Killzone: Shadow Fall

Læs også vores første anmeldelse af Killzone: Shadow Fall.

Jeg må tilbage over muren. Her, på deres side, er der ikke sikkert for mig. Muren deler vores hovedstad i to dele, og freden er ustabil. De mange lysende røde øjne, stirrer hadefuldt på mig. De vil have mig ud. Jeg holder roligt rifflen ind til kroppen, med hver en muskel spændt. De mørke stemmer hvisker i hjørnerne på det lille regnvåde torv. Over mig flagrer Helghast-bannerne. Hvis du ikke endnu er bekendt Killzone, er det PlayStations store skydespils-franchise, vi her har med at gøre. Serien har før været kendt for sine lineære, storslåede og mørke fremtidskrigsscenarier, og nu forsøger Sony at genføde serien på PlayStation 4. Farvepalleten er blevet frisket op, der er tilføjet flere taktiske mekanikker, og der er stor fokus på multiplayer. Men er det nok til at fange gamernes opmærksomhed i denne hektiske konsoludgivelsestid?

Den første drastiske ændring, der falder en i øjnene når du åbner Killzone: Shadow Fall, er det nye historiemæssige perspektiv. Væk er skyttegravskampene på fjendens planet Helghan, der nærmest var en science fiction-version af Full Metal Jacket. I stedet får vi serveret en langt mere politisk og smart historie. Efter Killzone 3 er Helghan blevet så forurenet, at den ikke længere er beboelig. Eftersom den menneskelige race, the Vektans, er ansvarlige for dens skæbne, tilbyder de modstanderene, the Helghast, at få en del af deres hovedstad. De to byer er adskilt af en gigantisk mur, som ret tydeligt, trækker på inspiration fra Berlin under den kolde krig. Dette scenarie udgør en anstrengt politisk situation, med de to faktioner på hver sin side af muren, der håndterer moralske og menneskelige spørgsmål anderledes. Du spiller som en undercover soldat, Lucas Kellan, der skal infiltrere Helghast-folkets by, og finde ud af hvad de pønser på.

Som udgangspunkt er det politiske scenarie det store trækplaster for Killzone: Shadow Fall, der forsøger at puste nyt liv i konflikten mellem de to folk. Tidligere spil i serien forsøgte at give spilleren et realistisk science fiction-krigsscenarie, men denne gang er krigen byttet ud med en række kontrollerede kampsituationer på begge sider af muren, hvor Lucas skal alt lige fra at redde politiske fanger til at gå undercover på Helghast-siden. Den spændende situation, historien tager udgangspunkt i, redder et til tider lidt rodet plot, der på trods af sin kronologiske natur, er lidt for forvirrende for sit eget bedste. En række forskellige politiske sammenligninger, såsom grænsen for hvornår krig er en udvej, skellet mellem "os" og "dem" og spørgsmålet om en soldats frie vilje, holder dog oplevelsen frisk hele vejen igennem. Lucas Kellan er denne gang også en talende og reflekterende hovedperson, som er en kæmpe forbedring over den stille og noget uintelligente Sev fra seriens tidligere spil. Faktisk er karakterne uhyre interessante og komplekse, både på hos Vektan og Helghast, og kombineret med den anspændte politiske situation, og de mange store spørgsmål spillet stiller, har Shadow Fall den mest interessante historie, serien nogensinde har haft.

Men Killzone: Shadow Fall skal jo ikke bare iscenesætte en spændende situation med nogle komplekse karakterer. Det er Sonys store lanceringstitel til deres nye konsol! Så derfor skal Killzone også eksemplificere et tydeligt grafisk og teknologisk kvantespring, og om det gør. Killzone: Shadow Fall er gudesmukt, men denne skønhed kommer et uventet sted fra. Killzone har før været kendt for sin grumme og beskidte realisme. Farvepalleten har været mørk, brun og grå, og kameraet har været sløret i sod og mudder, når du fyldte Helghast-soldaterne med bly i de beskidte skyttegrave. Denne gang har den Sony-ejede udvikler Guerilla Games valgt et mere alsidigt og farverigt visuelt design. Det er altså den kunstneriske vision der præsenterer den største visuelle forbedring, og Lucas kommer til at kæmpe i mosbevoksede skove, mørke rumstationer og farverige storbyer. Denne miljømæssige alsidighed er heldigvis kun halvdelen af pakken. Killzone: Shadow Fall er uden tvivl et af de flotteste spil til den næste generation af konsoller. Vinden blæser i træerne, regnen falder tykt på hustagene og ansigterne er mere livlige end nogensinde før. Både i stilstand og i hektisk bevægelse, er Killzone: Shadow Fall både flydende og detaljerigt. Specielt karaktermodellerne er her værd at nævne, som den største grafiske forbedring. For en oplevelse af denne natur, med sine politiske motiver, er det enormt vigtigt at karakterne føles ægte og med ægte motivationer, og dette er sandelig tilfældet. Om det er kommandør Sinclairs hårde millitante attitude, eller om det den kvindelige Helghast Echos håbefulde blik, alle ansigtsanimationer giver karaktererne det nødvendige pust af liv. Killzone undslipper dog ikke helt sin lidt for farveløse arv, og med sin alsidige missionsstruktur falmer de mere mørke missioner til sammenligning. Den mere grå farvepalet er selvfølgelig på Helghast-siden af muren, og disse missioner har ikke helt den samme gennemslagskraft, som resten af missionerne i singleplayer-kampagnen. Killzone: Shadow Fall forbliver dog både teknisk skudsikkert, og mere overraskende, kunstnerisk veldesignet.

For at kunne præsentere denne ustabile politiske konflikt på bedst mulig vis, er det ikke nok med stærke ansigtsanimationer. Skuespil afhænger ikke bare af kropsprog, men lige så meget af stemmens magt. Stemmeskuespil er derfor en enormt vigtigt bestanddel af et spils historie, og her er Killzone: Shadow Fall solidt, men er sjældent lige så storslået som den grafiske side. The Helghast har stadig de formørkede og formummede stemmer som vi kender fra tidligere i serien, og er stadig lige så skræmmende. Ligeledes leverer de politiske ledere af The Helghast stærke skuespillerpræstationer, og fremstår uhyre truende med deres lysende røde øjne, og afmålte mørke stemmer. Situationen er dog ikke lige så stærk ovre på The Vektans side af muren, som anføres af to relativt svage præstationer af henholdsvis af kommandør Sinclair, og din egen karakter Lucas Kellan. De fremstår lidt for millitante og kedelige, og Lucas Kellan kommer hurtigt til at lyde som om Dylan McKay fra Beverly Hills er trukket i et army-outfit og rejst frem i tiden. Det er lidt for mekanisk, lidt for overspillet, og dette står i stærk kontrast til de mere kontrollerede og uhyggelige præstationer som Helghast-siden leverer. Med til dette forholdsvis solide sæt af stemmeskuespillere er et storslået elektronisk-præget musikalsk score, der bevæger sig i både symfoniske og nærmest house-inspirerede lydbilleder. De store dramatiske scener akkompagneres af bløde og mørke strygere, hvorimod kampscener holdes taktfast i gang af buldrende synthesizere, der klart trækker på inspiration fra Battlefield 3's nærmest elektriske score. Disse musikalske bestanddele arbejder dog sammen om både at give spilleren følelsesmæssig dybde når der er brug for det, og evnen til at føle sig som en badass når Helghast-soldaterne sværmer imod dig.

Killzone-serien er Sonys store skydespilsserie. Ligesom Battlefield og Call of Duty, er formålet hovedsageligt at kigge ned gennem kikkertsigtet på en række forskellige våben, og fylde en lang række Helghast-soldater med bly. Denne formel genopfindes ikke med Killzone: Shadow Fall. I stedet har Guerilla Games fintunet nogle af de problemer der været med både styring, våben og taktiske dybde i de tidligere spil i serien, og på den måde genopfundet den samme formel. Hvis du ikke kan lide skydespil set fra et førstepersonsperspektiv, vil Killzone: Shadow Fall altså ikke på magisk vis få dig til at genoverveje dine præferencer, men til gengæld præsenteres du for et yderst kompetent spil af sin slags. For at kunne pløje igennem de mange Helghast-soldater for at nå dine diverse mål, har du en række værktøjer. Først og fremmest, dine våben. Du bære to ad gangen, og der er en lang række forskellige at vælge imellem, som introduceres gradvist i løbet af spillets kampagne. Disse varierer ikke specielt meget i opsætning og vægt, men du kan alligevel skifte spillestil, ved at vælge en sniper-riffel som andet våben i stedet for en shotgun, og banerne er til tider store nok til at du kan planlægge din strategi. Dernæst kommer Shadow Falls nye store strategiske satsning: OWL.

OWL er en drone som kan hjælpe dig med forskellige opgaver på slagmarken. Ved at glide din finger i en af fire retninger på DualShock 4'erens trykfølsomme plade, vælger du et specielt værktøj, som OWL kan bruge til at assistere dig. Den kan flyve mod dine fjender og lægge noget dækild, give fjenderne et statisk chok, lægge et skjold ned foran dig eller give dig adgang til en zipline, som du kan bruge til at rejse hurtigt rundt i miljøerne. Disse fire evner giver Shadow Fall en ekstra taktisk dimension, og fungerer utroligt flydende. Denne kreative brug af DualShock 4'erens touchpad gør også, at OWL's stying ikke blander sig i din egen karakters bevægelser.

Og nu hvor vi snakker om bevægelse, så har et af de store anker mod Killzone-serien altid været din figurs styring og bevægelsesmønster. Det var simpelthen for tungt og besværligt. Heldigvis har Guerilla Games kigget efter Battlefield og Call of Duty, så nu er styringen utrolig let, og Shadow Fall føles mere præcis til sammenligning. Du er ligeledes udstyret med en kniv, der med et enkelt klik på R3 kan nedlægge din fjende uden den mindste støj. Desværre rejser der sig et problem her. Killzone: Shadow Fall har nogle missioner i sin kampagne, der forsøger at foreslå stealth, altså en stille og forsigtig tilgang, som værende det taktisk kloge. Du har også en skanner, der viser varmesignaturene på dine fjender, men udover dette blev jeg opdaget utrolig hurtigt, også selv om at jeg var i et andet lokale. Disse stealth-systemer bliver tit hastet ind i sådanne titler, uden helt at have den dybde man umiddelbart skulle forvente, og det er desværre også tilfældet her. Men når du så unægtelig bliver opdaget, og skal hive rifflen frem, finder du ud af hvor sjovt Killzone: Shadow Fall er at spille. Med sin nye lettere styring, taktiske dybde via din OWL og vidunderlige grafik, sidder du med et smil på læben når Helghast-soldaterne vælter ind i dit kikkertsigte. Og vælte ind i dit kikkertsigte må man sige at de gør. Fjendens intelligens er mærkbart lav, og til tider vælter de bare frem mod dig uden tanke og refleksion. Nogle gange forsøger de at flankere, men det hører til sjældenhederne. Sværhedsgraden kommer hovedsageligt af de forskellige typer fjender, der inkluderer fjender med skjolde, droner og miniguns, der holder oplevelsen og sværhedsgraden frisk.

Heldigvis skal du ikke kæmpe mod disse mange fjendetyper i klaustrofobiske gange og skyttgrave, som i tidligere Killzone-spil. Tværtimod tilbyder Shadow Fall en række åbne områder, hvor du frit kan angribe dine fjender fra den vinkel du ønsker. Specielt spillets andet kapitel byder på en stor åben skov, hvor du skal redde nogle soldater, der er styrtet ned med et skib. Du kan frit vælge hvordan du tackler denne opgave, om du så vil ødelægge alle alarmerne med OWL først, eller placere dig strategisk på en platform i en trætop. Det gør kampagnen mere taktisk alsidig, men det giver vigtigst af alt spillet en smule genspilningsværdi. Dog findes Killzone: Shadow Falls mest mindeværdige øjeblikke imellem skyderierne. Da missionerne for det meste tillader friheden til at gå lidt på opdagelse, kan du tit interagere med miljøet og karaktererne i det. Du kan eksempelvis snakke med de panikslagne Helghast-civile i slumkvarterene, eller drøfte taktik med Vektan-soldaterne inden et bagholdsangreb. Det er her at koldkrigsscenariet har mest magt, og er derfor her at Killzone: Shadow Fall skiller sig mest ud fra mængden.

Alsidighed har været et tydeligt fokus for Guerilla Games, der engang imellem i løbet af kampagnen, tilføjer en række anderledes mekanikker du kan lege med. Disse fungerer ikke altid lige godt. Eksempelvis skal du kontrollere nogle små robotter, og bruge dem til at ødelægge nogle overvågningskameraer. Det er omtrent lige så underholdene som det lyder, men nogle tilføjelser, såsom vægtløse skyderier i rummet, er ganske vellykkede og giver en velfortjent pause fra de intense skyderier. Kampagnen er lidt til den korte side med omkring 8 timers spil fordelt på spillets i alt 10 kapitler, men der er masser af spændende samleobjekter at finde, der understøtter universet. Det er både avisartikler, der giver spilleren indsigt i pressens dækning af begivenhederne, og lydfiler der spiller ud af højtaleren på DualShock 4'eren. Det kan virkelig anbefales at spille Killzone: Shadow Fall igennem flere gange for at finde disse små guldkorn der giver plottet mere bund.

Når så alle samleobjekterne er fundet, og alle kapitlerne er gennemført på den hårdeste sværhedsgrad, hvad så? Jamen så har Killzone: Shadow Fall en kæmpe multiplayer-komponent klar til dig. Guerilla Games begyndte at profilere Killzone som et multiplayer-spil med Killzone 3, og nu fungerer multiplayer-delen både flydende og problemfrit. Den feature, der adskiller Killzone: Shadow Fall fra andre multiplayer-skydespil, er dets fokus på playlister, eller Warzones som det hedder. Warzones er en slags flydende multiplayer-oplevelse, der kaster dig ind i den ene bane efter den anden, uden at du behøver at gå tilbage til menuen. Men det stopper ikke her. Disse Warzones kan programmeres og udspilles præcis som spilleren ønsker det. Vil du lave en bane hvor man kun har ét liv, og kun må bruge en sniper-riffel? Eller hvad med et nærkampsscenarie med kniv? Killzone lader dig indstille og manipulere med hele designet, og dette tillader nogle i sandhed unikke multiplayer-oplevelser. Dertil kommer Guerillas skelsættende beslutning om at udelukke XP-point fra multiplayer-delen. I stedet for er der et fokus på challenges, specielle opgaver du skal udføre for at låse dele op til dine våben, og nye karaktermodeller. Det er et smart valg, fordi det sætter fokus på spillerens evner, i stedet for den rankering der står foran dit brugernavn.

Der er en række forskellige klasser at vælge mellem, der både sætter fokus på brutal nærkamp og afmålt forsigtighed og kløgt. Disse har hver deres sæt opgaver, og et specielt sæt evner du kan bruge. Support-klassen kan genoplive fjender, som vi kender det fra Battlefield-serien, og Scout-klassen kan bevæge sig usynligt rundt, og finde den bedste udkigspost. Der er en enorm alsidighed at finde i Killzone: Shadow Falls multiplayer-komponent, med sine opgraderbare klasser, og muligheden for at programmere sine egne Warzones. Her i multiplayer er du desværre ikke udstyret med den samme OWL som i kampagnen, men nogle af dens evner hænger ved, såsom skjold og dækild. Der er altså en afsindig mængde dybde, og med den nye genopfundne styring, har du mere kontrol over din karakter end tidligere. Banerne er der desværre kun 10 af fra starten. Dette er ikke et lavt antal sammenlignet med konkurrenterne, men når de både er små og spilles hurtigt igennem via Warzone-mekanikken, bliver man hurtigt lidt for bekendt med hver enkelt banes struktur. Heldigvis er banerne ligeså alsidige og forskellige som kampagnens missioner. Du bekæmper altså dine venner i alt lige fra store skove til regnvåde hustage. Guerilla Games planlægger endda at udgive gratis baner løbende, så forhåbentlig vil der vokse et stærkt multiplayer-community rundt om Killzone: Shadow Fall, for det fortjener det sandelig.

Killzone: Shadow Fall er på ingen måde en skygge af sine forfædre. Den tager ethvert system fra de tidligere spil, forbedrer dem betragteligt og tilføjer samtidig nye stærke mekanikker til serien. Det er på ingen måde en titel der genopfinder hverken historiefortællingens ædle kunst, eller den basale struktur som et førstepersonsskydespil følger, men er samtidig den stærkeste titel i serien. Fjendens intelligens kunne bruge et ekstra kig, og noget af stemmeskuespillet er en smule for overdrevet, men alt i alt er Killzone: Shadow Fall bare veldesignet og sjovt. Våbnene fungerer som de skal, OWL giver spillet ny taktisk dybde, og styringen er skarpere end nogensinde. Nyskabende er det ikke, men er du ude efter et sjovt skydespil til din nye PlayStation 4, så er din søgen ovre.