Journey to the Savage Planet

Det giver en ro i form af genkendelighed og afstemt forventning, når man kan kategorisere ting hurtigt. Der findes sikkert kloge forskertyper, som vil mene, at dette er en iboende egenskab hos os mennesker. Nem og adræt bestemmelse af, hvilken kasse dette passer i. Genrer indenfor film, bøger og spil følger denne formel, hvor vi smider om os med faste kategorier. "Hey, check lige denne kommende RPG-titel!", eller "jeg er nok mest til FPS-oplevelser!". Smag og behag er heldigvis forskellig, og med de laviner af nye spiludgivelser som konstant vælter ind over vores spilmaskinerier, så syner en hurtig opdeling i sort og hvid, som et meget godt forsvar mod tomme bankkontorer og overfyldte harddiske. Men til tider kommer der mere kreative spiloplevelser, hvor mærkaterne ikke er så ligetil, og udviklerne tydeligvis har lagt et stykke arbejde i, at give os en anderledes oplevelse. En sådan struds i gadekæret er spillet "Journey of the Savage Planet", og prøv at læse med her, mens jeg forsøger at fordøje oplevelsen.

Kindred Aerospace er det fjerde bedste rumudforskningsfirma netop nu, og jeg er så heldig, at jeg er blevet sendt ud i rummet af dette firma i jagten på nye beboelige planeter. Afsted det går. Den uudforskede planet med det fantastisk charmerende navn "AR-Y 26" er hvor jeg ender, og herefter er det på med rumdragten og afsted på udforskning. Rumskibet er min base, og heldigvis er det udstyret med en 3D-printer. Denne er livsnødvendig, da elementer man finder og høster på planeten, kan omdannes til skønne og uundværlige gadgets og arbejdsredskaber. Mit første print bliver min rumpistol, som er essentiel på den ikke altid så venlige planet. Jeg er landet i et islandskab, men ganske hurtigt begynder den hvide sne at blive afløst af farvestrålende dyr og planter. Spillet afvikles i førstepersonsperspektiv, og er i starten ved at krybe i retning af FPS-kategorien. Men vent lige lidt, der er mere endnu at bygge på.

Den farverige verden skal ikke kun udforskes med skud fra mit våben. Min hjelm er udstyret med en scanner, og information herfra fødes ind i min computer. Alt skal i bedste forsker-stil kategoriseres; dyr, planter og også bygninger. AR-Y 26 er nemlig ikke uberørt vildnæs, og ret hurtigt opdages bygningsstrukturer, og et enormt tårn midt i det hele. Tegn på en civilisation? En hurtig fortolkning af alle disse nye indtryk og scanningsbilleder laves af ens AI-ven, en flyvende robot, som det meste af tiden alene er en usynlig stemme i dit øre. Men det står hurtigt klart, at man med fornuft kan bide mærke i de små fif og observationer, der konstant fordres ind i øresneglen. Udforskningen fylder meget her, og alle de mange indtryk skal fortolkes og flere endda udnyttes til at komme videre på planeten. Rundt omkring findes bygningsstrukturer med portaler inden i. Disse kan låses op, og herefter anvendes til hurtigt at komme frem og tilbage til rumskibet. Disse små ture er vigtige, da alle de opsamlede ressourcer automatisk deponeres på rumskibet, når man lægger vejen forbi der. Alternativet kan nemt være, at man skvatter ud over en kant, eller bliver nedlagt af et rovdyr på planeten. Herefter skal man ud igen og finde en pakke med de tabte ressourcer. Vi er nu godt inde i en oplevelse, som kunne ligne en FPS, men som kræver meget mere ro og nysgerrighed - og en del mindre action end man ville se i rendyrkede skydespil.

I de første par timer af spillet rendte jeg rundt alene, men valgte derefter at starte forfra igen, og hive en medanmelder ind i coop. Som det desværre næsten er standarden nu om dage, så understøttes lokalt coop via en spilscreen ikke, så der skal kabler eller internet til. Det er et identisk spil om man spiller sammen eller tager turen alene. Fællesskabet kan bruges til at udforske sammen, eller man kan gå hver sin vej, og så med jævne mellemrum mødes et aftalt sted. Det sidste blev hurtigt et irritationsmoment, da spillet ikke er udstyret med et kort. Vi er derfor ude i at bruge portalerne, og så eksempelvis mødes tilbage i rumskibet. Når jeg spillede alene, så forduftede irritationen over det manglende kort hurtigt, og den meget forskellige verden blev husket i grove træk udenad. I fællesskabslegen blev vi dog konstant væk fra hinanden, hvis ikke vi var disciplinerede nok til at være i visuel kontakt. Fremskridtene i spillet gik dog markant hurtigere, når man er to. Her blev de påkrævede ressourcer, og forskellige nye elementer og tegninger hurtigere fundet. Endvidere har man muligheden for at genoplive hinanden, hvilket kan spare et respawn helt tilbage i rumskibet, som er standarden når man spiller alene.

Ret hurtigt får man nye evner og nyt legetøj. En klatrekrog som man kan skyde afsted og herved nå ellers umulige højder, åbner op for nye dimensioner i spillet, bogstaveligt taget. Planeten skal udforskes i alle dimensioner, og er alt andet end bare en flad skov eller slette. Der skal springes fra afsatser og laves næsten umulige krumspring for at komme videre. Karnevals-farvet parkour! Spillet er i disse dominerende dele ved at snige sig i retning af et platformspil, dog afviklet i en smuk og moderne grafisk scene anno 2020. Et vigtigt element er noget orange slim, som er placeret rundt omkring i verdenen. Når man får spottet noget af det, kan det tit kræve en grad af platformevner og puzzlehjerne, før man endelig kan sætte tænder i det lækre slim. Jeps, man skal spise det for at opgradere! Senere i spillet kan man opgradere visiret i rumhjelmen, og herigennem automatisk se slim og andre vigtige elementer i nærheden. Hele planeten er så forskelligartet, at jeg greb mig selv i at gå efter disse ressourcer i timevis, uden at bekymret mig om hovedmissionerne - og uden den mindste snert af kedsomhed. Spillet er en næsten zen-agtig oplevelse, når det nydes på den måde. I bedste rollespilsstil kan man vælge hvilken missioner der skal være ens fokus. Man kan endda vælge at satse på de videnskabelige evner, og her løse en stribe sidemissioner for at kommer op i forsker-niveauerne. Gevinsten ved denne strategi er yderligere evner, som man kan erhverve gennem rumskibets 3D-printer.

Men vi kommer ikke udenom det mystiske tårn og spillets hovedmissioner. Langsomt får man opdaget nye områder, og nye portaler. Der ender med at være mange tilgængelige områder, og små nyopdagede hemmeligheder hist og her der peger i retning af, at der er noget mere end bare konfettifarvet botanik på AR-Y 26. Den nysgerrige opdager-iver og platformsspilfornemmelsen afbrydes dog af forskellige intense boss-kampe. Fordelen ved at tage disse i coop er ganske oplagt den dobbelte skudkapacitet, og de ekstra puzzle-parate hjerneceller. Der er betalt tribut til flere af de store kampe i tidligere tiders spil her, og man skal i vanlig stil afkryptere fjendens svaghed. Spillet er uden eget valg af sværhedsgrad, og disse kampe bliver aldrig himmelråbende svære, så det er ikke på den konto man sidder fast. Andre dele af spillet kan være noget svære, da man ikke altid får beskrevet de nye evner eller ressourcer man finder. Jeg endte med at opfatte dette som et plus, da man her skal bruge de små grå, og være kreativ. Det er alt andet end en lineær oplevelse der her. Alt i alt brugte jeg 17 timer på at komme igennem hele historiedelen alene. Dette kan gøres hurtigere, hvis man lægger bånd på nysgerrigheden, og ligeledes slår partnerskab med en ven online. Men da tråden med hovedmissioner blev tom, og den sidste boss havde smagt kuglerne fra min uudtømmelige rumpistol, så var jeg ikke blevet dybt belært om planetens fortid. Det er muligt jeg endnu mangler at finde nogle centrale hemmeligheder efter mine timer i spillet, men alt i alt er dette ikke en episk scifi-fortælling.

Efter tårnet er udforsket, så fortsætter spillet, og jeg kunne se på listen over låste achievements på min Xbox One, at man faktisk kan komme væk fra planeten igen, ved at finde de rette ting, som tillader udvikling og produktion af brændstof. AR-Y 26 er så levende og sprængfyldt med ting at opdage, at jeg uden tvivl skal tilbage igen og tosse lidt rundt med en ven. Vægge man sprænger væk og andre fysiske ændringer man laver i miljøet, såsom at bygge forskellige kroge til at svinge sig nye steder hen, står permanent i spillet. Fjender man kan skyde og planter man kan malke for ressourcer respawner dog ret hurtigt igen. Dette gør den store verden levende og konstant spændende at udforske. Spillet gemmer automatisk og hyppigt, så reelt skal man ikke andet end at slappe af, og gå på opdagelse. Her er vi senere i spillet ude i en puzzleoplevelse, hvor man skal tænke kreativt for at komme til sære og svære steder. Det er en verden, hvor man den ene dag kan spille for at få noget action - og den næste dag kan slappe lidt af, og gå på opdagelse med scanneren efter nye arter og materialer, som man måske kan bruge viderefrem.

Spillet er krydret med en god appetit for humor, og under de mange ture tilbage til rumskibet, så underholdes man af mere eller mindre rablende reklamer. Chefen for Kindred Aerospace toner også frem engang imellem, og kommenterer på ens fremfærd. Et forsøg på pjattet humor, som man heldigvis kan slukke via en fjernbetjening når det bliver for ensformigt og platheden går over gevind. De til tider tørre kommentarer fra ens AI-makker EKO kunne også godt få et smil frem hos mig. Vi er ikke ude i en spiltitel, som tager sig selv dybt alvorligt her, hvilket er ganske befriende - og bidrager til den afslappende spilatmosfære på AR-Y 26.

Det er længe siden, at jeg er blevet så opslugt af en anmeldertitel, der tilfældigt kom ind fra højre. Journey to the Savage Planet er et spil, som jeg ærligt aldrig har hørt om før redaktionen bankede på min mailboks - og det stod således heller ikke på min udførlige liste over spiltitler jeg glæder mig til i 2020. Da jeg opgav at finde en hurtig kasse at kategorisere spillet i, så begynde jeg at kunne fornemme udviklernes vision. Det er en velfungerende blanding af det bedste fra mange forskellige spiltyper. Der er perioder med action, og andre mere eller mindre selvvalgte passager med tid til fordybelse og afslapning. Planeten gemmer på rigtig mange underlige væsner og hemmeligheder, hvor det hele bliver sjovere ved at hive en ven med i spillet - hvis man dog kan leve med at blive væk fra hinanden hyppigt. Er man underlagt en spirende vintertristhed, så kan denne titel med høj sandsynlighed knockoute alle de grå energier for en stund, og krydre denne vintertid med nogle farver, energier og gakket galskab. Vi ses på AR-Y 26, hvor jeg hænger ud den næste stund i jagten på de sidste gemte hemmeligheder.