Dansk
Gamereactor
artikler
Shadow of the Colossus (2005)

I en kæmpes fodspor

Holdet bag Ico vendte tilbage med et smukt og sælsomt eventyrspil, som fik verdens anmeldere til at sidde klisteret foran skærmen, i færd med at dræbe kæmper...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Spil trækker normalt kun på relativt få strenge af følelsesregisteret. Glæde. Irritation. Vrede. Sågar en smule vemodighed har sneget sig ind fra tid til anden. Men hvad med skyldfølelse? Skyldfølelse har måske været en af de mest usandsynlige følelser der kunne dukke op i forbindelse med spil, og netop derfor var det så forfriskende og glædeligt da man endelig kunne føle skyld.

Egentligt er det utroligt at det lykkedes. ICO, Fumito Uedas første spil, var ikke nogen salgsmæssig succes. Med sit cover der lignede et Giorgio de Chirico-maleri, et plot præget af et nonsenssprog og en hovedperson så usædvanlig som en lille hornet knægt, er det ikke underligt, at spillet kun lige solgte i omegnen af 700.000. Alligevel begyndte der at flyve rygter om en efterfølger med projektnavnet Nico.

Project Nico skulle mod al forventning vise sig at blive både bedre kommercielt modtaget og mere elsket end sin spirituelle forgænger. Måske var det fordi at spillet rent faktisk blev fulgt op af en reklamekampagne. Det kan også være, at spillet i kraft af sit gameplay var mere tilgængeligt for spillere verden over. Uanset hvad, så står Shadow of the Colossus som en fantastisk oplevelse for alle, der har prøvet det.

Shadow of the Colossus (2005)
Dette er en annonce:

Men for de uindviede kan spillet virke lige så uigennemskueligt som Ico. I rollen som Wander skal man ride omkring og dræbe enorme væsner. Og det er sådan set det. Skeptikere vil trække på skuldrene og tørt konstatere at spillet kun er en række af boss-kampe. Spillets enorme, spartanske arealer vil blive betegnet som rent fyld, der passende kunne have været fyldt med gåder, mindre fjender og ting at se.

Men det ville være at fjerne det unikke ved spillet. For Shadow of the Colossus er andet og mere end bare en række boss-kampe og fyld. For dem der har forstået det, er Shadow of the Colossus en spiloplevelse uden lige, et spil der som få vover at vække følelser hos spilleren. De tre følelser spillet formår at vække er nysgerrighed, ensomhed og skyldfølelse.

Nysgerrigheden melder sig i takt med at spillet præsenteres. Hvad handler det hele om? Hovedpersonen Wander lægger en livløs pige på et alter og anråber en gud. Denne afkræver ham at dræbe nogle giganter mod at guden genopliver pigen. Brugen af et fiktivt, kvidrende sprog i stedet for det letforståelige engelske sprog gør blot oplevelsen endnu mere mystisk. Som engageret spiller prøver man ikke kun at komme videre, men også på at forstå hvad der egentlig sker. Herefter slippes Wander fri i en ødemark, med det ene mål at finde en kolos man kan dræbe. Det er sådan set næsten lige ud af landevejen, men nysgerrigheden lader sig alligevel gøre gældende. Det er måske manglen på nogen egentlig tutorial der holder spilleren i hånden, der får en til at undersøge hvad man kan. Af samme grund af følelsen af glæde ganske overvældende, når man opdager, at frugter giver et bedre helbred og haler af firben giver bedre udholdenhed. Derfor får man også lyst til at udforske landskabet, der til trods for sit spartanske møblement af sten, sten og sten alligevel er hjemsted for ruinhobe, der vidner om områdets mystiske fortid.

Dernæst ser man noget i horisonten. Det kunne være et bjerg, hvis det ikke var fordi det bevæger sig. En af spillets kolosser. Her kan man føle at hjernen skifter gear. Fra at forsøge at dechifrere spillets handlinger, temaer og betydninger, skal der nu tænkes lidt mere strategisk. Hvordan skal man nedlægge denne gigant?

Dette er en annonce:

Med sin besynderlige blanding af det organiske og det uorganiske er kolosserne et imponerende syn. Majestætisk bevæger de sig af sted. Det første møde med giganterne er derfor også et eksperimenterende møde. Hvordan kommer man i det hele taget op på dem? Løsningen er som regel lige for, men det til trods er det næsten magisk at kravle rundt på en skabning, der er mange hundrede gange større end en selv. Nysgerrigheden driver en til at forsøge forskellige løsninger. Skal denne kolos provokeres til at vise sit svage punkt, eller skal den overlistes ved hjælp af snuhed? Dette gør også at kolosserne er andet og mere end bare en række af bosser. Hver kolos udgør både en gåde og en bane. Et er nemlig at regne ud, hvordan man skal besejre kolossen, noget andet er at gøre det. Vejen til kolossens akilleshæl er brolagt med strategisk udnyttelse af Wanders udholdenhed, et kendskab til kolossens temperament og bevægelsesmønstrer.

Shadow of the Colossus (2005)

Dernæst følger følelsen af ensomhed.

Uanset hvor nysgerrig man end er, kan man ikke undgå at blive påvirket af den tomhed, der omgiver Wander. Selv spillets interface er så spartansk og minimalistisk, at det forstærker følelsen af isolation. Wanders eneste selskab er hesten Agro, der til trods for at være den flottest animerede hest nogensinde, blot understreger manglen på menneskeligt selskab. Derfor knytter man sig til hvad der basalt set er et transportmiddel. Efter et hårdt ridt klapper man hesten, der trofast følger Wander uanset hvordan han opfører sig.
Agros selskab til trods er der noget trykkende over landskabet i Shadow of the Colossus. De lange stræk, der foregår uden dialog, med et minimum af underlægningsmusik og vinden susende i ørerne, får spilleren til at tænke. Man kan ikke undgå at lade hjernen gå på langfart mens man rider, og selvom man skulle tro at det var dårligt, er det faktisk noget der tjener spillet.

Man kan nemlig ikke undgå at overveje, hvad man egentlig laver. Dette giver plads til den tredje følelse, skyldfølelse. Du dræber seksten væsner til egen vinding. Der er ikke nogen glorværdighed at hente ved drabene. Der er ingen fanfarer. Du belønnes ikke med en pointsum, et nyt våben eller sågar en forbedring af nogle statistikker.

Der er intet elegant ved processen. Kampen mod kolossernes svage punkt er åndeløst spændende, men også præget af et vist alvor. Drabet bliver heller ikke glorificeret ved hjælp af spilbranchens store dyr i åbenbaringen, Quick Time Events. Der er ingen smukt koreograferede sekvenser, hvor sværdet danser gennem kød. Hvert et sværdhug er spillerens ansvar, og hvert hug ledsages af en tyk, osende kaskade af sort blod og en skælven fra det sårede dyr.

Selv døden er uelegant. Her er ingen lig, der synker ned i jorden eller på andre måder forsvinder. Efterhånden som spillet skrider frem, fyldes spillet med store kadavere, der kun svagt vidner om fordums storhed og elegance. Man kan ikke undgå at få en klump i halsen når man passerer et af disse væsner.

Og det er i disse øjeblikke Shadow of the Colossus adskiller sig fra andre spil. Ikke nok med at du konstant skal agere banemand for store væsner, der aldrig har gjort dig ondt. Du bliver også konstant mindet om det ved at se på Wander. I spillets begyndelse er hans mønstrede dragt, hud og hår ren. Som drabene bliver flere og den dårlige samvittighed bliver stærkere, ændrer Wander fremtoning. Den før stolte kriger bliver smurt ind i kolossernes sorte livsvæske. Som en grotesk krigsmaling vidner Wanders udseende om de mange ugerninger, der er udført. Og præcis som lovet af spillets krævende guddom Dormin, vil Wanders færd få store personlige omkostninger.

Shadow of the Colossus (2005)Shadow of the Colossus (2005)

Spillets slutning er bittersød og efterlader spilleren både forpustet og tænksom. Shadow of the Colossus er ikke kunst, sådan som nogen sikkert ville antyde. Andre spil med betydeligt større ambitioner har prøvet at få spilleren til at føle noget, at udstikke moralske valg, der skal påvirke spillerens sindstilstand. Ingen af dem har dog kommet bare i nærheden af at være så virkningsfulde som Shadow of the Colossus.

Derfor bør alle prøve spillet, uanset om kamerasystemet og styringen ikke altid fungerer helt elegant. For det er petitesser, når musikken skrues op, du sidder med sværdet højt hævet, parat til at nedsænke det i det rasende væsen under dig og du... tøver.

Shadow of the Colossus (2005)
Shadow of the Colossus (2005)
Shadow of the Colossus (2005)
Shadow of the Colossus (2005)
Shadow of the Colossus (2005)
Shadow of the Colossus (2005)
Shadow of the Colossus (2005)
Shadow of the Colossus (2005)
Shadow of the Colossus (2005)
Shadow of the Colossus (2005)
Shadow of the Colossus (2005)
Shadow of the Colossus (2005)
Shadow of the Colossus (2005)
Shadow of the Colossus (2005)
Shadow of the Colossus (2005)

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold