Iron Storm

Året er 1964 og første verdenskrig har nu stået på de sidste 50 år. Jeg, James Anderson, er blevet givet en mission der muligvis kan føre dette helvede til ende. Nogenlunde sådan starter et af FPS genrens nyeste påfund. Iron Storm er et FPS, der på trods af en lækker historie og en udmærket teknik, ikke formår helt at overbevise, i en tid hvor to superklassikere inden for genren, dominerer markedet.

Alternativ fremtid
Iron Storm forgår, som før skrevet i en alternativ tidslinie: første verdenskrig sluttede aldrig, og mens koalitionerne har ændret sig, raser den voldsomme krig videre. Det er sjældent man ser at der er gået særligt meget omtanke i historien i denne genre, og derfor er det specielt fedt at historien for en gang skyld er gennemtænkt, og er essentiel for spillets senere forløb. Implementeringen af historien har dog tydeligvis også lagt som et vigtigt punkt for udviklerne, således har man f.eks. i stedet for en træningsbane, ladet spilleren starte på en allieret base, hvor denne i eget tempo, kan lære kontrollen i spillet. Herefter bliver man smidt direkte på den nærliggende slagmark, hvor ens maskingevær hurtigt skal vise sig at være den bedste allierede man har.

Desværre er det også her Iron Storm begynder at falde fra hinanden, for mens manualen lover infiltration, snilde og sindsoprivende action elementer, bliver spillet hurtigt en gang skyd-på-alt, inden-det-skyder-på-dig. Ligesom i de gamle Doom spil, gælder de første mange missioner i Iron Storm kun om at finde større og større våben, alt i mens man skyder på så meget som overhovedet muligt, og desværre for Iron Storm er dette gjort bedre i andre spil i genren. Først meget senere i spillet, skal der bruges en smule forsigtighed for at komme videre, men dette fylder så lidt i spillet, at det næsten ikke kan regnes som et egentligt spilelement - og det er synd-

Ikke grafisk imponerende
I en tid hvor et spil som Unreal Tournament 2003 viser hvor meget man kan presse ud af sit grafikkort, må Iron Storm desværre se sig slået med længder, på den tekniske side. Iron Storm er bestemt ikke noget kønt spil, faktisk ville den bedste måde at beskrive grafikken på, nok være - funktionel. Overfladerne er udetaljerede, og der er ikke brugt særligt mange polygoner på at realisere spil universet. Til gengæld har spilenginen den fordel at den kan håndtere forholdsvist meget på en gang, således er skærmen nogen gange fyldt med figurer, alt i mens helikoptere tordner forbi og eksplosionerne skaber et virvar af kaos og afrevne lemmer.

Lyden har derimod ikke nogle features at kunne blære sig med. Våbnene lyder mere som et trykluftsbor end et dødeligt instrument, og baggrundslyden som tilsyneladende kører i et uendeligt loop, gør sit til at spilleren nok skal kaste sig efter volume knappen, og hamre denne i bund. Til de tyske soldater har udviklerne fundet et bundt mennesker der helt sikkert har haft styr på udtalelsen og dialekten, men som totalt har manglet forståelse for hvordan man leverer en replik troværdigt. Dette resulterer ofte i at man ikke kan lade være med at sidde og grine højlydt, af de tyske soldater der ellers skulle virke som en dødelig trussel, og det ødelægger stemningen.

Ret så middelmådigt på de fleste punkter
FPS markedet så for nyligt lanceringen af to af de stærkeste titler denne gerne har set i lang tid, Unreal Tournament 2003 og No One Lives Forever 2, og med en sådanne konkurrence på markedet har et middelmådigt produkt som Iron Storm desværre ikke meget at lokke med. Spillet mangler den afpudsning og elegance der er at finde i de førnævnte titler, og spillets størst forcer - stemningen, historien og implementeringen af denne, bliver desværre ødelagt af et for ordinært gamedesign, og hjernedøde, utroværdige fjender. Iron Storm er på ingen måde bunden af FPS genren, men det er desværre heller ikke et spil der bør ligge øverst på listen når et nyt FPS skal købes.