Infamous

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg i spilform har udgivet mig for at være Spiderman, Superman, Hulk eller Wolverine,, men jeg ved præcis hvor mange gange tidligere jeg har følt mig som superhelt: nul. Jeg har fløjet rundt i storbyer, løftet adskillig tusinde tons og revet fjender fra hinanden med mine bare næver, men sympatien og forståelsen for figurerne, som er den drivende kraft i tegneserierne, er altid udeblevet. Superheltene er med andre ord hurtigt forvandlet sig til navneløse spilfigurer.

I et brændende inferno ligger Cole på det eneste uskadede stykke asfalt i en kilometers omkreds, og hverken han eller jeg aner hvad der er foregået, da han første gang rejser sig og beskuer den før majestætiske by Empire City. Men byen er ikke alt der har forandret sig, og da et defekt el-anlæg rammer Cole slutter hans liv ikke, men starter først for alvor.

Ved at gøre Cole til en menneskelig dynamo har Sucker Punch ikke kun lavet deres egen variant af den kendte superhelte historie, men har også skabt en dyb personlighed med evner, der i spilregi gør ham unik.

Evnerne er der på alle tidspunkter brug for, og efter det formodede terrorist-angreb der har lagt dele af byen i ruiner, er Empire City blevet sat i karantæne. Karantænen betyder at kriminaliteten i løbet af ingen tid blomstrer op, og at politi bliver et fremmedord. Værst for byen er dog, at den pludselige fattigdom giver grobund for adskillige kulter, som grundet en blanding af desperation, hjernevask og biologiske eksperimenter forsøger at gøre byen til deres.

Har man før leget virtuel superhelt er denne slags dog hverdagskost, og derfor hiver udvikleren mesterligt tæppet væk under spilleren kun få minutter efter starten er gået. Ved at lade Cole optræde heroisk og se byens indbyggere takke ham for hans indsats, når man som spiller lige at få en forsmag af den slags beundring, der selv i spilform er ganske uimodståelig, når man først har smagt den en gang. Men på et splitsekund vendes situationen, og Cole må se hele hans verden styrte sammen. Offentlighedens beundring vendes til had, din ven Zekes tiltro til tvivl - og værst af alt bliver kæresten Trishs kærlighed til ligegyldighed.

Med dette på samvittigheden bliver jeg sluppet løs i en by fuld af problemer, et gråt, pulserende ragnarok med Cole som forløsning. Det står mig på alle tidspunkter frit for at løbe hvorhen jeg vil, og som følge af tidligere erfaring med parkour og en højnet smertegrænse, er der ingen steder hvor Cole ikke kan bevæge sig hen. Han kaster sig fra afsats til afsats, og nedløbsrør, vindueskarme, lygtepæle og strømwirer mellem de forskellige bygninger, gør byen til en imødekommende legeplads.

Evnerne er fra start begrænsede, og foruden at kunne sende små bidder elektricitet efter folk, kan jeg slynge rundt med folk og biler. Alt andet end de mest basale tricks tærer dog på det interne batteri, og derfor skal Cole lades op med et klik på L2 knappen når han er tæt nok på strømkilder som gadelamper, transformatorer eller forbipasserende fartøjer.

Repertoiret af evner udvides løbende, og ved at afhjælpe nogle af byens mange problemer optjenes erfaringspoint, som valgfrit kan placeres over forskellige evner, sådan da. Alt efter hvordan missionerne løses, tildeles nemlig point i en god og en ond kategori som udgør din såkaldte Karmic State. Denne manifesterer sig både i dit udseende, evner og hvordan resten af verdenen reagerer på dig.

Missionerne tildeles på flere forskellige måder, men hyppigst er de hvor det er byens indbyggere der spørger om hjælp. Beboernes problemer skyldes oftest angreb, bortførsler eller deciderede drab fra byens bander, og udryddes disse vil det pågældende område i byen blive bande-frit, hvilket viser sig i indbyggernes holdning til dig. De essentielle missioner får man dog fra agenten Moya, der foruden at kunne bevise Coles uskyldighed, også har personlige interesser i byens skæbne.

Spilverdenen er fordelt over tre forskellige øer, og Sucker Punch har imellem hver mursten forsøgt at klemme så mange opgaver ind som muligt. En af de første jeg fik mulighed for at begynde på var derfor indsamlingen af de såkaldte Blast Shards, en knap så fjern slægtning til Xbox-hittet Crackdowns populære Agility Orbs.

Det er dog langt fra alt, og inden slutteksterne ruller over skærmen vil man have haft mulighed for at afvæbne spionageudstyr på bygninger, stoppe kidnapninger og beskytte boligblokke. Selv om mange af disse missioner ikke er nødvendige at bruge tid på, er det lidt ærgerligt at de genbruges så hyppigt, og lige så spændende som de opgaver der driver historien videre bliver de aldrig.

Det havde været nemt at afslutte anmeldelsen her, men en konklusion lydende at Sucker Punch tydeligt har afluret alle andre superheltespil deres tricks, og lavet deres egen solide sammenblanding. Men Infamous gør så meget mere.

Hvad der ganske hurtigt adskiller Infamous fra alle andre, er nemlig måden hvorpå Sucker Punch ikke et eneste sekund bekymrer sig om at forme Cole til en forudbestemt karakter, men i stedet blot agerer historiefortæller og lader mine personlige holdninger forme ham.

Fra start bliver du derfor stillet det gennemgående spørgsmål, om hvorfor du skulle gide hjælpe en by, som ikke har andet end had til overs for dig. Og forvent ikke at Sucker Punch står med slikkepinde og regnbuer for at hive dig over på de godes side. Det er første gang jeg har oplevet den basale superheltehistorie om den konfliktramte superhelt fungere i spilform. Det er ligeledes første gang jeg efter timers spilletid overraskende måtte konstatere, at mine personlige valg resulterede i en hadfyldt antihelt, uden nogen former for sympati for de som vendte ham ryggen.

Spindelvævet af overlappende historier er simpelthen mageløst skruet sammen, og som i de bedste tegneserier har alle hemmeligheder, der langsomt kommer op til overfladen. Yderligere er mediernes rolle fornemt vævet sammen med den overordnede historie, og giver en skræmmende syn af hvordan selv superkræfter falmer ved siden af et talerør, så længe det bare er stort nok. Sucker Punch har tilmed forstået løbende at modne persongalleriet, hvilket bedst vises ved den overvægtige, solbrillebeklædte bedste ven Zeke's voksende misundelse af Coles nyfundne superkræfter.

Bedste af alt er dog det mesterlige tempo, som gennemsyrer eventyret fra start til slut. Hvor Crackdown gav totalt frihed i tilgangen til verdenen, men derved skød sig selv i foden ved at tilbyde alt fra start, har udvikleren her forstået hele tiden at tilføje nok nye elementer til, at jeg hele tiden lige måtte tage en mission mere.

Hver gang Cole begyndte at føles slap, blev der derfor givet en ny kraft som at kunne svæve, zoome eller skyde missillignende strømladninger med den fantastisk døbte Megawatt Hammer. Omvendt vistes det også hvor overraskende skrøbelig Cole er, i de missioner hvor byens el-net brød sammen, og den menneskelige dynamo pludselig gik fra superhelt til menigmand.

Fordi Infamous gør så mange ting rigtig, og oven i købet krydrer det hele med superlækkert stemmeskuespil og flot grafik, kan man meget hurtigt komme til at overse fejlene - men de er der dog desværre. Missionerne savner ofte variation, og i jagten på at give den mest glidende spiloplevelse overhovedet, er det gået en smule ud over kontrollen, der mangler en smule finesse. Cole nærmest klistrer til alle overflader, og ikke før senere i spillet når evne-repertoiret bliver udvidet, slipper man for følelsen af at spillet tager det sjoveste ud af at bevæge sig rundt i en betonjungle.

Kritikken befinder sig dog i det minimale, og som helhed er Infamous fra dag et, en af de stærkeste bevæggrunde til at købe en PlayStation 3, samt det potentielt bedste superhelte spil til dato! Det er en fantastisk fortælling, som uden problemer holder styr på adskillige, spændende og krydsende historier, byder på et levende persongalleri og samtidig fylder på med afsindig action, som kun bliver bedre som spillet skrider frem. Det er med andre ord spilunderholdning af den bedste slags.