Insidious: The Red Door

Jeg var faktisk ganske glad for Insidious og Insidious Part Two. Jo, jeg indrømmer gerne at jeg i det hele taget godt kan lide instruktør James Wans kamerastil og tekniske snilde, når det gælder om positionering, bevægelse og suspense. Nej, han er ikke storyteller som Ari Aster og Jordan Peele, men han har øje for en solid opbygning af den enkelte scene.

Derfor var det en skam at se ham bevæge sig videre til andre ting, og efterlade Insidious til mindre talentfulde instruktører, men nu er den så tilbage, og i hænderne på en virkelig, virkelig undervurderet skuespiller, Patrick Wilson, der har gjort Insidious: The Red Door til sin instruktørdebut.

The Red Door er faktisk en slags kronologisk efterfølger til Part Two, for her fokuserer vi endnu en gang på Lambert-familien, og hvordan deres forhold til The Further (en slags skyggedimension under os der huser både spøgelser og dæmoner) har forskruet deres indbyrdes forhold. Ikke bare vender Wilson selv tilbage som Josh, Ty Simpkins vender tilbage som den nu halvvoksne søn Dalton, og det samme med Rose Byrne som Renai. Familien er samlet, og det betyder at allerede her The Red Door bedre på flere klassiske parametre end de middelmådige prequels.

Wilson rammer en hårfin balance det meste af tiden mellem ekspositionsdreven melodrama og mere intens gyseropsætning. Hele filmen tilhører faktisk Simpkins Dalton og Wilsons Josh, og selvom at The Red Door byder på mange ting, så er det i princippet en afart "Sins of the Father"-narrativ, hvor Josh og Dalton hver især skal slås med deres respektive opvækst, og det faktum at de nok aldrig slipper helt af med deres forbindelse til The Further.

Det er ikke ligefrem fordi Wilson genopfinder den dybe tallerken her, eller sågar bytter seriens klassiske opsætninger ud med en anderledes og innovativ fremgangsmåde. Der er et build-up med masser af suspense og disharmoniske klask på strengeinstrumenter, der så munder ud i et hårrejsende øjeblik. Insidious er nu og da Insidious, på godt og ondt, men helt lige så effektivt som det var første gang? Ja, det formår The Red Door ikke.

Det mest ærgerlige er at Rose Byrnes Renai reduceres til en omvandrende floskel, der ikke gør meget mere end at reagere på hvad Dalton og Josh gør. Ikke bare det, nogle telefonsamtaler med Renai fungerer nærmest udelukkende som en uvelkommen servering eksposition, så vi alle er med på hvad det vi lige har set egentlig betyder. Det er altså bare dårlig historiefortælling.

Insidious: The Red Door er allerbedst når Wilson tager sig god tid, og der er fem-seks gange hvor han bygger en enkelt sekvens op over mange minutter, og virkelig benytter suspense på mere klassisk maner. Det fungerer til den helt store guldmedalje, og er til tider af samme kaliber som de bedste scener fra eksempelvis The Conjuring.

The Red Door er ikke perfekt, langt fra. Men det er en af de bedre gyserfilm man kan se i 2023, det er jeg ikke i tvivl om.