Kameo: Elements of Power

Det her er fortællingen om et lille engelsk firma i Twycross, der var blevet pålagt opgaven, at skulle producere det ene fantastiske eventyr efter det andet, for at tilfredsstille kongen og hele kongeriget. Altid sad de og slavede i deres ellers smukke omgivelser i det engelske landskab. Men en dag blev det enorme pres for meget og efterhånden begyndte eventyrerne til forveksling at minde om hinanden. Noget måtte ske, noget skulle gøres anderledes, så holdet låste sig inde i årevis for at arbejde på det definitive eventyr, et eventyr, der skulle genoprette troen på dets nærmest magiske evner som historiefortæller.

Langt væk fra omverdenen blev der bikset og bakset i årevis, lige indtil den skæbnesvangre dag, hvor Kongen krævede at få præsenteret resultatet. Det hele startede godt ud med poetiske beskrivelser af eventyrlige verdener, farvefulde helte og faretruende monstre, men ganske langsomt gik det op for Kongen, at eventyret var det samme, som han havde hørt adskillige gange før, bare i en ny indpakning. Det var ganske tydeligt, at firmaet havde pudset og nusset for eventyret, men på bundlinjen havde intet ændret sig, og sådan gik det til, at firmaet, Kongen og Kongeriget, ikke levede lykkeligt til deres dages ende.

Man må efterhånden spørge sig selv, om succesen fra de sagnomspundne Nintendo 64-dage, er blevet til en forbandelse, der til evig tid vil jagte den engelske udvikler fra Twycross. Kameo har måttet igennem så grueligt meget, og lige som det så ud til, at spillet var klar til udgivelse, blev det flyttet til Xbox 360. Skiven har nu snurret i kræftværket de sidste par dage, og selvom der ikke er nogen tvivl om, at Rare kan sit kram, opnår Kameo aldrig at blive mere end et vigtigt flueben på checklisten over de genrer, der skal være repræsenteret, ved lanceringen af enhver ny konsol.

Med en baggrundshistorie, der bliver forklaret på ganske få sekunder, smides du direkte ind i en eventyrlig verden, der står klar til at tage hånd om enhver eventyrer der måtte have forvildet sig ind i dette magiske univers. Højst uforståeligt forventes det, at du hurtigt finder dig til rette med kontrollen og de forskellige evner, for det er først efter gennemførelsen af Kameos første bane, der bliver tid til en egentlig forklaring af spillets forskellige facetter. Logisk spilopbygning er der blevet set stort på, for træningen kan ikke springes over, og det er selvom man lige har skullet bruge alle de forskellige evner... skal man nu pinedød lære dem endnu engang.

Efter at spillet har sikret sig, at du reelt kender alle facetter af det i forvejen ekstremt enkle kontrolsystem, får du lov til på egne ben at træde ud i Kameo underskønne skinnende verden, der fuldstændigt ubekymret smider om sig med mere grafisk lir, end hjernen de første par minutter er i stand til at absorbere. Der er ingen tvivl om, at der på det visuelle plan ikke er nogen grænser længere, og at Xbox 360 har ladet de grafiske talenter hos den engelske udvikler udleve alle de drømme, som indtil videre har været umulige på grund af hardwarens restriktioner. Verdenen sprudler af liv, farver og overdådige grafiske detaljer, mere eller mindre fordi den kan. Rare har på intet tidspunkt tænkt i begrænsninger eller været bange for at spillet ikke kunne afvikles helt flydende, og det siger en del om konsollens umådelige kræfter.

Måske netop fordi teknikken i den grad er på plads, virker det som om, Rare i andre henseender har sparet på de innovative lyster. Kameo er på godt og ondt præcis ligeså skabelonskåret som Starfox Adventures i sin tid var på GameCube - også selvom der ikke bydes på det samme træge indsamlingsvirvar. Indsamlingen og udnyttelsen af de forskellige figurer er spillets største trækplaster, men er alt for ordinært og forsimplet implementeret i Kameo Hver gang du opsamler en ny evne, kan du være ganske sikker på, at jagten på den næste evne vil være en vej fyldt med alle de opgaver, udvikleren har kunnet finde på, til den nyeste rekvirerede evne, for herefter ikke at blive benyttet igen. Opbygningen minder til forveksling om en opdateret version af "find den gule nøgle til den gule dør"-konceptet, vi kender fra Doom-spillene, og holder ganske enkelt ikke mere, når mulighederne åbenlyst har været der til at lave noget langt bedre. Og uanset størrelsen på universet, formår Rare heller ikke at skjule den åbenlyse lineære vej gennem det hele.

De absolut største spørgsmål til Kameo bør dog stilles i forhold til, hvordan Rare kan fejle i at ramme nogle af spillets, og dermed også genrens, mest basale elementer så skævt, som det reelt gør. Den flotte grafik og de ekstrem mange detaljer, der hele tiden fylder skærmen, lader ofte overblikket syne hen i et regulært rod. Kameraet har svært ved at forholde sig til, at det skal være på det rigtige sted, frem for hele tiden at sørge for at opfange den allerbedste vinkel. Ligeledes er kampsystemet fuld af huller, der hurtigt betyder, at man skifter til den nemmeste måde at komme af med fjenderne på, frem for at benytte det indbyggede combo-system, Rare tidligere har slået så hårdt på tromme for. Det halvlunke Alter Echo klarede på glimrende vis, at lade spillere skifte mellem forskellige former for at opbygge kombinationer, men i Kameo er det næsten umuligt, og nærmest ikke besværet værd.

Kameo er på ingen måde et skidt spil, men snarere et offer for en genre, der har udviklet sig hurtigere end udvikleren har været i stand til at følge med. Som grafisk præsentation af den nye konsol, er der masser af komme efter, specielt hvis du har investeret i et fladskærmstv, der understøtter HDTV. Der bliver budt på et par enkelte gode ideer, som for eksempel muligheden for at gennemspille nogle af banerne i co-op, men ud af den samlede spilletid, er det simpelthen ikke nok. Dette er et spil, der vil byde på cirka otte timers fornøjeligt gameplay, men nok ikke vil blive taget frem igen, så snart konsollens virkelig stærke titler begynder at komme på hylderne herhjemme.