Infamous

Under turen til Seattle, nåede jeg også forbi Sucker Punch Productions, og fik chancen for at spille seks afsnit af deres næste store oplevelse Infamous. Med en planlagt udgivelse allerede i maj måned, samt en anmeldelse lige på trapperne, er der dog blevet valgt større fokus på andre titler, derfor den noget kortere gennemgang af spillet. Men derfor skal I ikke snydes for lidt indtryk fra min prøvetur indtil da.

Cole McGrath er cykelbuddet, der uforvarende er skyld i Empire Citys kaotiske tilstande. Efter en pakke, han har til levering, eksploderer og efterlader byen i en blanding af anarki og krigszoneagtige tilstande efterlades Cole med elektriske superkræfter. Min første spiltanker da jeg betræder gaderne er: Crackdown, Assassins Creed og GTA IV. Efter et par timer i de hærgede gader, kan jeg tilføje: bare bedre.

Sucker Punch har skelet kraftigt til voksentegneserier af blandt andet Frank Miller, og det er tydeligt, at de ikke er interesserede i en superhelt, med farvestrålende kostume og gymnastikdragt. Cole ligner og føles som et menneske fanget i kaos: beskidt, desorienteret, men med superkræfter.

Der er en interessant historie, hvis det er en fortælling med tyngde og desperation malet på hver en side, der trækker. Til fans af Crackdown er der også i Empire City mulighed for at samle bombefragmenter, på samme måde som orb-jagten kunne fylde en del i dette spil. Over 100 missioner, bosskampe, samt en by der føles levende og organisk, er bare nogle få af de lækre detaljer.

Coles kræfter åbnes langsomt op undervejs i spillet, for til sidst at give ham svæveevner, hvilket gør de akrobatiske udfoldelser endnu sjovere. Skulle jeg komme med et meget lille kritikpunkt, er det Coles let klistrende og tilgivende måde at gribe/ramme genstande, men selv dette er ikke et stort irritationsmoment, og i virkeligheden med til at give en større følelse af frihed og vovemod.

Coles elektriske kræfter er også med til at gøre de usynlige barrierer i spillet troværdige, for mens det virkede besynderligt at snigmorderen Altäir ikke kunne tåle vand, fungerer det ganske fortrinligt i dette tilfælde.

Som i Fable er der også et Good/Evil fokus. Men Cole er ikke elsket af mange, og umiddelbart virkede det for mig, som om Good/Evil aspektet mere skal tages som et valg mellem foragtet/accepteret samt fokus på evner. Spillet oser af kvalitet, fantastiske animationer, gode sandkasseelementer og den sædvanlige høje produktionsstandard vi kender fra Sly-skaberne i Seattle. Her venter der efter min mening en enorm oplevelse af format til Sonys PlayStation 3.

Jeg kan kun tilføje, at de par timer jeg oplevede med Infamous, gør at jeg sætter mig i et hjørne og mugger som en lille forurettet tøs, såfremt Blichfeldt ikke jubler under anmeldelsen.

Men indtil Blichfeldt forhåbentlig jubler eller jeg mugger, kan I nyde lidt video fra spillet. Transient Tower demonstrerer her Coles vertikale færdigheder.