Dansk
Gamereactor
film-anmeldelser
Indiana Jones and the Dial of Destiny

Indiana Jones and the Dial of Destiny

Harrison Ford er tilbage med hat og pisk, men smælder ikke helt så hårdt, som han gjorde i 80'erne.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

For første gang bliver Steven Spielberg erstattet som instruktør i en Indiana Jones-film, til fordel for James Mangold, kendt fra bl.a. Ford v Ferrari, Logan, 3:10 to Yuma og Walk the Line. Indiana Jones and the Dial of Destiny er femte kapitel i den ikoniske Indiana Jones-filmserie, og markerer også den første Indy-film siden Disney købte rettighederne tilbage i 2012. 80-årige Harrison Ford er tilbage som den dumdristige arkæolog, der med sine år på bagen har udviklet sig til en noget bitter og gnaven mand. Men det stopper ham ikke for at drage ud på et sidste eventyr før sit otium, i en underholdende, men også mangelfuld Indiana Jones-film.

Indiana Jones and the Dial of Destiny

Indy er tilbage for at slå nazister ihjel og sørge for, at de ikke får fingrene i ældgamle artefakter. Denne gang teamer han op med den unge og hippe Helena Shaw — spillet af Phoebe Waller-Bridge — for at få fat på The Dial of Destiny. Skiven er et redskab selveste Arkimedes har skabt tilbage i hellenske tider, der kan manipulere med tid og sted. Dette redskab delte Arkimedes i to, hvor den ene del er gemt et ukendt sted. Nazisterne, Indiana Jones og Helena Shaw er alle tre ude efter skæbnesurskiven, hvilket tager vores helte rundt i hele verdenen, i jagten om at skaffe den oldgræske genstand først.

Filmen fokuserer meget på tid som tematisk omdrejningspunkt, og hvordan Indy føler sig tabt i sin samtids virvar. Han er som arkæolog besat af fortiden, hvilket filmen også italesætter i en slags metakommentar om filmbranchens besættelse af remakes og reboots. Men filmen spænder ben for sig selv, siden den ikke løfter sig fra andre remakes og reboots, vi ser dominere Hollywood for tiden. Det er altså et problem som Disney italesætter, men samtidig også selv er skyld i. Filmens eksistens er i sig selv en del af problemet, hvor en 80-årig Harrison Ford opfordres til at springe fra eksploderende toge og køre 200 km/t ned ad et smalt marrokansk gademarked. Franchisen får ikke lov til at dø, selv efter snart 50 år.

Dette er en annonce:
Indiana Jones and the Dial of Destiny

Filmen lægger ud med en flashback-sekvens, der er arketypisk Indy-action. Vi introduceres til et klassisk opgør mod nazisterne under 2. verdenskrig, hvor Indiana Jones skal sørge for at en række overnaturlige artekfakter ikke ender i hænderne hos Det Tredje Rige. De-aging lader til at være et af Disney's yndlingsvirkemidler, for at holde nostalgien i live blandt deres mange populære IP'er. Vi har set unge CGI-udgaver af både Prinsesse Leia og Luke Skywalker i Star Wars-filmene, og nu får Indiana Jones også turen i CGI-tidsmaskinen. Harrison Ford bliver 40 år yngre at se på, hvilket filmen faktisk slipper godt afsted med. CGI'en er dog ikke helt så diskret i resten af filmens henseender. De mange og lange actionsekvenser er hovedsageligt computergenereret, selv i de mest unødvendige sekvenser. Togrejser, storbyjagter og dykkersekvenser er for det meste allesammen computergeneret eller filmet med greenscreen, hvilket ikke skjules særligt godt. Og det er en stor skam, siden jeg ville mene, at et af varemærkerne ved et Indiana Jones-eventyr er de mange praktiske stunts, som dengang Indy blev slæbt efter en tysk konvoj i Raiders of the Lost Ark, eller når han hænger på siden af en kampvogn i The Last Crusade. Actionsekvenser er der nok af i The Dial of Destiny, men de mangler samme autencitet, som vi kender det fra Raiders og Crusade.

Filmen er dog ikke kun problematisk. Det er velskrevet underholdning, hvor Harrison Ford stadig har den samme charme fra dengang i 80'erne. Ford er bedst i scenerne som gnavpotte, men leverer også en fin præstation i actionsekvenserne, taget hans alder i betragtning. Phoebe Waller-Bridges, der spiller Indys guddatter, og nye makker, er også god som den overmodige og kække Helena Shaw. Mads Mikkelsen fortsætter sin streak som franchise-skurk, og spiller som altid rigtig godt. Han har nu været igennem James Bond, MCU, Star Wars, Harry Potter-universet og Indiana Jones-film som hovedskurk, og har aldrig været filmens svagpunkt. Mikkelsen er overbevisende som nazi-fysiker, der drømmer om arisk genoprejsning efter Hitlers nederlag under Anden verdenskrig. Han er kold, ubehagelig og magtsyg og udgør en fremragende skurk. Selv hvis han måske på papiret fremstår cliché, så løfter Mikkelsen altid materialet — på samme måde som i MCU og Fantastic Beasts.

Indiana Jones and the Dial of Destiny
Dette er en annonce:

De gode skuespillere og underholdende actionsekvenser overskygger dog ikke helt filmens mangler. Der er absolut ingen grund til, at en Indiana Jones-film skal tage 2 timer og 34 minutter. Samtlige film i serien har varet omkring de 120 minutter, hvilket må siges at være en passende længde for denne slags film. Den ekstra halve time giver os ikke mere karakteruddybning eller tematisk udfoldelse, men giver os i stedet 3-5 jagtsekvenser for mange — det er altså lige i overkanten. Der er enormt mange ligegyldige sekvenser, der hverken introducerer spændende karakterer og formår heller ikke at gøre Indiana Jones' udfordringer mere interessante.

CGI'en er filmen store akilleshæl. Man må bare sige, at CGI-nazister er ikke ligeså uhyggelige som rigtige nazister. Og jeg køber ikke argumentet om, at der ikke er penge i blockbustere, der benytter sig af praktiske effekter — se bare Top Gun: Maverick, Mad Max Fury Road eller John Wick-filmene. Moderne film, der appelerer til et bredt publikum, men skaber ægte sekvenser, der giver alvor og tyngde til kamp- og jagtscenerne. Den autencitet savnede jeg godt nok i The Dial of Destiny — og hvis filmen så gerne vil dvæle ved fortiden, hvorfor så ikke hylde fortidens filmkunst med praktiske actionscener? Det er en skam, der desværre er enormt forstyrrende for filmoplevelsen.

Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke nød meget af filmen. Der er en lidt uhyggelig tryghed i de store Disney-franchises, der aldrig helt er elendige, men skiller sig heller ikke ud som originale og tankeprovokerende film. De er evigt so-so. Jeg kan derfor heller ikke helt hidse mig op over The Dial of Destiny, siden den gør det den skal langt hen ad vejen. Og med en række charmerende skuespillere som Harrison Ford, Phoebe Waller-Bridge og Mads Mikkelsen, føles det ikke helt som spild af tid.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
De første 20 minutter, Mads Mikkelsen som skurk, Harrison Ford og Phoebe Waller-Brides som eventyrduo.
-
CGI, rodet plot, uinteressante biroller.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold