Indtryk fra Battlefield 6's åbne beta

Selvom jeg stod lidt af på den mere periodespecifikke, bevidst langsommere og upræcise omgang Battlefield der blev serveret med Battlefield 1 og Battlefield 5, så har jeg et meget kært forhold til serien, et forhold der strækker sig tilbage som snigeskytte på Arica Harbor i Bad Company 2, og som for alvor eksploderede med Battlefield 3 og Battlefield 4. Som singleplayer-afficionado findes der ikke en stærkere multiplayer-spilserie, fordi den så gnidningsfrit giver dig rendyrket indlevelse parallelt med alt det konkurrenceprægede. Udover at du kigger på din score, og fejrer centrale opgraderinger til din valgter karakterklasse, så er du i skyttegravene med dine brødre og søstre i kamp.

Battlefield 6 er på mange måder et comeback til netop den slags Battlefield jeg elskede allermest, det står lysende klart fra den første hovedmenu og hele vejen frem til at hele dit team blæser fremad i Conquest for at indgå i eksplosiv skyttegravskrig med dusinvis af andre spillere. Det her er god gammeldags Battlefield med fokus på imponerende eksplosioner og destruktion, samt holdbaseret, class-baseret krigsførelse, hvor dit bidrag til fronten kan se ud på flere forskellige måder.

Jeg har siden i går spillet 15 matches på Iberian Offensive, Liberation Peak og Siege of Cairo, der hver især demonstrerer hvordan DICE kan spille med musklerne når det rigtig går løs. Cairo er lettere lukket med ekstreme skududvekslinger på små stramme gader og stræder, men derudover er det åbne vidder, masser af køretøjer og det klassiske Battlefield-lydbillede der får hvert et øjeblik til at lyde som en Dolby tutorial i biografen.

Ganske klassisk fokuserede jeg primært på Support-klassen, der helt tilbage fra Bad Company 2-dagene blev en personlig favorit grundet fokusset på at være en holdspiller. Den nye måde at trække faldne kammerater ud af fjendtlig beskydning og genoplive dem i sikkerhed gør kun dette endnu mere indlevelsesrigt, og generelt lader de forskellige kits til at være ret alsidige, påvirkelige og effektive i kamp. Særligt på Liberation Peak oplevede jeg i flere omgange ret vidunderlige flaskehalse, hvor begge hold skubbede ihærdigt, og hvor netop support play såsom supression, røggranater og resupply blev ret afgørende. Det er netop det som andre lignende serier simpelthen ikke kan præstere, den her push/pull-faktor, hvor det føles som om der er en frontlinje der gennemgår konstant ebbe og flod, og det lader til at være tilbage her.

Hvorimod Conquest fortsat er seriens signatur mode, så havde jeg det dog også ret sjovt i Breakthrough, som er en slags udvikling af Rush. Engang var netop Rush nemlig stjernen, og netop fordi begge teams gik efter præcist det samme mål, altså enten at forsvare eller angribe et singulært punkt, så skabte det storslåede situationer af rendyrket intensitet. Breakthrough begrænser lidt antallet af spillere, men byder på den samme fantastiske dynamik, hvor du føler at du betyder lidt mere som individ.

Men udover at Conquest synes at være lidt mere rodet end sådan noget som Breakthrough, så er der mange få ankepunkter lige nu. Spillets TTK (time to kill) synes ret fintunet, ligeledes gør generel styring, fysik og alle de små aspekter af en samlet shooter-oplevelse der skaber både indlevelse og balance, det er alt sammen bundsolidt selv her måneder inden den egentlige udgivelse.

Det er endnu svært at sige om de skins du kan købe ser dumme ud, eller at spillet er fyldt til randen med aggressive mikrotransaktioner, eller om det endelige produkt er lidt for bug-tunget, men det er tydeligt at Battlefield Labs-initiativet har givet pote, for Battlefield 6 står til at blive et comeback for alt det ved serien jeg elsker.