»Madness for Two«, lyder titlen. Ideen var at forene den forvrængede, psykotiske og nu fængslede morder Arthur »Jokeren« Fleck med den i sidste ende mindst lige så morderiske Batman-antagonist og Gotham City-ikon Harley Quinn i en tumultarisk, vanvittig fest. Det eneste problem er, at Todd Phillips fra Hangover ser ud til at være gået ind i denne produktion med en slags grandiost storhedsvanvid, høj på sin egen succes og glemmer at skrive et anstændigt manuskript.
Joker (2019) var genial. Lad os slå det fast med det samme. Ja, ja... Phillips havde kigget på Scorseses gamle film *Taxi Driver* og *King of Comedy* både én og 127.000 gange og bød på overraskende få originale idéer, men Joker var et blændende bevis på, at det heller ikke altid er nødvendigt. For at være original. I stedet var filmen gribende mørk og fascinerende i sit portræt af den mand, der skulle blive Batmans ærkerival og Gothams værste skurk. Det var et stilistisk karakterstudie malet i blod og hvid makeup, og den var gennemsyret af atmosfære og karakter - ikke mindst takket være en storspillende, fantastisk Phoenix i hovedrollen.
I *Joker: Folie à Deux* er alting værre. Meget, meget værre. Filmen fortsætter fra Arthurs tid på Arkham, hvor han nu er fængslet for sine forbrydelser i den forrige film. Det er her, Phillips bruger hele den første halvdel af sin længe ventede efterfølger, og jeg forstår selvfølgelig godt ideen. At opbygge en stram, beskidt og mørk atmosfære om sindssyge, isolation, udstødelse og om, hvordan hårde tider skaber hårde mænd. Arthur vil fortsat blive »formet« her, da han stadig ikke er klar til at møde Batman på trods af alle problemerne i den første film, desværre. Problemet er, at Phillips' version af en mørk *Shawshank*-version ikke fungerer. Manuskriptet halter, karakterstudiet føles som én lang gentagelse, og musiknumrene er ofte latterlige.
Anden halvdel af filmen er et klaustrofobisk retssalsdrama, hvor en stædig Fleck bliver stillet for en jury i Gotham City, og på intet tidspunkt i hverken første eller anden del føles det, som om dette er et seriøst forsøg på at bygge videre på den forrige films storhed. Det føles snarere som en meget hastigt sammensat frokostidé til et skuespil, der måske kunne fungere som en indskudt montage i en film om Arthur, der indtager sin plads som Kingpin i byens underverden, snarere end noget andet. Få dramaturgiske ideer har fået lov til at koge over her. Få manøvrer er blevet gennemarbejdet nok til at underholde eller fremprovokere nogen form for tanke. Jokeren er ikke nogen Joker i denne film, snarere et omvandrende spørgsmålstegn. Harley føles ikke som den Harley, hun burde være, mens for eksempel Harvey Dent er så underrepræsenteret og ufærdig som karakter, at det er svært at forstå Phillips' intentioner.
Hvorfor lave en film om Harley, Jokeren og Two-Face i Gotham, som, efterhånden som filmen skrider frem, har mindre og mindre at gøre med den verden, de stammer fra? Den eneste naturlige udvikling for denne efterfølger ville selvfølgelig have været at sætte en mager, morderisk, kynisk, smart og manipulerende Arthur op mod Batman og smide Harley Quinn ind til højre som en tåbelig sidekick. Hvem gider se endnu en film om Jokeren, hvor Batman ikke er repræsenteret? Hvem bekymrer sig om, hvad der sker i retssalen, når vi alle ved, at han er sluppet ud af Arkham en gang og tredive gange i alle de år, han har kæmpet mod Batman?
Jeg kan sagtens forstå, at instruktøren forsøger at gøre vores ultrafarvede tegneserieklichéer mere menneskelige, at gøre verden mere virkelig. Men der er en åbenlys og smerteligt kedelig mangel på modsætninger her. Nuancer er selvfølgelig velkomne, alt behøver ikke at være sort og hvidt, og ligesom Harley og Jokeren kan misforstås og være præget af fremmedgørelse og ensomhed, kan Batman være et produkt af den problematiske opvækst, vi alle kender. Det gør i sig selv Batman til den bedste tegneserie i verden. Og intet af det er repræsenteret i denne film. Ikke en eneste gang. Dikotomien mellem godt og ondt er fuldstændig fraværende, og uden i det mindste en form for trussel om Batmans tilstedeværelse og overvågning føles Phillips' forsigtige forsøg på endnu et dybt dyk ned i Arthurs psyke næsten meningsløst.
Oven i alle disse problemer synes jeg, at den musikalske del af filmen er under al kritik. Phoenix kan ikke synge til at begynde med, han lyder som en mishandlet kat det meste af tiden, og hans forsøg på Dean Martin-duftende »razz« føles bare malplaceret og latterligt. Lady Gaga gør et tappert forsøg på at overtage næsten alle musikalske numre og gør det så storslået og pompøst, som hun kan, men ikke et sekund fungerer den sangbaserede dialog, som Phillips har skrevet her. Det falder virkelig til jorden og føles i sidste ende som et dyrt, oppustet og risikabelt eksperiment, der virkelig slog fejl på alle fronter.