Activision Blizzard står som bekendt bag det utroligt succesfulde World of Warcraft, der har slået alle rekorder, udkonkurreret alle konkurrenter, og har dobbelt så mange spillere som der findes danskere.
Et sted har dog vist sig at kunne stå imod giganten: Kina, som i lang tid har forsinket udgivelsen af The Burning Crusade, udvidelsen til grundspillet.
I Kina skal alt der hører under begrebet underholdning godkendes af staten. I 2007 blev Blizzard derfor påbudt at alle skeletter i spillet skulle "dækkes" med kød, da bare knogler åbenbart var et brud på folkesundheden.
Nu er en lignende konflikt med den kinesiske censur omkring The Burning Crusade netop blevet løst, og kinesere kan dermed snart begynde at tage kampen op imod Illidan, som vi selv gjorde det for 3 år siden.
Konflikten opstod, da det kinesiske firma der stod for udgivelsen af spillet i Kina, kom i problemer med den kinesiske regering, der mente at firmaet ikke havde fået lov at udgive spillet i landet. For kinesernes skyld må vi håbe at den nyeste udvidelse, Wrath of the Lich King, kommer frem lidt hurtigere.