Inazuma Eleven: Victory Road - Indtryk fra netværkstesten

Man siger gerne, at alt godt kommer til den, der venter. I spilverdenen er det modsatte imidlertid ofte tilfældet, særligt når ventetiden skyldes en kaotisk udviklingsproces. Derfor var jeg en kende skeptisk, da jeg for et stykke tid siden kastede mig over den mundrette Inazuma Eleven: Victory Road Worldwide Beta Test Demo.

For de uindviede, som jeg formoder, der er en del af, er Inazuma Eleven et fodboldspil kombineret med JRPG. Spillet giver også lidt minder om Hong Kong-komedien Shaolin Soccer, hvilket vil sige, at hvert skud og dribling udvikler sig til et vildt animespektakel af pulserende lys og drabelige dyr og dæmoner. I Nintendo DS og 3DS-dagene nød serien pæn succes, særligt i det fodboldgale Sydeuropa, og med Inazuma Eleven Ares skulle serien i 2019 endelig tage skridtet til HD-konsoller. Det blev dog ikke til noget. Bag scenen ændrede udviklerne fra Level-5 flere gange kurs (og spillet titel), og da nyheden om en rekonstruering af den japanske udviklers amerikanske afdeling ramte, lignende det, at spillet aldrig ville se dagens lys.

Med et nyt Professor Layton, det spændende Decapolis og meget andet i horisonten virker det heldigvis til, at Level-5 er tilbage i storform, og nu har vi altså langt om længe fået en forsmag på, hvad Inazuma Eleven: Victory Road vil byde på, når det udkommer mod slutningen af 2024.

Gameplayet i de originale Inazuma Eleven-spil var i høj grad tilpasset seriens platform og dets unikke tag på JRPG-genren. Som et andet taktisk geni dirigerede du spillernes bevægelser og afleveringer med simple strøg og tryk på DS'ens touchskærm. Men det var kun den ene halvdel af spillets gameplay. Så snart to spillere stod over for hinanden i en direkte duel (tacklinger, driblinger og skudforsøg), skiftede det til et rollespil, hvor statistiker, specialangreb og elementers indbyrdes styrkeforhold i sidste ende afgjorde duellernes udfald.

Det var et simpelt, elegant og ikke mindst utroligt sjovt system, der på forunderlig vis formåede at forene to ellers ret forskellige genrer. Nu er touchskærm og stylus dog fortid, og Level-5 har skulle genopfinde formlen. Man kunne måske have forventet, at de ville gå i en mere arcadepræget retning i stil med spil som Lego: Football Mania eller Mario Strikers: Battle League Football. Det er dog ikke tilfældet. Du har teknisk set direkte kontrol over spillerne, men fugleperspektivet, kombineret med spillernes stive bevægelser, gør det hurtigt klart, at man har forsøgt at oversætte det originale taktiske koncept til en mere traditionel styremetode, frem for at gentænke formlen.

Afleveringer er forholdsvis nemme at sende det rette sted hen takket være streger, der viser, hvor du sigter, og selvom det indledningsvist er en smule svært, så lærer man hurtigt at skifte til den rette spiller. Muligheden for at pause spillet, og optegne sine spilleres løb, er desværre ikke til stede, men som en afløser for dette, har Level-5 introduceret et nyt koncept. Når du nærmer dig modstanderens straffesparksfelt, kan du ved at trykke på X gå ind i "zonen." Kameraet skifter her til et mere traditionelt tredjepersonsperspektiv i ryggen på den boldførende spiller. Tiden går nu midlertidigt i slowmotion, og du har mulighed for at finde den helt rette aflevering, tage et præcist skud eller lave såkaldte "skudkæder," hvor kraftige specialskud kombineres for maksimal effekt.

Står du omvendt selv over for en modstander i zonen, ser du nu kampen fra din målmands synsvinkel. Hvor du normalt kun styrer en spiller ad gangen, har du nu mulighed for at positionere flere af dine forsvarsspillere og få dem til at placere defensive "mure." Du kan både forsøge at forskanse målet eller lukke din modstander inde og dermed erobre bolde, og systemet tilbyder faktisk en overraskende stor taktisk dybde, når man først har vænnet sig til det.

Og tilvænning er nødvendigt, for mange af de kampsituationer, der før udelukkende blev afgjort af bagvedliggende tal eller farverige specialangreb, har nu fået tilknyttet et lille minispil, der påvirker udfaldet. Et eksempel er løse eller høje bolde, der kan vindes, ved en slags QTE. Det klart mest udbredte minispil er dog driblinger/tacklinger. Her skal du forsøge at læse modstanderens intentioner i et slags psykologisk mind-game. Det er overraskende intenst og er med til at modvirke, at spillernes bagvedliggende statistikker bliver en alt for kampafgørende faktor.

Når alt kommer til alt, foretrækker jeg stadig det simple og intuitive system fra de originale spil. Men Inazuma Eleven: Victory Road fungerer alligevel overraskende godt, når først de mange systemer er kommet ind under huden. Samtidig sætter jeg stor pris på, at nogle af de mere overdrevne mekanikker, der blev introduceret i 3DS-spillene, som udviklinger og fusioner, ser ud til at være blevet droppet. Gameplayet virker til at ramme den rette balance mellem det stiliserede, det overdrevne og det mere jordnære, hvilket fint illustreres af taktikker. Her lægges eksempelvis et lyn eller en halvmåne lyn over banen, som styrker specifikke statistikker, når man er inden for mønstret.

Balancen forskubbes dog en anelse, når først man rykker online. Denne netværkstest byder, som navnet antyder, ikke kun på venskabskampe mod CPU'en, men også online-dueller. Og her er JRPG-delen simpelthen alt for afgørende. Man kender det måske fra FIFA/EA Sports FC, hvor Ultimate Team er en yderst unfair spildel. Men selv når modstanderens hold i Ultimate Team er fyldt med In Form, Team of The Year, Olympiske halvguder af 99-ratede spillere, har man stadig en lille chance, hvis blot man mestrer spillet mange facetter. I Inazuma Eleven, hvor næsten alle udfald afgøres af rene stats, er kampene så godt som afgjort på forhånd.

Særligt kommer det til udtryk ved skud på mål. Hvor man kan undgå mange RPG-konfrontationer ved god positionering, hurtige afleveringer eller god timing, så er der simpelthen ingen vej udenom, når du skal have bolden over stregen. Keeperens stats vil afgøre om denne redder bolden, og er han/hun i markant højere niveau end dine angribere - ja, så hjælper selv ikke det vildeste kædeskud og alverdens animefestfyrværkeri. Der er et lille men, for du kan faktisk være heldig at aflevere bolden direkte i mål eller score på et straffespark. Og matchmaking fungerer også fint, når først dit hold har nået et vist niveau. Men det er stadig fundamentalt set en smule utilfredsstillende at spille online på så ulige vilkår.

Heldigvis opdaterede Level-5 tilbage i maj netværkstesten med en smagsprøve på spillets singleplayer-del, der ligesom de originale spil er et JRPG. Men igen er ikke alt ved det gamle. Hvor de ældre spils "random battles" udspillede sig som en intens omgang gadefodbold, anvendes her et helt traditionelt turbaseret kampsystem i stil med Dragon Quest eller Pokémon, der kun har et lille fernis af fodbold. Jeg er lidt splittet omkring dette, for på den ene side er fodbolden savnet, men på den anden side virker systemet faktisk ganske udmærket, og kampene var overraskende intense med tanke på, at det var spillets åbning.

En anden ændring er, at historien virker mere dyster. Hele verden stod godt nok på spil i de ældre spil, da vi kæmpede mod aliens og gudelignende væsener, men det hele var holdt i en ret barnlig tone, og vores hovedpersoner var nærmest sygeligt optimistiske. Her følger vi Destin Billows, der er den typiske dystre JRPG-hovedperson. Han er lige startet på en ny skole og grundet de obligatoriske traumatiske begivenheder i hans fortid, har han mistet lysten til fodbold. De halvanden time, man får lov til at lege med i netværkstesten er ikke just banebrydende, men Level-5 plejer nok at kunne banke en historie sammen, og præsentationen er ikke overraskende i top.

Og vi snupper da lige en sidste opdatering på vej ud, for tidligere på måneden var det så spillere på PC og PlayStations tur til at prøve kræfter med Inazuma Eleven Victory Road. Jeg spillede på PlayStation 5, og ikke overraskende tog spillet sig endnu bedre ud i højere opløsning og med en stabil 60 fps. Mest overraskende var dog, at Level-5 har givet sig tid til at opdatere den nye demo med nyt indhold, som ikke var tilgængeligt på Switch, i form af blandt andet en ny sværhedsgrad, man kan låse op for, og yderligere indhold i historiedelen.

Hvad der dog for alvor imponerede var en større inddragelse af stats, undervejs i kampene, der nok vil tilfredsstillende både JRPG-fans og statistiknørder. Du kan nu se præcist, hvordan udfaldet af skud og redninger regnes, og det føles derfor en smule mindre uretfærdigt, når en målmand uden sved på panden napper dit anime-inferno af et skud. Nå ja, og så er der igen offside.

Det tegner kort sagt ganske lovende, og har sommerens EM-slutrunde givet dig lyst til et lidt anderledes fodboldeventyr, så bør du bestemt holde et vågent øje med Inazuma Eleven: Victory Road i løbet af efteråret.