Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Killzone Liberation

Killzone: Liberation

Templar skal redde dagen på den håndholdte. Hollandske Guerrilla Games presser PS2'erens bedste FPS-oplevelse ned i lommeformat og skuffer fælt.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

I min verden er der ting, du bare ikke gør med spil. F.eks. køber du ikke rettighederne til FASA’s velgennemtænkte Shadowrun, for bagefter at lave en Counter-Strike-udgave med indlagt magi. Samtidig tager du ikke verdens nok sjoveste platformmakkerpar og smider dem ned i en dunebuggy, så de kan fræse land og rige tyndt i en tam kopi af Mario Kart. Sidst men ikke mindst, så tager du ikke PlayStation 2-konsollens absolut bedste og mest beskidte FPS og laver det hele om til en kedelig omgang isometrisk action, hvor grafikken, der ellers var hele atmosfæren i originalen, nu er reduceret til en fodnote.

Det er ellers ikke svært at se, hvorfor Guerrilla Games (det må være holdet bag Shellshock, ikke dem bag det første Killzone) har valgt at skrotte ideen om et førstepersonsspil på Sonys håndholdte. Efter fadæsen med Coded Arms og de generelle klagesange fra verdens spiljournalister over kontrollen på maskinen, har holdet valgt at gribe det anderledes an. Killzone Liberation er nu et tredjepersons actionspil set skråt oppe fra, hvor du som Templar forcerer både skyttegrave, byruiner og Helghast-hovedkvarteret, i jagten på den hensynsløse general Metrac. Det hele foregår kun måneder efter eventyret i det første Killzone, og er missionsmæssigt ret blodfattigt og ensformigt.

Det største incitament til at spille sig gennem Killzone, var en blanding mellem spillets tilsigtede grumsede, ekstremt realistiske og lækre grafik, samt de mange, nervepirrende skududvekslinger, hvor det at lade dit gevær, blev en gameplay finesse. I Liberation er alt dette desværre væk. Templar nærmest kravler gennem landskabet, og dueller med spillets Helghast-soldater, er mere en slags gemmeleg, hvor det at placere dig selv bag betonpiller, sønderskudte mure og i skyttegrave, er eneste vej frem. Kig op, affyr et par skud og gem dig så igen. Samtidig tilskydes det så, at du hacker terminaler, der giver adgang til nye dele af banen, monterer noget C4 på fjendens mange barrikader, redde nødstedte ISA-folk og desarmerer snubletråde.

Undervejs støder du naturligvis på bosser og de såkaldte Memorable Moments, som også originalen gjorde brug af, men det føles bare aldrig rigtig mindeværdigt og episk, og meget af dette skyldes grafikken. For mens Killzone var en designmæssig begavelse og et stilstudie ud i en dystoptisk fremtid, så formidler Liberation ikke meget af dette på den lille widescreen-skærm. Helghast-soldaterne kan kun genkendes, fordi Guerrilla har udstyret dem med de klassiske orange øjne, og var det ikke fordi du vidste, du spillede Templar, så ville det ikke være til at afkode. Han ligner faktisk mest af alt en actionmand, der har forvildet sig ind i fremtiden. Desuden er jeg på ingen måde vild med den hyldest til bl.a. Konamis Contra-serie, som spillet lægger for dagen. For mens dette måske løser problemerne med styringen og manglen på en ekstra analog styrepind, så gør det samtidig hele oplevelsen meget anonym.

Dette er en annonce:

Heldigvis er der mere at opleve, hvis du går online. Her er det muligt at spille hele eventyret igennem med en ven via Co-op, hvilket gør kommando-delen, den del du bruger til at sende dine droner rundt i singleplayerdelen, redundant. Her fungerer spillet straks bedre, og det er faktisk muligt, at både flanke en samling Helghast-soldater eller lade din ven kaste en granat, for derefter selv at stå klar med geværet, når de flygter. Men det ændrer ikke på selve spillet: Killzone Liberation er en langsom skildpadde, hvor Killzone var en hare. De kan nærmest ikke sammenlignes.

I ren multiplayer kan spillet, indrømmet, være sjovt. Hvis en portion ligesindede finder sammen, kender våbnenes svagheder og fordele, har et nogenlunde kendskab til banen og ellers kan holde sig fra bare at møve sig fremad, så kan det blive en smule ophidsende. Killzone Liberation råder nemlig over en lang række våben, og de kan bruges på mange forskellige måder, så du kan finde din egen spillestil. Hvis du skal investere i Liberation skal det gøres ud fra multiplayerdelen - ikke selve kampagnen.

For mig findes der stadig kun ét Killzone-spil, og det er lanceret til PlayStation 2. Det er fint, at Guerrilla Games vil gå nye veje og måske endda bare malke Killzone-konceptet for lidt penge, men det kunne lige så godt være et hvilket som helst andet spil. Helghast-soldaterne og Vectra er et tapet, der er trukket ned over denne oplevelse, intet andet - og det skal du have i mente, inden du investerer i dette spil.

Killzone Liberation
Dette er en annonce:
Killzone Liberation
Killzone Liberation
Killzone Liberation
Killzone Liberation
Killzone Liberation
Killzone Liberation
Killzone Liberation
Killzone Liberation
Killzone Liberation
Killzone Liberation
Killzone Liberation
Killzone Liberation
Killzone Liberation
Killzone Liberation
Killzone Liberation
Killzone Liberation
Killzone Liberation
Killzone Liberation
Killzone Liberation
05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
God kontrol. Velfungerende lyd og musik. God multiplayer.
-
Langsomt. Helt uden identitet. Ensformigt.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

7
Killzone: LiberationScore

Killzone: Liberation

ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Tanggaard

Templar skal redde dagen på den håndholdte. Hollandske Guerrilla Games sender PS2'erens bedste FPS ned i lommeformat...

1
Killzone Liberation

Killzone Liberation

PREVIEW. Skrevet af Asmus Neergaard

Guerillas skumle fremtidsvision skifter format og synsvinkel. Asmus har testet den seneste kode og er ret imponeret over det håndholdte actionspil...



Indlæser mere indhold