastere, motorsave, katana-sværd, brandøkser, stegepander og elguitarer, at læne sig op ad, når horder skal slås tilbage. Jeg er specielt vild med motorsaven, som jeg har fået et ret nært og ømfindtligt forhold til, når der skal skæres i dødt kød.

Forgængerens svageste punkt er dermed fikset, for våbendiversiteten i Left 4 Dead 2 er af en helt anden dimension. Endnu bedre bliver det, da min fire mand store gruppe, tager en pause i en lokal våbenbutik i spillets første kapitel Dead Centre. Her monterer vi hvert vores lasersigte på våbnene. Vi ruster op. Vi er badass.

Af de sammenlagt fem mageløst underholdende kapitler, er min personlige favorit Dark Carnival, der består af et tivoli og det omkringliggende område. Det er et sted der, allerede efter første gennemspilning, byder på masser af mindeværdige stunder. Jeg tænker på ubehaget over den grå heks vi mødte i kærlighedstunnelen, panikken der bredte sig, da vi blev jagtet af 30 uddøde ved en rutsjebane, den kulsorte humor, da Ellis sprænger en håndfuld klovne i stykker og efterlader luften rød i flere sekunder.

En tilfredsstillende detalje er at eksplosive zombie-massemord ikke kun resulterer i røde blodskyer mere. Fysikmotoren er i den grad blevet opdateret så man virkelig ser kroppe, hoveder og arme flyve i alle retninger. Faktisk fungerer det hele så godt at jeg allerede har en smule medlidenhed med de lande, som kun vil få en censureret version af spillet at se, for det her er splatterunderholdning på højt niveau.

Her passer det også godt ind lige at lave en sammenligning mellem PC og Xbox 360-versionen, for Left 4 Dead 2 ser bemærkelsesværdigt bedre ud på PC. Det afvikles i en højere opløsning, har flere kropsdele flyvende rundt, samt indeholder en del andet teknisk mumbo-jumbo som konsolspillere må klare sig uden. I en opløsning på 1920x1080 ser zombiejagten slet ikke så dum ud, på trods af at spillet stadig er baseret på den fem år gamle Source grafikmotor fra Half-Life 2.

Kaosset er på alle tidspunkter totalt, og faktisk forlyder det at Valve med Xbox 360-versionen, nåede muren for hvor meget de kunne presse konsollens hukommelse, grundet anarkiet på skærmen. Til gengæld kan konsolspillere se frem til at kunne spille to på en konsol, fordi udvikleren har inkluderet en split-screen funktion.

Left 4 Dead 2 præges af et tempo som kun bliver højere og højere jo længere man avancerer, og som sjældent giver den samme oplevelse lige meget hvor mange gange man har spillet banen før. Grunden er "The Director" som er den usynlige bagmand der styrer zombieangrebene. Ligesom i det første spil er han grunden til at spændingen holdes høj hele tiden, og beviser her i kapitel to sin modbydelighed ved at omrokere banerne hist og her, hvis det er det der skal til for at give udfordring.

En gyde der før var åben kan derfor pludselig være lukket, og vejen gennem en kirkegård kan pludselig være en helt anden end sidst, og hverken du eller resten af holdet kan derfor vide jer sikre.

Den populære Versus-mulighed fra forgængeren er naturligvis inkluderet igen. Her spilles kampagnen igennem igen, men med det twist at fire af de menneskelige spillere nu er zombier i stedet. Til lejligheden er der et bundt nye zombier at spille som, her i blandt den giftspyttende "Spitter", den voldsomme "Charger" og den lynhurtige Jockey. I rollerne som de uddøde er samarbejde vigtigere i endnu højere grad end normalt, ikke mindst fordi der ikke skal meget mere end et vildfarent projektil til at forvandle en til en pøl på gulvet. Vigtigst af alt er det derfor at kende til alle de forskellige zombiers specialer, og lære hvordan man spiller dem inden man blot stormer mod fjenderne.

Når jeg tager rollen som Spitter, slår jeg mig derfor oftest sammen med en Jockey. Jockeyen kan nemlig med lidt held holde fast på en af de overlevende, mens jeg som Spitter kan sende en sende en pøl gift ud i det område hvor Jockeyen holder ham fast. Det betyder en hurtig ende for ethvert af holdets fire mennesker.

Gears of War 2 havde Horde og Halo 3: ODST havde Firefight, derfor er det også ganske naturligt at Left 4 Dead 2 har sin egen variant og den hedder Survival. Målet er det samme, nemlig at forsvare sig så længe som muligt mod uendelige horder af fjender. Det er dog også blevet plads til en ny multiplayer mulighed kaldet "Scavenge", og her skal de overlevende transportere benzindunke af sted for at fylde en generator op og holde den kørende. Min klare favorit blandt nyhederne er dog "Realism", en ekstra mulighed til kampagnen for alle de mest hårdføre spillere, hvor hovedskud er vejen til at overleve, og hvor enhver form for hjælp er pillet ud.

Valves fyldige efterfølger bygger videre på et herligt koncept, og gør det med bravur. Alt i dig arbejder på højtryk, og derfor er Left 4 Dead 2 altid interessant - og altid sindssygt morsomt. Der er flere udøde, flere våben og endnu mere samarbejdsglæde end nogensinde før. Og derfor er det den perfekte medicin for fire zombie-syge spillere.