Into The Breach

Subset Games beviste med den moderne klassiker FTL: Faster Than Light, at små spil kan levere sublim intensitet. Med Into The Breach leverer de endnu engang et originalt, personligt og minimalistisk spil, hvor døden konstant lurer lige rundt om hjørnet. Denne gang skal vi overvinde insekt-monstre fra undergrunden ved hjælp af mechs. Vi har at gøre med et udfordrende roguelike, hvis mikroskopiske maps rummer utrolig spændende turbaseret strategi, som minder besynderligt meget om skak. Subset Games er ganske enkelt stadig mestre når det kommer til minimalistisk spildesign, som føles fuldkommen tidsløst.

Into The Breach fortæller historien om et hold tidsrejsende mech-piloter, som forsøger at redde Jorden fra den undergang, de allerede har oplevet. Spillets evige loop består i, at du vælger tre mechs og tre piloter, som rejser til Jorden. På Jorden kan du redde op til fire kontinenter, og derefter tager du kampen direkte til monstrenes base. Hvert kontinent rummer tilfældigt genererede turbaserede missioner, som foregår på et skak-lignende bræt. Missionerne består i at afholde monstrene fra at smadre civile bygninger, og også selv overleve i en vis mængde runder, indtil monstrene trækker sig. Taber du undervejs må du vælge en pilot, som kan trækkes ud af kampen og starte en ny "timeline," og dermed et nyt spil. Vinder du er det naturligvis glimrende, og så vil du få ekstra point, som kan bruges på nye mechs.

Har man spillet FTL vil man genkende de intense situationer, man vil finde sig selv i her. Man skal nemlig ikke blot fokusere på at få monstrene, de såkaldte Vek, ned med nakken. Man skal også være opmærksom på, at de civile huse, der befolker de små kvadrater på brættet, er ens livlinje. Ens eksistens afhænger nemlig både af ens mechs' liv og ens overordnede energi-niveau, som består i intakte civile bygninger. Hvis energi-niveauet når nul, så har Vek-racen vundet, og den menneskelige civilisation bukker under. Ofte kan man ikke træffe en decideret god beslutning, men da må man bare fokusere på, hvordan man har størst chance for at komme ud med livet i behold, præcis ligesom i FTL.

Roguelike-elementet i spillet består i, at man ikke kan starte en mission forfra, men derimod blot kan gemme sin progression, så længe man lever. Starter man en mission skal man altså være klar på, at mens man godt kan lukke spillet ned og starte igen senere, så er det fatalt at kludre i det. Man kan gøre bevægelser om, men har man allerede angrebet, så har man kun én chance pr. mission for at gøre hele ens tur om. Et tryk på "End Turn" kan derimod ikke gøres om.

Det er derfor ikke helt unormalt at lave brølere, som er alvorligt skadelige for ens overordnede "timeline," altså ens nuværende spil. Ofte har man ikke tænkt sig om og placeret ens tre mechs ordentligt, og pludselig kan man ikke undgå at der ryger et par civile bygninger. Det betyder, at ens næste mission er tættere på at koste én livet, og det er super skræmmende. Man kommer dermed ofte til at agere menneskeligt skjold for de civile bygninger, og i visse tilfælde koster det piloterne livet. Heldigvis kan ens mechs fortsætte med at kæmpe i missionerne efter, men kun piloter kan stige i level og dermed få unikke fordele. Dermed hober ens bummerter sig op, indtil man til sidst må lade livet.

Missionerne har særlige mål, man får point for at fuldføre. Måske skal man beskytte et tog, et kraftværk, raketter eller andre særlige bygninger, eller man skal dræbe en særlig boss. Man taber ikke, hvis man ikke fuldfører de ekstra mål, de giver blot enten et boost til ens energi, eller til ens omdømme. Sidstnævnte er point, som kan bruges til at købe ekstra våben for, eller andre bonusser. I visse missioner kan man også være heldig at samle nye piloter op, eller reaktorkerner. Disse kan man give ens mechs, og de kan dermed låse op for ekstra skade, bevægelse efter angreb, eller andre unikke fordele og power-ups.

Fordi en lille fejl kan betyde den visse død kan spillet være intimiderende, på en god måde. Man opbygger en frygt for de sværere missioner, som belønner én med både ekstra energi, men også ekstra omdømme. Ofte bliver man totalt overmandet i disse lidt sværere missioner, og der vil man ikke have andet valg end at give op og starte forfra.

Hvad der gør gameplayet så interessant er blandt andet dets fokus på placering og muligheden for at manipulere fjenderne. Man skal konstant være opmærksom på, hvilke felter der rammes af fjender, hvilke der påvirkes af lynnedslag eller jordskælv, men også hvordan man selv rammer. Her er det meget klare UI hjælpsomt, da man altid kan se, hvordan og i hvilken rækkefølge alting foregår. Med de få midler, man som spiller har, er det en nødvendighed at manipulere fjenderne til at ramme forkert, eller endda ramme hinanden.

Netop derfor er ens mechs meget forskellige evner utroligt vigtige. Tager vi de såkaldte Rift Walkers, som man starter ud med, så har vi én mech til nærkamp, en anden der skyder lige frem, og en tredje der kan skyde hen over objekter og ned på et bestemt felt, i stil med en katapult. Disse manøvrer har følgevirkninger, og et slag i nærkamp vil skubbe fjenden, ligesom et skud fra ens "katapult"-mech vil skubbe til de omkringliggende felter. Man kan dermed give ekstra skade til fjenden ved at skubbe dem ind i et bjerg, eller skubbe dem i vand og dermed drukne dem.

Man skal samtidig tænke grundigt over, hvilken rækkefølge man gør tingene i, så man ikke gør skade på bygninger eller sine mechs. Ens handlinger låser ofte én fast i nye problemer senere hen, og derfor er ens beslutninger utroligt vigtige. Hver kamp er sit eget lille puslespil, præcis som et spil skak, der også skaber sin egen lille komplekse verden af påvirkninger.

Selvom spillet ved første øjekast kan virke monotont, så er der faktisk ganske meget variation at finde her. Hvert kontinent har unikke gameplay-mekanikker, såsom lynnedslag, der smadrer alt det rammer ned i, eller jordskælv, der fjerner hele områder af brættet. Nye mechs, man låser op for, vil fungere på vidt forskellige måder fra dem du er vant til. Dette gør, at spillet kan have en langt større levetid end jeg egentlig havde regnet med.

Fik jeg sagt, at spillets stemning er fænomenal? Der er flere grunde til at det ganske enkelt er tryllebindende, rent designmæssigt. Ben Pruntys soundtrack, som minder om det vi kender fra FTL, er fænomenalt, og bringer virkelig konceptet til live. Blandingen af electronica og mere klassiske instrumenter som violin og guitar skaber en fantastisk sci-fi desparado-stemning, som jeg er helt forelsket i.

Mens Pruntys musik er fænomenal, så er den visuelle stil også et sikkert hit. FTLs pixel-kunstneriske stil går igen her, men der er kommet mere farve til. Fra ørkenarealer over lava-baner til is, så er det en smuk og levende pixel-verden, vi bydes ind til. Stilen er gennemgående lækker at se på, og dejligt konsistent, fra menuer til selve banen og monstrene. Spillet minimalisme og rene design er utroligt lækkert lavet, og der er noget genialt over at kunne lave et så enkelt og alligevel strategisk krævende spil i 2018. Det føles behageligt at spille et spil, hvor dit synsfelt altid indeholder alt det, der eksisterer. Ligesom at stirre på sine muligheder i et brætspil a la skak, så er der en behagelig enkelthed i Into The Breach, som vi sjældent ser i spil nu til dags.

Skulle man kritisere noget i Into The Breach, så må det være hvor frustrerende det er, at komme til at trykke forkert og se hele ens spil falde sammen. Det er alt for nemt at komme til at trykke End Turn, når man egentlig ville klikke på sit våben i hjørnet nedenunder. Det er også nemt at slutte sin tur vha. Mellemrum, når man egentlig ville trykke Alt+Tab. Disse uheld er vi vant til at kunne rette op på i spil, men fatalismen i Into The Breach dikterer at End Turn er permanent, og det kan til tider være ret irriterende.

Et andet lidt ærgerligt aspekt ved spillet er, at det satser på mystik og små ledetråde fremfor egentlig historiefortælling. Det havde været rart med en smule mere fortælling, men det er ikke altødelæggende for spillet, at det er beskedent på denne front.

Sidste anke fra min side er, at der godt kunne være flere kontinenter at frigøre fra Vek-truslen. Spillets grundlæggende loop virker meget kort, og mens jeg gerne genspiller de fem kontinenter, så virker det en anelse sparsommeligt fra udviklerens side. Men så igen, mantraet hos Subset Games lader til at være "lidt men godt," og det er også ganske rimeligt.

Kort sagt er Into The Breach intet mindre en suverænt, og Subset Games beviser endnu engang, at de er blandt de mest originale og modige udviklere, der findes. Det er svært ikke at have den dybeste respekt for deres evne til at skabe intensitet ud af en nærmest klaustrofobisk lille verden, hvis regler truer spillerens eksistens i hver eneste kamp. Med en smuk visuel stil og et fænomenalt soundtrack har vi at gøre med et spil, der gør en dommedagstruet jordklode meget sjovere, end den har lov til at være.