Kick-Ass 2

Ligesom den tegneserie, den var baseret på, kom den første film om Kick-Ass som en kæmpe overraskelse for de fleste. Historien om drengen Dave, der var træt af hvordan verden hang sammen og derfor forvandlede sig selv til selvtægtsmand i form af den kostumeklædte Kick-Ass, var både velfortalt, humorfyldt og fuld af en slags naivitet man normalt ikke ser i film om superhelte - uanset om de har superkræfter elle ej.

Efterfølgeren starter ud på samme vis, og man fornemmer at den nye instruktør, Jeff Wadlow, også på samme måde ønsker at lege med blandingen af det fantastiske og det humorfyldte.

Der er gået nogle år siden begivenhederne i den første film, og Dave (Aaron Johnson) har, på trods af successen med sit alterego, stadig svært ved at finde sin plads i verden. Det samme kan siges om Mindy (Chloë Grace Moretz), der er blevet adopteret af sin fars tidligere kollega Marcus (Morris Chestnut), og en gang for alle er blevet bedt om at lægge alteregoet Hit-Girl på hylden. Særligt Mindy kæmper med dagligdagen, fordi hun, som alle der har set den første film ved, ikke er blevet opdraget som de fleste andre piger.

Denne vinkel bruger filmen også til at lave sin egen kritik af livet som teenager i dag. I filmens overdrevne verden oplever vi således hvordan Mindy bliver rekrutteret af skolens populære pigeklikke, for efterfølgende at blive indoktrineret med boybands, sexsnak og alt det hun har manglet hele sig liv. Afskyet over for denne slags livsstil er fra filmholdets side så stor, at det hele vises på en måde, der får dyrkelsen af populær teenage-kultur til at ligne det samme som et ødelæggende stofforbrug.

Med Hit-Girl sat i karantæne, slår Dave sig i stedet sammen med en gruppe andre civile, der også har besluttet sig for at være superhelte. Den mest fremtrædende af dem alle er uden sammenligning Jim Carreys Colonel Stars and Stripes, der godt nok er en grov forsimpling af tegneseriens karakterer, men stadig vækkes til live af Carreys altid undervurderede talenter som skuespiller.

Andetsteds er Chris (Christopher Mintz-Plasse) stadig enormt bitter over den måde Kick-Ass gjorde det af med hans far på, samt hans egen uduelighed, der gør det svært for resten af verden at have andet end medlidenhed med ham. Som et modstykke til Kick-Ass beslutter han sig derfor for at genopfinde sig selv som The Motherfucker, og bevæbnet med alle sin fars millioner går der ikke lang tid, før han har samlet sig en flok galninge der ønsker at støtte hans sag.

Som man måske kan fornemme, forsøger Kick-Ass 2 at binde væsentligt flere elementer sammen end den første film, og det er en af grundene til at det hele kommer til at virke så ufokuseret. Det virker sjældent som om der har været overskud til at holde styr på de forskellige historie-tråde, og sortere dem på en måde så de giver mening, og den slags overlades i stedet til seeren, hvilket gør det svært at nyde filmen.

Mere ødelæggende er dog at filmen aldrig giver seeren et pusterum. Den første film afbrød ofte intensiteten med en komisk scene eller en refleksion over dens egne absurditeter, men den slags er der ikke blevet plads til i efterfølgeren. For en film, der ligesom tegneserien skulle have været en skæv tilgang til hele ideen om superhelte, ender det hele derfor med at handle om ondskab, vold og ekstra meget vold, og det ødelægger størstedelen af det, den første film gjorde så godt.

Kick-Ass 2 er stadig værd at se for alle os, der godt kan lide superhelte, uanset om de har fantastiske kræfter eller blot ønsker at gøre verden til et bedre sted med væsentlig færre midler. Desværre er den dog slet ikke så god som den kunne have været, og heller ikke lige så god som den første film.