Dansk
Gamereactor
hardware-tekster

Kingston NV-3

Billig, meget billig, men stadig hurtig som bare pokker.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Kingston har for nyligt lanceret en særdeles billig Gen 4x4 NVMe med det relativt enkle navn NV3. Der er tale om et helt standard PCIe 4.0-drev i M.2 2280-format, og som med så meget andet, fås det i op til en 4TB-version. Den testede model var dog kun 2TB. Mit generelle råd omkring NVMe-drev er at købe dem i minimum 2TB, og helst 4TB, da der ganske enkelt er behov for særdeles store mængder lagerkapacitet, så store som spil efterhånden er - eller hvis man har mange feriebilleder fra dengang, man var med Tante Anna i Grækenland.

HQ

Det eneste mærkelige er, at Kingston skriver "next-gen storage solution", når NV-3 kom på markedet i starten af september 2024, altså halvandet år efter, at de første PCIe 5.0-drev var tilgængelige. Et forsigtigt gæt er, at Kingston enten bruger en underleverandør af NAND, der har problemer med varmeudviklingen, eller at Kingston venter på en mere fornuftig køling af PCIe 5.0-drev, der notorisk bliver sindssygt varme. Og lad os være ærlige, dette drev kan læse 6000 MB/s og skrive 5000 MB/s, så det er ikke ligefrem sløvt, og det er stadig køligt nok til, at det ikke behøver en ekstern køler fra producenten. Det kan også skyldes, at drevet bruger under 3 watt ved fuld belastning. Det holdt også drevet på maksimalt 46 grader, hvor de hurtigere PCIe 5.0-drev har problemer med at holde sig under 70 grader, selv med store køleprofiler på.

Kingston NV-3

Der er tre års garanti, hvilket ikke burde være et problem, men vigtigere er prisen. 513 kroner for 1TB, 955 kroner for 2TB og under 1691 kroner for 4TB. Det er altså billigt. Det gør min drøm om en NVMe NAS lidt mere realistisk, og det er noget af det billigste, jeg nogensinde har set.

Der medfølger ligeledes Acronis-kloningssoftware, hvis man ikke lige gider finde noget selv. Licensen holder dog kun et år. Der er også Kingstons egen SSD-software, som er ganske udmærket.

Dette er en annonce:

Som med alle NVMe-drev er det vigtigt at kigge på, hvor meget det som minimum kan holde til. For 2TB-udgaven er det 640TB skrevet, altså hele drevet fyldt op 320 gange. Hvis man keder sig, har jeg regnet ud, at det svarer til, at der bliver skrevet til drevet konstant ved maksimal hastighed i lidt over 37 timer. MTBF, altså drevets forventede levetid, er to millioner timer eller lidt over 228 år. Det er altså deprimerende, når ens hardware er blevet så avanceret, at dens forventede levetid er længere end ens egen - omvendt har jeg også grædt mange tårer over hardware, der er afgået ved døden, fordi jeg glemte at holde øje med udstyrets alder.
Der, hvor man har sparet, er på cachen - der er ingen DRAM. Det er heller ikke helt klart, hvilken hardware der benyttes, da det kan være både en SMI- eller en Phison-controller, og hukommelsescellerne kan være enten QLC eller BiCS6 TLC, ud fra hvad jeg har kunnet finde frem til. Personligt er jeg ikke helt vild med, at man ikke på forhånd ved, hvilken hardware man har fået.

Man kan teste drevet på mange måder med både 3DMark, Atto Disk, CrystalDisk og PCMark 10. Her vil båndbredde og forsinkelse typisk være det, man tester, men realistisk set vil det aldrig være et problem i almindeligt gaming - selv ikke i 4K. Hvor problemerne opstår, er, når der skal skrives, da et NVMe-drev uden DRAM kun har sin egen indbyggede cache at bruge. Det viser sig cirka halvandet minut inde i test med nogle af de førnævnte programmer; skrivehastigheden rammer stort set specifikationerne på 5000 MB/s, for derefter at falde til 240-250 MB/s efter cirka halvandet minut. Forventeligt. Men i et gaming-scenarie, hvor man primært bare læser fra harddisken, gør det reelt ingen forskel.

Dette drev er billigt, vanvittigt billigt, men manglen på DRAM sætter nogle begrænsninger, man skal være opmærksom på. Til gaming kan det være ligegyldigt, men hvis man ofte flytter meget store filer rundt, bør man kraftigt overveje et dyrere drev med DRAM. Prisen er dog svær at slå. Jeg vil klart anbefale at bruge drevet som et sekundært drev til spil, hvor man ikke skal bekymre sig om køling, og så får man virkelig meget plads for pengene. Men hvis man skal flytte et 4TB spilbibliotek, må man væbne sig med tålmodighed - det kan tage op mod fem timer.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Kingston NV-3

Kingston NV-3

HARDWARE-TEKST. Skrevet af Kim Olsen

Billig, meget billig, men stadig hurtig som bare pokker.



Indlæser mere indhold