Insurgency: Sandstorm

Der er to store førstepersonsskydespil derude, som mange nok ved, der fortsat kæmper om den primære markedsandel - Call of Duty og Battlefield, og de har begge et kæmpe budget, som ingen kan måle sig med i ryggen. Der er dog også andre udviklere som også forsøger at få en bid af FPS-kagen så at sige, og en af disse er New World Interactive, der nu ønsker at skabe deres egen unikke plads ind imellem disse to giganter med Insurgency: Sandstorm, som er udgivet af Focus Interactive, og er en efterfølger til Insurgency fra 2014. Så lad os se om denne mindre udvikler kan konkurrere med de to mastodonter på markedet i forhold til kvaliteten af deres kreation.

Det første man lægger mærke til er klassesystemet i spillet, som virkelig er avanceret og komplekst. Der er otte klasser med hver sine svagheder og styrker. Her taler vi om Commander, Observer, Rifleman, Breacher, Gunner, Demolitions, Adviser og Marksman. Navnene siger meget om de våben og evner de forskellige klasser har, men der er også synergi imellem nogle af dem, som gør samspil ganske underholdende. For eksempel kan Commander-klassen indkalde helikoptersupport, men han skal have en Observer med en radio, hvis banen ikke byder på en. Et andet eksempel er Demolition-klassen, som har raketter og granater, og det er svært at smadre køretøjer uden dem. Det giver spillet lidt krydderi, fordi der er brug for alle. Man kan løbende skifte klasse, og blive det der er brug for i den bane man nu er i.

De førnævnte klasser skal så arbejde sammen i forskellige baner og modes. Man kan spille Insurgency: Sandstorm både kooperativt mod AI'en, eller mod andre på nettet. Jeg var ikke synderlig imponeret over AI'en i den kooperative del, for som vi kommer ind på, så skader modstanderens projektiler mere end man er vant til, og det gør som sådan ikke noget, men når balancen så er ujævn, så er det svært at lære mønstrene. Nogle gange er AI'en ultra præcis, og andre gange render de rundt som hovedløse høns. Dog skal det siges, at når det hele klikkede var det sjovt. I den kooperative del skal man så overtage forskellige punkter på kortene, som man skal forsvare indtil man har taget det efter et minuts tid. Efter det får man så andre opgaver, som skal udføres. Hver gang en opgave klares får man så forstærkninger, men lykkedes det ikke at udføre opgaven indenfor tidsgrænsen, taber man en runde. Jeg vil anbefale at finde en bunke venner og spille Insurgency: Sandstorm med, for det er bare mere underholdende, men det fungerer også tilfredsstillende nok uden, dog er der altid trolls, som bruger det at spillet har stemmekommunikation, til at forpeste andres oplevelse. Men det er ikke spillets skyld trods alt, og generelt havde jeg gode oplevelser.

Man kan dog også spille mere normalt mod hinanden, og her spiller man i to hold, som så skal forsvare og erobre udvalgte punkter på banerne, mens det andet hold skal gøre det samme. Det kræver, ligesom i den kooperative del, godt samarbejde og taktisk finesse, og det er lidt tilfældigt om det lige fungerer hver gang, men sådan er det også for det andet hold, og nu hvor kvaliteten af oplevelsen afhænger så kraftigt at samarbejdet imellem nogle fremmede på internettet, så kan oplevelsen både være adrenalinpumpende, men også ganske lang og underlig til tider. Jeg må indrømme, at det faktisk var sjovt, at man ikke vidste hvad man gik ind til.

Banerne har alle et ørkentema, og de er generelt gode at løbe rundt i. Terrænet er varieret og der mange små detaljer, og steder som skaber interessante kampe med fjenden. Dog er der en del fejl, hvor man kan finde små, manglende teksturer, og hvor man kan komme til at sidde fast i geometrien. Dette kan føre til frustrationer, og også af den råbende art i mit tilfælde. Der er ikke noget værre end at komme i skudduel med en modstander, og så ikke kunne løbe eller hoppe over den mellemstore sten, som ville gøre man kunne lave det man gerne ville. Dog vil jeg sige at problemet ikke er så stort, det skete bare i nogle meget intense situationer, men sådan kan man være så uheldig.

Af forskellige baner kan jeg nævne så opfindsomme navne som; Summit, Refinery og Farm House, og jeg må sige at navnet siger det meste. Dog har de alle en fin stemning, og spilles ret forskelligt. Jeg tænker at banerne er modellereret efter Afghanistan, så forvent sand og gule farver, rustent jern og støv. Der er gode æstetiske ideer her, men desværre undermineres de gode intentioner af at grafikken er ret middelmådig. Teksturerne er flade og alting ser bare en smule kedeligt ud. Det er faktisk en af mine centrale klagepunkter, for det er ikke et smukt spil, synes jeg. Selvfølgelig er skønhed afhængig af beskuerens øjne, men jeg syntes det hele så forældet ud. Det passer dog godt til temaet på en eller anden måde, og gør at alt bare ser slidt og beskidt ud, så det er måske med vilje, men jeg tvivler lidt.

Brugerfladen er nærmest ikke-eksisterende, og alle de informationer som du har brug for er på skærmen, og det fungerer faktisk godt. Det, kombineret med at hvert eneste skud kan sende dig i gulvet, giver en en god indlevelse, synes jeg, hvor man er passer på hele tiden, at man ikke stikker næsen for langt frem i fare for at den bliver skudt af. Noget jeg ikke helt forstår er, hvorfor fjenderne skød med grønne projektiler. Jeg troede i starten, at ham terroristen jeg skød på, skød med en laser pistol imod mig. Det kan være det var en fejl, men jeg så det flere gange, og det er ret underligt.

Lyden i spillet skal også lige nævnes her til sidst. Musik er der ikke meget af, udover den man finder i hovedmenuen, men våbnene lader ens subwoofer arbejde godt, og den meget minimalistiske lyd som de forskellige baner har tilføjer meget til den stemning af ja, undskyld, Sandstorm, som spillet helt sikkert forsøget at skabe. Dog ville jeg nogle gange ønske den var lidt gennemtrængende og mere massiv. Med det mener jeg at banerne nogle gange kunne føles tomme, for der var perioder uden lyd, hvor man følte at det hele stod stille. Fordelen var dog den kontrast det gav når det hele igen blussede op, men det skete faktisk ikke så tit at det virkede på mig.

Skal man så købe Insurgency: Sandstorm? Jamen, jeg har hygget mig med spillet. Jeg vil ikke sige det er den største oplevelse jeg nogensinde har haft, men det var hyggeligt i små doser. Man kan tydeligt mærke at spillet ikke har haft samme budget som Battlefield eller Call of Duty, men Insurgency: Sandstorm ved hvad det er og hvad det gør godt, og jeg er sikker på fans af serien har fået lige det de ville, med plads til de nysgerrige der bliver fristede.