
Kioxias PCIe Gen. 5x4-drev hedder Exceria Plus G4. G4 må vi antage står for "x4"-suffixet, der indikerer, at nu kan det gå virkelig stærkt.
Drevet fås i 1 TB eller 2 TB og kommer kun uden køler monteret - og det giver virkeligt god mening, da bundkort jo har det indbygget i forvejen. Mindre end 1.500 kroner for 2 TB, under 900 kroner for 1 TB. Det er en særdeles spiselig pris.
Det, man så ikke får, er de vanvittige hastigheder på 14.500 MB/s eller mere som en del andre PCIe 5x4-drev. Men 10.000 MB/s læsehastighed er altså også en del, og medmindre man kører videoredigering i 16K, så har jeg svært ved at se, hvad man skal bruge det til - og så kører man industri-diske alligevel.
I modsætning til mange andre ejer Kioxia selv produktionen af hukommelsesceller, og ligesom med andre egenproducerede mærker, må vi her på Gamereactor bare sige, at det er den type produkter, vi har oplevet færrest fejl på. Det er BiCS Flash, 3D monteret i 281 lag og generelt kendt for høj pålidelighed. Som så mange andre bruges en Phison-controller - en ret essentiel del af produktet, her en PS5031-E31T.
Indpakningen er også anderledes - ikke nogen plastikskal, men antistatisk pose og så papindsvøbning hele vejen rundt. Mere besværligt, men måske også mere sikkert. Selve enheden er helt standard, med en stort set tom bagside og et klistermærke på tværs af selve komponenterne, der samtidig fungerer som køleplade. Det står ikke oplyst hvordan, men det er en ganske udbredt metode. Der medfølger også et "SSD Utility Management Software" - det er meget rudimentært, men også meget effektivt. Det kan ikke så meget, men gør det, som det skal, og interfacet er ekstremt enkelt, men også nemt at bruge for nybegyndere.
Den understøtter det ældre NVMe 2.0c-format, der i modsætning til det to år yngre d-format ikke tilbyder helt samme levetid. Producenten giver dog fem års garanti, og BiCS Flash er generelt kendt for at holde i lang tid - måske netop fordi man ikke forsøger at presse de sidste 3-4 % ligegyldig hastighed ud af teknologien.
MTTF - altså hvornår man skal forvente, at drevet fejler - er 1,5 millioner timer, eller 171 år. Dets udholdenhed - altså hvor meget data der kan skrives, før cellerne begynder at dø - er 1200 TB.
Specifikationerne siger læsehastighed maksimalt 10.000 MB/s og skrivehastighed maksimalt 8.200 MB/s (lidt mindre i 1 TB-udgaven) og temperaturer op til 85 grader - det vil jeg ikke anbefale. 70 grader er absolut maksimum, og de fleste drev bør ikke komme over 60 grader.
Her kunne jeg så med glæde konstatere, at der er godt med overhead. Læsehastigheden var på 10.350 MB/s, hvor skrivehastigheden meget overraskende ramte 8.775 MB/s. Jeg havde et par enkelte omgange, hvor det var endnu højere, men intet lavere end disse to værdier. Det er faktisk ret imponerende. Det skyldes muligvis, at man bruger et dynamisk cache-system. Kioxia skriver intet om det selv - måske fordi hastigheden falder meget dramatisk, når den er brugt, men det er omkring 400 GB. I dagligdags brug betyder det i praksis absolut intet.
Temperaturen lå relativt konsistent omkring 36 grader ved fuld belastning med et MSI X870E Carbon WiFi-bundkort, med små peaks op til 45 grader ved meget hård belastning - altså hvor man flytter store filer.
Hvad kan jeg så kritisere? Ja, faktisk størrelsen. Så billigt som det her drev er, så er det ærligt talt irriterende, at der ikke findes en 4 TB-version som minimum. Medmindre man er lavet af penge, har de færreste mere end 4 NVMe-tilslutninger. Havde man lavet en 8 TB-udgave, så havde man kunnet gøre mange mennesker meget glade. Amerikanerne vælter sig i drev med høj kapacitet, men her i Europa må vi åbenbart ikke være med. Ellers er det et glimrende drev - det er hurtigt, billigt og bliver ikke for varmt.