Lad os lige snakke om Senua's Saga: Hellblade II

Denne tekst er udtryk for skribentens egne holdninger og ikke nødvendigvis Gamereactors officielle holdning.

Nogle spiller spil for at blive udfordret. Nogle spiller spil for at være sammen med deres venner. Og nogle spiller spil for at få en oplevelse - enten narrativt eller i en anden form. Jeg er klart i den sidste kategori.

Jeg er til singleplayer spil, der kan give mig en oplevelse, en god fortælling eller bedst af alt, der prøver at fortælle mig noget. Eller måske endda bare en audio-visuel oplevelse, hvor jeg ser og hører noget, jeg ikke har oplevet før. Hvis jeg vil udfordres, kan jeg gøre det på mit arbejde, når jeg dyrker motion eller på andre tidspunkter i livet. Når jeg tænder min PlayStation eller Xbox, så er det for at slappe af, slippe væk, koble fra og få en på opleveren.

Spil der giver den oplevelse jeg søger, begynder der at være længere og længere imellem. I disse free-to-play- og games-as-a-service tider, hvor spil er skåret over den samme skabelon, for at sikre et salg på flere millioner, der kan holde investorer tilfredse, virker det ikke som om, at der er plads til snævre, fokuserede og rendyrkede spil, som har en klar kreativ vision. De ER der - Death Stranding popper op i tankerne, men der er efterhånden længe imellem dem. I hvert fald hvis man ikke kigger på indie-spillene, hvor disse optræder langt oftere.

Det er så her, at Sena's Saga: Hellblade II kommer ind i billedet. Det er et spil i den, for mig, eftertragtede kategori. Ser man det isoleret som et spil, og holder det op mod andre spil, uanset genre, så findes der massevis af spil, der er bedre end Hellblade II. Ser man derimod på det som en sanseoplevelse, på linje med at gå på museum eller sætte sig tilrette i de bløde stole i biografen, som en fortælling med lyd og billeder og som en kreativ vision, så er det, efter min mening, helt og aldeles i særklasse.

Og jeg elsker, når kreative mennesker bliver sat i centrum. Det kan man med det samme mærke. Igen, Death Stranding - og Senua's Saga: Hellblade II. Det er to helt kompromisløse spil, der benhårdt går efter den kreative vision og der bliver ikke rystet på hånden i processen. Det er skønt at opleve, at der ikke bliver skelet til trends i spilindustrien og at den kreative vision hele tiden er centrum - hele tiden er det, der er fokus på. Ikke spilmekanikker, som er skabt for at tjene penge, skabt for kunstigt at forlænge et spils levetid, så "brugeren bruger længere tid med vores produkt" eller spilmekanikker der er designet af psykologer og adfærdseksperter, for at trigge vores FOMO.

Senua's Saga: Hellblade II er bestemt ikke for alle. Langt fra for alle. For mange er nemlig efterhånden opvokset med de her mekanikker og de kan slet ikke forstå, når man ikke kan købe skins, ikke kan købe pay-to-win items og ikke kan opgradere ens karakter med 100-vis af items, der er baseret på et matematisk beregnet skill-set. Og det er helt okay og det peger jeg ikke fingre af, det er bare slet ikke for mig og hvis man er til den slags spil, skal man naturligvis gå en stor bue udenom Hellblade II. For det vil noget helt helt andet.

Men er der så plads til spil som Senua's Saga: Hellblade II i spilindustrien i 2024? Det håber jeg virkelig at der er. Jeg håber virkelig, at der bliver givet plads til kreative skabere, der kan leve deres kreative vision ud, også selvom det tager 5 år at få den realiseret.

Det er denne slags spil, som får mig til stadig at elske mediet, selv om jeg synes det hele er blevet lidt udfordrende på det sidste. Ja, jeg er et gammelt r*****, men jeg elsker spil, jeg elsker oplevelser hvor jeg bagefter tænker: "Hvor var det dog fremragende, smukt og betagende" og jeg elsker spil, der bliver siddende i kroppen i flere dage efter det er gennemført.

Det gør Senua's Saga: Hellblade II. Det samme gør det første Hellblade, et spil jeg stadig tænker tilbage på. Og Hellblade II er også et spil, jeg vil tænke tilbage på om flere år. Jeg håber virkelig at Ninja Theory's seneste kreation vil finde et publikum - jeg kan godt være nervøs for om det vil ske. Men personligt håber jeg, at jeg engang igen, vil få en audio-visuel oplevelse og for ikke at glemme skuespilpræstation, som den jeg fik med Hellblade II.

Jeg forstår godt dem, som er lodret uenige med mig her, og det skal der være plads til, men det er spil som Hellblade II, der får mig til at blive hængende.