
Uanset hvad man synes om hans spil, er det svært at komme uden om, at Suda51 både er charmerende, har hjertet det rigtige sted og altid er komplet kompromisløs, når det gælder om at forme hans kreative kræfter til underlige spileventyr. Den tilgang har indtil videre resulteret i oplevelser som Killer 7, No More Heroes og Lollipop Chainsaw, der alle har forsøgt at blande surrealistiske historier med unikke figurer og masser af action.
På "underligheds-skalaen" er der dog ingen af hans forgående projekter, der når No More Heroes til sokkeholderne, og det gør det nye eventyr alt hvad det kan for at etablere inden for den første times spil.
Mød Mondo Zappa, der på trods af sit navn ikke er et glemt medlem fra et af 60'ernes psykedeliske rockbands, men i stedet er en følelseskold og alligevel silketunget superagent med speciale i det paranormale. Når han ikke har travlt med at banke det onde ud af alverdens dæmoner, bruges tiden i stedet på at charmere sig ind under tøjet på alle de kvinder, han møder på sin vej, og det gør ham åbenbart til lidt af en paranormal James Bond - fik jeg nævnt at han også har en enorm robotarm, som ingen kommenterer?
Zappa elsker også at snakke i koder, uden at han selv er klar over det, men den evne har han nu ikke for sig selv. Faktisk virker det som om, at det har været en mission at sørge for, at alt dialogen i Killer is Dead ikke må give mening. I stedet virker det næsten som om den udelukkende er skruet sammen af knapt sammenhængende floskler, hvilket dog spiller fint sammen med et karaktergalleri, der ligeledes udelukkende består af sammenblandede klicheer.
Når arbejdsgiverens navn er Bryan Execution Firm, og chefen er en gigantisk mandsperson, som er halvt menneske og halvt robot, burde man måske nok kunne regne ud, at opgaverne ikke kommer til at bestå af Excel-ark og småkagespisning. Alligevel bliver man en smule overrasket, når man gang på gang kastes ud i underlige mareridtsscenearier, der godt nok er virkelig kreative, men sjældent hænger særlig godt sammen.
I en mission tager du en tur til månen for at konfrontere en næsten nøgen herre i hans underlige slot, mens du i en anden bliver kontaktet af et afdødt spøgelse, der ønsker at få dig til at undersøge et Alice i Eventyrland-inspireret hus, som angiveligt skulle være ejet af et monster der har spist alle naboerne. Andetsteds støder man på enhjørninger, gigantiske insekter som blot ønsker at leve, og en særlig aggressiv fjende med levende tatoveringer.
Uanset hvor den næste mission foregår, vil den dog have samme formål, og forvent derfor at skulle banke ondskaben ud af enhver dæmon du møder på din vej. Med sit Katana-sværd, der har fået navnet Gekkou, og sin transformerende robotarm har Zappa flere forskellige måder at gøre det af med fjenderne på.
Kampsystemet er forbavsende simpelt, men samtidigt overraskende tilfredsstillende. Ved at hakke løs på fjenderne og undvige deres angreb, vil Zappas hastighed og intensitet således løbende stige. Holder man ham kørende i lang tid nok, bliver det pludseligt muligt at udføre såkaldte execution moves, der alle kan aktiveres med controllerens fire frontknapper. Hver af de fire forskellige angreb resulterer i, at fjenden taber ekstra meget af en bestemt slags opgradering, og er det derfor penge eller måske livsenergi man mangler, er der ekstra incitament til at gøre det godt.
Et Bayonetta-inspireret modangrebs-system belønner også god timing med gratis skade, samtidigt med at det naturligvis altid er muligt at bruge sin robotarm som maskinkanon eller et af de fire andre våben, den kan forvandles til, hvis du har fået fat i alle opgraderingerne.
Robotarmens brug i de mange kampe er sjældent nødvendig, og det er en fin beslutning, for ønsker du at indsamle opgraderingerne til den, tvinges du til at bruge tid på de såkaldte Gigolo Missions. Mondos føromtalte charmeangreb er åbenbart ikke helt nok til at vinde kvindernes hjerter, og derfor bliver han nødt til i stedet også at glo på dem for at samle sig det sidste mod. Og når jeg skriver glo er det lige præcis hvad dette minispil går ud på.
Fra et førstepersonperspektiv bliver man således bedt om at zoome ind på kvindernes bryster og skridt, når de kigger væk, hvilket inspirerer Mondo i en sådan grad at han samler sig mod til at give kvinderne en gave, der måske kan være nok til at de tager med ham op på hotelværelset. Det er om muligt endnu mere plat end det lyder. Samtidigt føler man sig snakket ned til som spilentusiast, fordi man tvinges til at være et ulækkert udskud, der selv som superagent åbenbart ikke har evnerne til at charmere kvinder på mere normal vis. Og så har jeg endda ikke engang bevæget mig ind i det minefelt, der handler om hvad spillet antyder at mene om kvinder som helhed...
Det grafiske udtryk i Killer is Dead bygger videre på udviklerens kærlighed tegneserier og overdrev, hvilket betyder at proportioner og former gerne bliver twistet lidt, hvis det højner effekten. Det fungerer fint og nyder samtidigt godt af eventyrets kreative tilgang til brugen af farver, hvor lyserøde og bordeaux-farvede baggrunde pludseligt bliver afløst af sort/hvide scener, som højner effekten. Desværre kæmper også denne del af spillet med tekniske problemer som burde være elimineret for længst, og foruden et haltende kamera, kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har oplevet så tydelige "screen tears", hvor billedet nærmest ser ud til at blive revet over på midten.
Det er ærgerligt at Suda51 endnu ikke har fundet en samarbejdspartner, som på en eller anden måde kan kanalisere mandens enorme kreativet til noget mere sammenhængende, for originaliteten i både udtryk og funktionalitet er allerede på plads.
Desværre ender Killer is Dead mere end noget andet med at være et bevis på, at det ikke er nok at være mystisk og hemmelighedsfuld, når historien og dialogen ikke engang hænger sammen på et helt fundamentalt niveau. Det er med andre ord en omgang floskel-sludder, som ganske sikkert vil kunne overbevise dem, der ikke bekymrer sig om emner som kontinuitet og mening, om at her er tale om noget specielt, mens vi andre vælger at bruge vores tid på mere effektiv vis.
Som actionspil er Killer Is Dead udmærket, men når genren er fyldt med spil, der tilbyder en mere fuldent oplevelse, er det svært at se hvorfor man skulle bruge mere tid i selskab med Zappa og resten af hans knapt så fantastiske univers.