Killzone

Modsætninger mødes og sød musik opstår. I spilverdenen er det dog en mere skinger tone der slås an, når to giganter lader geværet og indtager den samme genre. Som f.eks. i tilfældet med hollandske Guerrillas Killzone, der allerede før det første screenshot var scannet ind og lagt på nettet fik prædikatet "Halo-beater". Jeg kunne ikke personligt få Guerrillas daglige leder, Martin de Ronde, til at sige at de gik efter at vifte Master Chief af pinden, ej heller at spillet overhovedet deler univers med Bungies mesterstykke. Men krigen var alligevel i gang - i hvert fald på nettet.

Samtlige fanboys på begge sider af hegnet kravlede nemlig ud af hulerne og proklamerede Killzone som værende enten den største fiasko eller succes nogensinde i spilhistorien. Siden hen har der været kold luft mellem de to sider, der tror at hvis det ene spil viser sig at være godt, så kan det andet aldrig være det. Sandheden er at Killzone, ud over at være en gedigen FPS-oplevelse, ikke har meget med Halo at gøre. Her findes ingen laservåben, ingen fjendtlige racer fra andre planeter og slet ikke de store vidder som Halo råder over. Til gengæld er Guerrillas spil en mere action-orienteret fest, hvor fjender, plotdrejninger og et væld af troværdige skydevåben går op i en højere enhed.

Man kastes ud i den dystopiske fremtid gennem en veltilrettelagt og yderst atmosfærefyldt bane kaldet The Trenches, der minder uhyggeligt meget om første verdenskrigs blodige mudderbad. Bag pigtrådens knivskarpe kanter skyder man til måls efter de ondskabsfulde Helghast-soldater, der ufortrødent forsøger at kæmpe sig vej ind i ISA-territoriet. Her får man muligheden for at lege med håndgranater, lære spillets mange våben at kende, samt at lægge hænderne på de mere stationære våben som maskingeværer og anti-luftskyts. Historien fortælles hurtigt og på en særdeles velfungerende måde, og der gik ikke længe før jeg var suget ind i spillets univers.

Med Templar som den eneste spilbare karakter fra starten begiver man sig efterfølgende gennem en sønderskudt by, og her viser Killzone for alvor sine intentioner. På en pakket gade med udbrændte tanks og biler søger mit hold af unge soldater i ly for en snigskytte. I en regn af coverfire bliver mit job at nå op på toppen af et vandtårn, hvor der meget belejligt ligger en snigskytteriffel. Lykkes denne mission stormer en mindre gruppe Helghast-soldater pludselig frem i et vindue lidt længere ned af gaden, hvilket gør at jeg igen skal hjælpe mine kammerater ud af en kattepine. Og det er essensen af Killzone. Der er ikke masser af kvadratkilometer at slå sig løs på og de små doser af action er syet sammen som filmstrimler, der så kan spilles. På den måde kan Guerrilla på fineste vis styre hvor meget og hvordan du skal tilfredsstilles, og dermed er der ikke ét øjeblik hvor tempoet trækkes ud af oplevelsen.

Og de såkaldte Memorable Moments er der masser af. Kun et par gader længere henne mødes jeg af en veludrustet tank, der ikke lader sig skræmme af min karabinriffel. Mine folk er stort set fanget bag væltede vægge og i kæmpemæssige huller i vejen, så det er op til Templar at fravriste en død ISA-soldat hans rocketlauncher og så gå løs på skidtet. Det er en herlig følelse at være den afgørende kraft bag sejren, og Killzone skorter ikke på muligheden for at sætte dig helt frem på første parket. Senere skal man slå en bunke Helghast-soldater tilbage, der rappeller ned fra et lavt svævende rumskib - jo, der er nok at se til.

Selvom Templar er den eneste karakter der fra starten er spilbar, så kommer flere langsomt til. Luger, en kvindelig lejemorder og ninja, er spillets svageste karakter, men hun er til gengæld i stand til at gå alternative veje på de fleste baner, noget der gør det muligt at lave snigmord. Her er hendes kniv et farligt våben, der kan skære halsen over på selv den bedste modstander. Senere hen kommer Rico også ind i historien. Han er spillets sværvægter med et tungt maskingevær mellem hænderne - og hans taktik er derfor forudsigelig. Spillets overraskelse er Hakha, en tidligere Helghast-general, der i længere tid har fungeret som spion for ISA-fraktionen. Figurerne læner sig naturligvis op af de stereotype, men man lever sig alligevel langt mere ind i historien end i så mange andre FPS-spil.

Grafikken er der delte meninger om. Ikke så meget på det tekniske plan, hvor det nok er de færreste der kan klandre Guerrilla for noget. Her har de har ganske enkelt tæmmet maskinens kræfter og skruet op for blusset i en sådan grad, at man slet ikke er i tvivl om at Sonys konsol stadig har en vis styrke. Der hvor meningerne er delte, er på det designmæssige plan. Killzones palette af farver går nemlig udelukkende fra ærtesuppegrøn over jordbrun og til fesen grå. Og mens jeg personligt elsker den frække og meget rå stil, så kan jeg sagtens se hvordan nogle vil kunne tro, at det så også betyder et nedtonet spil. Men det er ikke tilfældet. Udvikleren har blot taget en beslutning om at gøre det hele smule mere troværdigt og realistisk - og dette skinner igennem hele vejen rundt. Selv musikken, der ikke er til at spore i andet end introen og på visse spændingsmættede steder i hver bane, er nøje skruet sammen for at understøtte følelsen af at deltage i en intergalaktisk krig.

Vi mangler stadig at få den færdige kode mellem hænderne, da den vi sidder med i øjeblikket ikke indeholder nogen form for online-muligheder. Men når den lander, så kan du være helt sikker på at vi gennemfører det og står klar til at fortælle dig alt om oplevelsen. Alt tyder dog på at Killzone bliver et overvældende bekendtskab og et af de allerbedste spil til formatet.