Killing Floor 3 Preview: Grusomt, grotesk og gribende

Killing Floor har som serie altid været rigtig god til én bestemt ting. Der er kun en håndfuld actiontitler, der tilbyder en horde-mode rundbaseret overlevelsesoplevelse som den, folkene hos Tripwire Interactive har leveret med denne serie, så du vil blive glad og måske ikke overrasket over at høre, at Killing Floor 3 er klar til at levere mere af det, som fans kender og elsker.

Det blev for nylig bekræftet, at Killing Floor 3 får sin store debut PC pc og konsoller den 25. marts, men forud for den afsløring havde jeg chancen for at dykke ned i en del af spillet som en del af et preview af multiplayer, hvor jeg endda slog mig sammen og kæmpede mod horder af Zeds sammen med spillets Creative Director Bryan Wynia. Fra første minut var der to ting, der stod klart for mig. Først og fremmest er der fokus på, at Tripwire ikke spilder tiden med at få spilleren ind i handlingen. Få sekunder efter ankomsten til en bane begyndte voldsomme og skræmmende væsner at sværme om mig og mine allierede og bad os om at stå sammen og samarbejde for at overleve, uden at vi behøvede at sige et eneste ord. Den anden ting, der skilte sig ud, var tonen og temaet. Killing Floors karakteristiske brutalitet er i centrum med proppede og tætte baner befolket af væsener, der er defineret af mildest talt ulækre karaktermodeller, og som efterlader blod og andre klamme væsker som de slæber sig imod dig. Killing Floor 3 er absolut ikke den slags spil, du ville spille på fladskærmen hjemme hos din svigermor, men til aftener med vennerne er det straks klart, at du ikke finder mange bedre horde-lignende alternativer.

Denne preview-session var mest fokuseret på multiplayer-gameplay og på at få en god og tilstrækkelig smagsprøve på konceptet. Tripwire forklarede til at begynde med, at spillet vil understøtte en konstant udviklende historie, og at der er mange elementer og designvalg på plads, der giver spillerne mulighed for at opleve en form for fortælling, der yderligere udpensler grusomhederne fra tidligere dele af serien. Men i dette preview var det ikke det, der interesserede mig mest, så det vil jeg lade ligge indtil videre.

Det, jeg havde til rådighed, var adgang til seks spilbare figurer, som hver især var meget forskellige. Foster er for eksempel den mere traditionelle run-and-gun-type, der kan lide Storm Rifles, og er god til bare at skyde ting og skabe kaos, mens Luna beskrives som en skarpskytte, og ja, det betyder, at hun er ideel til dem, der stræber efter præcision og nyder at bruge skydevåben på mere afstand. Fire af figurerne var mere traditionelle Killing Floor-arketyper, men de to sidste er mere moderne indslag, hvad enten det er Nakata the Ninja, der udmærker sig med sværd og kunai og andre shinobi-lignende værktøjer, eller Obi the Medic, en alsidig figur, der kan være afgørende for en mission ved at give enormt effektiv healing, der kan redde dit liv, når du bliver overvældet af horder af Zeds. Det vigtigste at bemærke er, at mens hver karakter uddeler sin egen slags skade, overlevelsesevne og støtte samt unikke evner og passiver, der får dem til at excellere i en bestemt kampstil, begrænser Tripwire ikke deres våben til kun én klasse. Du kan spille som Foster og bruge en katana eller klæde dig ud som brandstifteren Firebug og udstyre hende med en snigskytteriffel. Valget af, hvordan du spiller, ligger i dine hænder.

Efter at have rodet med de mange systemer i hub-området kom vi endelig ind på en bane, hvor spillets identitet hurtigt kom i centrum. Killing Floor 3 er et meget traditionelt rundebaseret hordespil, idet der ikke er meget andet at fokusere på end blot at overleve. Ja, der er ekstra sideudfordringer og opgaver, der skal gennemføres, hvoraf nogle er knyttet til de bredere narrative elementer, men størstedelen af handlingen handler simpelthen om at bekæmpe bølger af Zeds og indsamle point for at kunne købe nye våben, forbedre dine karakterer, forbedre din rustning, få fat i ammunition og afprøve nye gadgets. Jeg kan godt forstå, at nogle kan frygte for holdbarheden af et spil med så løs en progressiv struktur, men jeg kan også sige, at Killing Floor 3s handling er meget umiddelbar, ofte udfordrende og meget medrivende, så man ikke får meget tid til at tænke på andet end overlevelse.

Den første bølge af Zeds omfatter for det meste almindelige Clots, dog med et par mere unikke og farlige fjender. Ideen her er simpelthen at besejre alle Zeds uden at dø for at kunne gennemføre runden, og i den første bølge er det slet ikke nogen udfordring. Men efterhånden som hver bølge passerer, og antallet af Zeds stiger, og mangfoldigheden af Zeds også stiger, øges udfordringen betydeligt, så du efter et par runder kan finde dig selv i en meget, meget dårligere forfatning. Når du har besejret din tredje hensynsløse Fleshpound i runden, oven i ni Bloats, en hær af Clots og en masse Crawlers, vil du være langt mere bevidst om, hvilken slags oplevelse Killing Floor 3 tilbyder. Og det er værd at sige på dette tidspunkt, at spillet endda har flere sværhedsgrader, hvilket betyder, at du kan hoppe ind i en mission med normal sværhedsgrad eller lavere, eller i stedet se frem til at opleve den inkarnerede frygt ved at skrue et par hak op for udfordringen.

Zeds føles fantastiske at bekæmpe, når de sprænges i blod og gore, mens du flår deres anatomi i stykker med hagl eller kirurgisk fjerner deres lemmer med knive. Våbensystemet er også fremragende og føles responsivt og stramt, med dunkende og hårdtslående våben og værktøjer, der får handlingen til at føles endnu mere rå og spændende. Jeg vil sige, at de mange forskellige våben er lovende og viser, at Tripwire har masser af ideer at udforske, men jeg syntes, at opgraderingselementerne og butikken i missionen var lidt kedelige, da de beder dig om at blive begejstret for at købe et »opgraderet« våben, der kun er anderledes, fordi det har en lidt bedre præcision eller kommer med en accessory af en eller anden art for at gøre det »modded«. Min erfaring i Killing Floor 3 er, at våben er våben, og der er ikke den store forskel på de forskellige versioner af hver våbentype, da de alle er ret effektive til at nedlægge Zeds.

Her på faldrebet er det værd at nævne modifikationerne og Zed Time. Hver runde i en mission adskiller sig fra den foregående, fordi der anvendes en tilfældigt genereret Mutation. Så mens du allerede kan forvente flere Zeds af en øget variation per runde, kan du også blive nødt til at håndtere en runde, hvor betydeligt flere Crawlers spawner, og hvor visse skader bliver mere effektive. Dette ændrer sig hver runde og holder spillerne på tæerne undervejs. For at hjælpe med de overvældende odds og den stigende udfordring vender Zed Time-mekanikken heldigvis tilbage, og det er en praktisk effekt, hvor stort set hele spillet går langsommere for alt andet end spillerne. Du kan hurtigt tygge dig igennem en hel horde af Zeds i denne fase, mens de kæmper for at gøre noget for at slå igen, og det er enormt underholdende at se denne effekt dukke op, selv om det tilsyneladende er umuligt at time aktiveringen strategisk.

Efter bare et kort stykke tid med Killing Floor 3 står det klart for mig, at dette spil vil være en underholdende oplevelse for dem, der leder efter en mere ondskabsfuld og krævende horde shooter. Det er forskruet og brutalt, taktilt og spændende, og det ser godt ud og lyder godt med rædselsvækkende billeder, der får det til at vende sig i maven. Der er spørgsmål om, hvordan Tripwire bliver ved med at overgå sig selv, så handlingen bevarer sin spænding, men med snesevis af forskellige Zeds og en support efter lanceringen, som Wynia lovede ville konkurrere med Killing Floor 2, er det tydeligt, at dette næste kapitel vil have noget at se frem til for fans af serien, både nye og gamle.