I Am Alive

I Am Alive var i lang tid ikke andet end en kryptisk titel, der senere blev til en kryptisk titel og en veldrejet trailer. Nu er det blevet en tand mere håndgribeligt og jeg har givet mig i kast med storbylivet, efter storbyen er totalskadet.

Spillet følger en mand der efter et næsten et års trasken fra den amerikanske vestkyst, hvor han blev fanget af naturkatastrofen kun kaldet "the event", er vendt hjem til den anden ende af landet for at finde sin familie. Med sig har han et videokamera som han bruger til at optage hans dagligdag. Det er en meget elegant løsning til at få udpenslet hændelserne før spillet samt at få historien ført videre når hovedpersonen er mutters alene og det ville være lidt for underligt at han bare går og snakker med sig selv.

Efter et kæmpe jordskælv er det ikke usandsynligt at man ikke lige kan tage den sædvanlige rute gennem byen og det er rigtigt nok tilfældet her. Den allerførste større forhindring er en bro i noget sølle stand. Selvom man hurtigt får fast grund under fødderne igen skal der klatres ret ofte. Dette betyder desværre ikke at der er mange forskellige ruter gennem ruinerne, men oftest én korrekt vej gennem murbrokker, biler og alt det andet skrammel. Men hvor spil som Uncharted har gjort en dyd af lineære platform-elementer ved iscenesættelse af noget af det flotteste banedesign man kan komme i nærheden af, er I Am Alives design ofte meget vagt når det kommer til at vise spilleren vej. Koblet med klatring der ikke altid reagerer korrekt er det let at ende med at rende rundt i cirkler og tro man har overset noget.

Når en forhindring skal forceres skal der klatres, noget der vil forekomme bekendt for spillere af Assassins Creed- eller Uncharted-spillene. Forskellen her er at hvert eneste sekund man klatrer, selv når man bare hænger og venter, drænes der udholdenhed. Når man er helt løbet tør for saft og kraft skal man hurtigt klatre i sikkerhed hvilket ender med at den maksimale udholdenhed bliver formindsket. Her kommer dine provianter ind i billedet. Vand, frugt cocktail, sodavand og andre essentielle madvarer for en mand på farten kan findes rundt omkring i spillet, hvor mange forsyninger bestemmes af sværhedsgraden, men selv på den normale sværhedsgrad var der ikke ligefrem budt op til ædegilde.

Provianter har forskellige effekter, sodavand giver kun et lille skud energi så der kan klatres eller sprintes mere, mens noget som en frugtcocktail også hjælper på helbredet.

Man er dog ikke helt alene i verden, på sin færden gennem de støvklædte ruiner kan man snildt støde på små grupper af overlevende der ikke har taget det så pænt at være blandt de eneste overlevende. Så er det på tide at være snu, for der er ikke tale om et spil hvor man snubler over ammunitionsbælter og tunge skyts. Under min tid med spillet havde jeg aldrig mere end to patroner til min pistol.

Måden man tager sig af de slemme karle der er efter en er derfor ikke så meget med råstyrke og overlegne skyts, men overraskelsesmomentet. Den eneste holdbare løsning er ofte at lade en slambert nærme sig, for så hurtigt at angribe ham med en machete og så bruge sit ene skud på hvem end der er den største trussel for så at skulle have en vaskeægte nærkampsduel med hvem end der er tilbage. Det er meget anderledes end hvad jeg er vant til, men der desværre ikke meget plads til at eksperimentere, forhåbentlig er der mere til rådighed i det endelige spil.

Apokalypsen har ikke været rar ved spillets metropol, i tiden efter et spil som Enslaved er det svært ikke at blive sat under lup når man laver et spil der foregår i en sønderreven storby. Sandt nok, præmisset er forskelligt og Enslaved har en langt mere kunstnerisk og knap så realistisk stil. Der må dog stadig være en mellemvej mellem det grå-beige landskab og den ringe sigtbarhed og Enslaveds slyngplante-forseglede skyskrabere. Spillet formår heller ikke at plante et frø af stemning i spillerens tanker, på mange måder ser det ud som man kunne forestille sig det ville se ud i virkeligheden. Personligt er jeg bare ikke ude efter nyhedsklip-æstetikken når jeg leder efter interessante spil.

Fra et gameplay-mæssigt synspunkt ser I Am Alive interessant ud, men hvor længe det holder uden megen variation er ikke til at sige, hvis det endelige spil ikke smider flere muligheder for eksperimenteren bliver holdbarheden noget forpurret. At blande "økonomien" i at skulle klatre hurtigt fra sted til sted med at skabe forskellige ruter så man kan planlægge den optimale rute ville i den grad være spændende og noget jeg så små glimt af under tiden med spillet. Hvor længe man vil færdes i de støvede omgivelser er dog en helt anden sag.