Som praktikant på Gamereactor har jeg kastet mig ud i mit eget lille weekend-initiativ. Et initiativ, som er til for at skabe en uskyldig og faktisk fuldkommen fjollet debat, som vi kan hygge os med i weekenden. I de næste, forhåbentlig mange, uger vil jeg nemlig hver lørdag udgive en hyggelig lille artikel som en del af en ny serie, jeg kalder: "I don't get it".
Som navnet indikerer, handler denne serie om ting, jeg bare ikke forstår. Nærmere bestemt vil jeg i hver artikel tage udgangspunkt i et spil, en spilkategori, en specifik mission i et spil eller noget helt fjerde, som alle elsker, men som jeg ganske enkelt bare ikke forstår. Jeg er godt klar over, at det er ren dynamit at smide ind i et forum fyldt med spilelskere, men mit mål med denne serie er ikke at kaste med mudder og nå til bunds i, om et spil er godt eller ej. Min hensigt er, at serien skal give et smil på læben. Et smil på læben over, hvor utrolig forskellige holdninger vi har til spil, og hvor utrolig forskelligt vi reagerer på dem. For det er da egentlig ret utroligt, hvordan et spil kan kede nogen ihjel, mens andre slet ikke kan få armene ned over præcis det samme spil. Jeg synes, det er så sjovt og interessant, at det kan lade sig gøre. Smag kan ikke diskuteres, men det er smag, jeg elsker at diskutere allermest. Så lad os da endelig gøre det - og forhåbentlig smile lidt af vores vidt forskellige oplevelser. For i sidste ende har ingen af os mere ret end den anden.
Her kan du læse, hvilke spil og genrer min lille serie indtil videre har budt på:
- Journey
- Kampspil
- Fortnite
- Shadow of the Colossus
Og lad os så komme i gang med den næste!
Nu kan Sony snart ikke strække den længere. Inden længe er de nødt til at løfte sløret for deres PlayStation 5, for lanceringsdatoen nærmer sig med hastige skridt. Men selvom mange af os venter utålmodigt på PlayStation 5-afsløringen, så er der sikkert også andre, som faktisk er mere nysgerrige efter at høre, hvilke eksklusive spil der følger med konsollen. For til trods for at vi ikke har hørt helt så meget om de titler, der forhåbentligt står klar ved konsollanceringen, så bør Sony have et pænt katalog af eksklusive spil parat til os, når den nye PlayStation udkommer.
I den anledning kom jeg til at tænke tilbage på, hvilke stortitler Sony har stået klar med ved deres tidligere konsoludgivelser. Og heriblandt finder vi PlayStation 3-lanceringstitlen Little Big Planet. Et spil fra Media Molecule, som mange anser som forløberen til årets længe ventede Dreams-projekt. Da Little Big Planet kom til verden tilbage i 2008, var der ingen tvivl: En PlayStation-klassiker var født. Og en PlayStation-darling var født. Spillets hovedperson, den nuttede strikdukke ved navn Sackboy, var en elskling hos PlayStation-fans, og den lille figur modtog hurtigt det uofficielle mærkat som Sonys nyeste konsolmaskot.
Little Big Planet var en kæmpe succes, hvor især anmeldelserne var ved at sprænge skalaen: 95 ud af 100 på Metacritic, baseret på i alt 85 anmeldelser. Det er bare imponerende. Ingen tvivl om det. Men i kraft af artiklens emne kommer det nok ikke som nogen overraskelse, at min personlige anmeldelse af spillet havde ligget en del under gennemsnittet. Hvor langt under? Det holder jeg skam for mig selv - det er trods alt ikke en anmeldelse, jeg laver. Men jeg skal med glæde fortælle, hvorfor Little Big Planet aldrig helt slog benene væk under mig.
Helt kort: Little Big Planet er et moderne 2.5D-platformspil, hvor du i rollen som dukken Sackboy skal manøvrere dig igennem side-scrolling-baner, mens du samtidig møder masser af små valgfrie puzzles på din vej. Disse gåder belønner dig oftest med forskelligt kluns og kosmetik, som du kan beklæde Sackboy med, ligesom de også giver dig udstyr til at lave dine egne baner - men lad os lige vente lidt med den del.
Little Big Planet er altså på mange måder et klassisk platformspil. Men der hvor det dog skiller sig ud fra de andre i genren, er på grafikken og charmen. Little Big Planet er sølet ind i den mest vidunderlige visuelle stil, som får hele spillet til at ligne én stor legetøjsbutik. Jeg synes faktisk, der er lidt Toy Story over det. Og jeg er vild med det - det skal jeg ikke lægge skjul på. Ligesom jeg heller ikke lægger skjul på min forelskelse i Sackboy. Hvor er han bare kær. Ifør ham en kæmpe moustache, og han bliver dobbelt så nuttet.
Den visuelle og charmerende overlegenhed er der ingen, der kan tage fra Little Big Planet. Men det er heller ikke her, min anke ligger. Den ligger derimod i gameplayet. For når man vælger at lave sådan et platformspil, så tager man kampen op med de helt store gutter: Super Mario, Rayman, Donkey Kong, Crash Bandicoot. Der er kamp om rampelyset. Derfor kræver det også et platformspil af en vis kaliber for at vælte disse giganter af tronen. Og det synes jeg ikke, Little Big Planet er i nærheden af at gøre. Det bliver aldrig rigtig sjovt at spille. Min oplevelse er, at Media Molecule har haft øjnene på grafik og charme, mens de har glemt gameplayet en smule. Nu er det efterhånden mange år siden, jeg spillede det, men jeg husker ret klart, at Little Big Planet aldrig rigtigt blev svært. I ved, platformspilsvært. I ved, no mercy-svært, som vi kender det fra især Donkey Kong og Rayman. Den der følelse af nådesløshed fik jeg sjældent i Little Big Planet. Og det er nok netop, fordi Little Big Planet har til formål at charmere og underholde - ikke udfordre. Det er selvfølgelig en smagssag, hvad man så foretrækker, men i platformspil foretrækker jeg altid den hjerteløse sværhedsgrad fremfor den charmerende æstetik.
Men der er som nævnt også en anden feature i spillet, som vi lige skal rundt om. Little Big Planet tilbyder nemlig en Create Mode, der er en form for alpha-udgave af Dreams, hvor du kan kreere dine helt egne baner, som du kan spille og dele med andre spillere online - en fremragende idé. Men den tiltaler bare ikke helt mig. Først og fremmest fordi jeg simpelthen ikke har tålmodigheden til at lave mine egne baner. Men årsagen er også, at jeg gerne vil have, at de professionelle laver spillet og banerne til mig. Jeg vil gerne spille baner, der er skruet sammen af dem, der kender spillet og mekanikkerne ud og ind. Det skal ikke være "amatører" som mig, der står for den del. Jeg kan sagtens se potentialet i hele dette brugerskabte univers, det kan jeg virkelig. Men af en eller anden årsag tiltaler det mig bare slet ikke. Desværre.
Jeg har faktisk min egen lille teori om, hvorfor Little Big Planet blev så hædret, som det gjorde. Jeg baserer dog min teori på absolut ingenting, så det er nok mere en mavefornemmelse. Men man skal gå med sin mavefornemmelse, er det ikke det, man siger? Jeg går i hvert fald med min nu. Her kommer den: Jeg tror delvist, at Little Big Planet høstede så store roser, fordi alle var lidt oppe at køre over den nye konsolgeneration, med HDMI-overgangen og online-mulighederne som overskrifterne. Det virker, som om mange af os - mig selv inklusiv - var helt hypede over den grafiske overhaling, Little Big Planet bød på, og de mange muligheder vi pludselig havde for at interagere med hinanden og hinandens kreationer online. Imellem alle disse nye milepæle havde vi måske overset, at Little Big Planet som spil egentlig ikke var så revolutionerende, som vi gjorde det til. Det var lidt ligesom, dengang Avatar udkom i biograferne i 2010. Vi var alle blæst bagover af det visuelle mesterværk, James Cameron havde lavet, men vi overså, at der bag de smukke billeder i bund og grund gemte sig en relativt ordinær film med et relativt ordinært plot. Det er lidt sådan, jeg også ser på Little Big Planet. Jeg har ingen idé, om I kan følge mig, eller om I bare tænker, jeg er helt blæst. Det korte af det lange er i hvert fald, at jeg aldrig helt fattede forgudelsen af Little Big Planet (selvom min største drøm stadig er at få en Sackboy som levende krammebamse).