Judgment

Judgment er nok et spil, som er gået henover hovedet på mange, som ikke allerede er på udkig efter mere fra folkene bag Yakuza-serien. Udviklerne bag, SEGAs Ryu Ga Gotoku Studio, har nemlig hidtil været så fokuserede på den elskede Yakuza-serie, at de deler navn med seriens japanske titel (Ryu Ga Gotoku). Omend Judgment foregår i samme univers som Yakuza genbruges ingen af de originale karakterer, og derfor skal Judgment hovedsageligt ses som et nyt kapitel for studiet. Mens Judgment har været ude i Japan siden december 2018, kan vesterlændinge nu endelig (gen)besøge det fiktive Tokyo-distrikt Kamurocho, denne gang som privatdetektiven Takayuki Yagami. Som tidligere advokat skal du til tider præsentere evidens for at overbevise folkene omkring dig, og den særlige kombination af kamp, open world og detektivarbejde gør hurtigt Judgment til en slags Ace Attorney møder Yakuza. Spørgsmålet bliver derfor, om spillets misk-mask af distinkte gameplay-elementer faktisk holder i praksis.

To indrømmelser til at starte med: jeg har overvejet at starte på Yakuza-serien adskillige gange, men har kun prøvet lidt af treeren for mange år siden. Den anden indrømmelse er, at jeg var enormt spændt på dette spil, da kombinationen af detektivarbejde og Yakuza-agtig storytelling virkede tillokkende. Jeg var derfor ganske spændt på, hvilken slags spil Judgment ville ende med at være, og om det alligevel krævede lidt forudgående kendskab til Yakuza-universet. Heldigvis kan jeg efter min gennemspilning forsikre om, at man ikke får følelsen af at mangle noget viden her. Judgment har tvært imod givet følelsen af, at jeg er startet et glimrende sted, hvorfra jeg kan fortsætte min rejse ind i Yakuza-serien.

Judgment er aldeles historiefokuseret, og skuffer ikke på den front. Som nævnt indtager man rollen som detektiven Yagami. Spillet åbner med at introducere hovedpersonen og hans brud med advokatverdenen. Dette brud skyldtes en tragisk sag, hvor Yagami fik sat en mand på fri fod, som efterfølgende blev dømt for at myrde sin kæreste på brutal vis, et mord som Yagami naturligvis føler skyld over. Spillet starter tre år senere, hvor Yagami gennem sit eget detektivfirma efterforsker en seriemorder, som dræber yakuzaer og efterlader dem uden øjne i Kamurochos mørke gyder. Sammen med blandt andre hans trofaste makker, den charmerende ex-yakuza Kaito, forsøger Yagami at nå til bunds i denne morbide og spændende sag. Inden man ser sig om er Yagami og Kaito i åben krig med først den ene og dernæst den anden yakuza-klan, da efterforskningen river op i mange skjulte dagsordener på tværs af Kamurocho.

En af Judgments mere imponerende bedrifter er, at selvom historien bliver forgrenet og kompleks, og introducerer mange karakterer, så giver spillet sig alligevel tid til at man lærer karaktererne at kende. Bl.a. imponerer den skurkagtige Hamura, som man får lov at se fra flere sider. Makkeren Kaito har også mange relationer, som tillader hans karakter at udfolde sig til mere end en "gentle giant". Yagami selv er også en glimrende hovedkarakter, som fungerer rigtig godt sammen med det øvrige persongalleri, især Kaito.

Når man ikke ser cutscenes eller indgår i anden dialog, så er der meget andet at lave her. Gameplay-mæssigt kommer man nemlig vidt omkring i Judgment, måske en anelse i overkanten. Judgment har et minispil for alting, fra at åbne en dør med en bestemt nøgle, til alverdens spillemaskiner, dates, jagter til fods, efterforskning, at skygge diverse mennesker, eller de mange ting man kan lave med sin drone (som er en overraskende stor del af spillet). Ofte fungerer disse mange minispil efter hensigten, da de er ret ligetil, og skaber fin indlevelse. Man skal sjældent dirke låse op, men når man skal, så virker det helt fint. På samme vis spiller man ganske vist ikke Judgment for at flyve med en drone, men i bestemte plot-situationer giver det mening at udspionere en yakuza-klan på tredje sal gennem vinduet med dronen. Når man går på dates fungerer det også overraskende godt at spille dart. At lede efter spor understøtter også detektiv-stemningen, og er ofte et forfriskende sceneskift i spillet. Alle disse minispil er dog ganske tilgivende, ligesom der modsat Ace Attorney ikke er nogen rigtig konsekvens af at præsentere forkerte beviser. Kort sagt, så er der meget få steder hvor man sidder fast her.

Det mildest talt varierede gameplay skaber en helhed, som passer rigtig godt med de ting, som Yagami faktisk foretager sig i den spraglede by. Somme tider trækker især det simplistiske "stealth"-gameplay dog lidt i langdrag, når man skygger folk. Her skal man helt simpelt gemme sig bag objekter, for ikke at blive set, og ellers blot sørge for at kunne se sit mål. Ofte stopper de op og ser sig tilbage i lang tid, og går så langsomt videre. Mens dette er en anelse tamt i længden, så er Judgments force, at dette minispil kort efter erstattes af andre aktiviteter, og man derfor altid er spændt på, hvad den næste bid af historien, eller den næste gakkede sidemission byder på.

Som i tidligere spil er der ganske meget kamp. Mange diskussioner ender i slåskamp, og Yagami kan knapt nok gå 100 meter i byen uden at møde en bande, der vil have ham ned med nakken. At slås er både flydende og ganske sjovt, især når kampene lige udfordrer en smule, eksempelvis ved boss-kampe. Man oplader i kamp et EX-meter, som gør at man kan bruge særlige angreb (som ofte er enormt cool udført), og sammen med muligheden for at anvende cykler, kegler og andet fra gaden som våben, gør disse særlige angreb at kampene er ganske sjove. Personligt begyndte jeg dog at løbe væk fra en del af de mere banale kampe på gaden, både fordi der var så mange, men også fordi de var for lette, selv på højeste sværhedsgrad (visse kampe er bare fem sekunders button-mashende komboer, før man løber videre). Det var dog også fordi jeg egentlig bare var spændt på, hvor historien bar henad. Som helhed er Judgment et afbalanceret, men temmelig let spil, hvor næsten alle kampe kan klares med lidt dodging og meget banale komboer, som man lærer indenfor en halv time. Af denne grund bliver visse af spillets mere sofistikerede systemer, såsom potion-brygning, lidt irrelevante.

Af samme årsag opgraderer man mere Yagamis evner, vha. optjente "skill points", fordi man ønsker variation, end fordi det egentlig føles nødvendigt. Hans to kampstile, Crane og Tiger, er smarte til hhv. grupper og bosser, og opgraderinger til hans kamp-evner varierer fra at give mere skade, til simpelthen at gøre det lidt sjovere, med bedre dodging eller ekstra komboer. Man kan desuden også bruge skill points til at få evner, som er smarte i andre dele af spillet, fx. en evne som får controlleren til at vibrere mens man leder efter spor, hvis man ser på et område, hvor et spor er skjult. En lignende evne får den rigtige nøgle til at lyse i tilfælde af låste døre, så man ved præcis hvilken man skal bruge til en bestemt dør.

Sidstnævnte evner var glimrende for mig, da søgen efter spor kunne blive ganske frustrerende, når man ikke helt ved, hvad man leder efter. At lede efter nøgler er også en kedelig idé i min optik, og derfor var jeg glad for at kunne springe denne del af spillet over med en evne, som i øvrigt kostede meget få skill points. Man kan dog frygte, at disse evner ikke opdages af frustrerede spillere, som derfor blot sidder med et spil, de bryder sig mindre om, hvis de med rette finder disse små dele af gameplayet kedelige.

I sidste ende er det meget varierede gameplay både en styrke og svaghed for spillet, da ingen af de mange minispil eller kampe er overvældende fantastiske, men samtidig er der ingen, som virkelig trækker helheden ned. Flere minispil føles også mere som eksperimenter, som muligvis ikke overlever i en eventuel opfølger. Man må dog understrege, at Judgment handler om indlevelse i rollen som Yagami, og det er også sådan man skal forstå dets mange gameplay-elementer. Det handler ikke om at skabe det sværeste stealth-spil når du skygger nogen, eller at være det nye Ninja Gaiden når du slås, men om at illustrere Yagamis evner og handlinger gennem gameplay, og som samlet pakke fungerer det faktisk ganske fint.

Ryu Ga Gotoku Studios meget specifikke opskrift på open world, som Anders Mai også nævnte sidste år i sin anmeldelse af Yakuza 6, går naturligvis igen her. Judgment handler nemlig ikke om at skabe en gigantisk verden, men om at skabe et overbevisende, tætpakket distrikt kaldet Kamurocho. Her danner du i løbet af spillet et stort netværk af relationer, og løbende skal du trække på de lokales viden for at løse opgaver. Yagami hjælper butiksejere med at finde ud af, hvorfor de har mistet kunder, men finder også frem til perverse trussestjælende mænd, ved hjælp af sine detektivevner. Sidemissionerne er ganske underholdende, og byder på fjollede såvel som oprigtigt spændende narrativer.

Judgment balancerer konstant mellem at være skørt og alvorligt. Det lykkes dog at håndtere dette på glimrende vis, og spillet rummer mindeværdige karakterer, såvel som dybfølt og ganske velfortalt drama. Spillet formår at konstruere fortællingen fra et unikt japansk perspektiv, og det føles derfor også som et lille indblik i, hvordan udviklerne ser deres eget land. Dette indebærer blandt andet de kontroversielle host/hostess clubs, som undviger landets love om prostitution. Er man interesseret i japansk kultur, så er Judgment dermed et ganske spændende værk at gå til.

Selv hvis man ikke dyrker japansk kultur, så er Judgment et glimrende eksempel på en helt anden tilgang til historiefokuserede open world-spil, end vi er vant til fra vestlige studier. For undertegnede er denne tilgang meget velkommen. Man lærer at navigere Kamurocho ekstremt hurtigt, og byens gader bliver nemme at genkende, fordi ens mange oplevelser har udspillet sig på et mindre areal. I stedet for at strække landkortet så langt ud, som det kan, fortæller Judgment en nærværende fortælling, hvor du over 20-30 timer bliver Kamurochos lokale detektiv, som ved præcis, hvilken sten du skal vende, for at løse byens problemer.

I forhold til, hvor lidt Judgment er blevet hyped i Vesten vil man nok blive imponeret over, hvor cinematisk og velproduceret dette spil kan være. Store dele af spillet foregår gennem cinematiske sekvenser, som ofte er virkelig flotte og gør brug af smarte kameravinkler til at skabe indlevelse. Mens resten af spillet for det meste er flot designet, så kan tilfældige NPCer og visse områder være noget grove at se på. Især i dialogsekvenser, som ikke er cinematiske, kan karakterers ansigter komme til at se noget bizarre ud. Dog må det understreges, at Kamurocho hovedsageligt er en flot, lækker og neonklædt by, og at især hovedkaraktererne generelt fremstår rigtig pænt.

Spil er alt for tit ufærdige ved release, men det er på ingen måde tilfældet her. Man kan tydeligt mærke, at spillet har været færdigt i noget tid, da det kører helt problemfrit, og jeg ingen bugs har haft undervejs. Den engelske oversættelse (jeg brugte primært engelske undertekster og japansk tale) forekom også veludført. Givet mængden af indhold, så er undertegnede meget imponeret over, hvor færdigt spillet er.

Som helhed er Judgment en meget poleret og spændende titel, som byder på en vedkommende detektivhistorie og enormt varieret gameplay. Det har også en forrygende varm stemning, med humor og hjerte. Det kunne dog være mere udfordrende, og de enkelte gameplay-elementer kunne være mere raffinerede, men som samlet pakke skaber spillet indlevelse i rollen som Yagami. Karaktererne har plads til at komme til live, og generelt finder man mere nærhed i Judgment end i langt de fleste andre open world-titler, undertegnede har stiftet bekendtskab med. Her er tale om glimrende underholdning, som også giver et spændende indblik i dele af japansk kultur, som ellers sjældent repræsenteres i den underholdning, vi ser herhjemme. Det kan derfor varmt anbefales at iklæde sig Yagamis tjekkede læderjakke og gøre sig klar til at banke løs på skurkene i Kamurochos neonbelyste gader.