John Wick: Chapter 4

Den originale John Wick fra 2014 blandede på effektiv vis de overdrevent langtrukne og stiliserede kampscener fra Hong Kong-actionfilm med det traditionelle hævnplot fra den Vestlige pendant. Der var også en lidt superhelte-inspireret baggrundshistorie, men det spændte aldrig pen for den simple og ligetil handling. Nu, ni år senere, er John Wick-serien på sit fjerde kapitel. Keanu Reeves har aldrig stået skarpere, og actionscenerne har næppe været vildere. Men desværre har selve filmen i den grad lagt sig ud, og ender desværre med at kollapse under sin egen vægt.

Lad os starte med plottet, for det kan vi hurtigt få overstået. John Wick ønsker at trække sig tilbage fra sit liv som lejemorder, men Bordet - en slags undergrundslejemorder kartel - er ude efter ham. Hvorfor? Det har vist noget med de tidligere film at gøre. Om alt er, så er særligt den unge Marquis Vincent de Gramon (Bill Skarsgård) utroligt opsat på at tage livet af Wick, men da han selv ikke duer til noget som helst, hyrer han et hold af lejemordere anført af den blinde Caine (Donnie Yen). Den eneste måde hvorpå Wick kan vinde sin frihed, er at udfordre og besejre markisen i en duel - en klimatisk konfrontation som hele anden del af filmen bygger op til.

På papiret lyder det måske spændende? Men det er det ikke. Din morgenrutine indeholder sandsynligvis mere drama og spænding, end hvad manuskriptforfatterne formår at klemme ud af den ellers ret interessante præmis. Og det skyldes primært deres forsøg på at gøre hele filmen til én lang konfrontation.

Når lejemordere og håndlangere ikke slås med pistoler, sværd og granater, kæmper helte og skurke på ord i retoriske dueller, hvis sløve lommefilosofiske replikker, mere hører hjemme på et værtshus fem minutter i lukketid, end i en Blockbuster-film med et budget på $100 millioner. Hver eneste scene skal absolut være dramatisk og højspændt, hvilket ender med at have den stik modsatte effekt. Spændingskurven bliver simpelt en flatline, uden afveksling og kontrast. Den store synder er dog ikke det sløve manuskript og den udprægede mangel på humor, men simpelthen længden. 169 minutter er alt, alt for langt til sådan en type film, og man ender som seer med at løbe tør for luft.

Hvor de filmiske kvaliteter er til at overse, så leverer John Wick dog, hvis man udelukkende ser på action. Startende med en intens duel i et futurisk Tokyo, over et gedigent værtshusslagsmål på en natklub i Berlin, slutter vi af med en hæsblæsende klapjagt gennem et koldt og mørkt Paris. Kampscenerne glider smukt over i hinanden, og indeholder en stor variation i våben, intensitet og nogle gange også genrer - fra samurai- og superhelteinspireret sværdkampe i Japan til en slags Rush Hour 3 på coke mod filmens slutning. Actionstjernen Donnie Yen leverer ikke overraskende varen, og det samme gør Shamier Anderson som The Tracker - en lidt lurvet lejemorder, hvis bedste ven er et haglgevær og en yderst glubsk hund. Bedst er dog Reeves selv (og selvfølgelig hans mange stuntdoubler), der igen formår at give en ulastelig elegance til hver eneste kampscene.

John Wick: Chapter 4 er samtidig en film, som går all in på sit visuelle udtryk. Den udprægede neon-æstetik får hver eneste scene til at føles som en drabelig Coca-Cola reklame, og hvor det bliver en smule trættende i længden, så giver det filmen en smule af den identitet, som manuskriptet mangler. Lydmæssigt bliver vi igen forkælet med pulserende elektronisk musik akkompagneret af en kugleregn, der lyder så skærende højt, at man næsten ser lydbobler på lærredet. Særligt mod filmens slutning i Paris, går det hele op i en højere enhed, og en 3-4 minutter lang scene, filmet ovenfra som en slags hyldest til Hotline Miami, vil jeg sent glemme.

John Wick: Chapter 4 indeholder utvivlsomt mange kvaliteter. Men i sidste ende bliver dens plads i en større filmserie, også hvad der ender med at dræbe den som selvstændig actionfilm. Hele filmens første halvdel, der primært udspiller sig i New York og Japan, er strengt taget unødvendig og har ingen relation til det øvrige plot - det virker udelukkende til, at dens funktion er at binde handlingen sammen med de tidligere film og lægge op til den næste. Og selvom scenerne i Berlin har sine momenter, så lider denne del af filmen af de samme problemer - der er i sidste ende tale om overdimensionerede forretter, hvilket gør, at du er helt mæt inden den ellers glimrende parisiske hovedret.

Så hvad er konklusionen? Er du fan af John Wick-serien som helhed, får du mere (som i rigtigt meget mere) af det samme, og måske noget af den allerbedste action hidtil. Men vil du bare slappe af med en god actionfilm, ja, så kan det anbefales, at kommer halvanden time for sent i biografen, eller venter på streaming-lanceringen, så du kan spole filmens første halvdel over.