Hyrule Warriors

Legenden fortæller om en ubeskrivelig kraftfuld, altødelæggende ondskab, der er på vej til at true det ellers fredfyldte og idylliske kongerige Hyrule. Når alt synes mørkest vil Hyrules eneste håb genopstå i kun den mest ædle og heltemodige kriger. Denne kriger vil stå forrest i kampen mod det onde, og vil gennem utallige slag udelukkende trykke på B-knappen som det eneste i adskillige timer. Velkommen til Dynasty- jeg mener Hyrule Warriors.

Hyrule er i problemer - igen - men denne gang er svaret ikke at hoppe i det grønne kluns, rejse verden rundt og løse en masse gåder. Denne gang har vi med utallige marker at gøre, der alle lægger jord til kæmpeslag mellem det gode og det onde. Har man prøvet et spil i Dynasty Warriors-serien, ved man allerede hvad man træder ind i. Her afløses alle former for eventyr med et line-up af store baner, hvor målet i dem alle er at beskytte ens egen base, mens horder af fjender udraderes og fæstninger overtages.

Det er en voldsom affære at være Link denne gang. Tusinder af fjender venter på slagmarken. Der skal bombes, skydes med pil og fægtes med sværd på vildeste vis, alt sammen i håb om til sidst at vinde slaget og rykke videre til det næste. Fjenderne er nemme at nedlægge, og det bliver der gjort op for ved at du på intet tidspunkt får lov at hvile. Med flere hundrede fjender foran dig, og baser bag dig der skal beskyttes, er der altid noget at lave på godt og ondt, da det nemlig hurtigt mister sin charme. For på trods af at Link har mulighed for at kæde sine angreb og levere nogle mere prangende og imponerende slag, så er det stort set aldrig nødvendigt. Fjender dør ved få hug og det bliver derfor hurtigt en vane at droppe alle specialangreb og bare hamre B-knappen så hurtigt som muligt for at levere små, hurtige slag. Det bliver drønhurtigt kedeligt, men når fjenderne for det meste blot står der for at blokere din vej, så virker det som spild af tid at bruge kræfter på at kæde noget som helst sammen.

Link har heldigvis venner, for man møder nemlig på sin vej blandt andet Zelda (og alteregoet Sheik), Twilight-prinsessen Midna, sværdet Fi, Goron-lederen Darunia, Hyrule-kaptajnen Impa, og måske særest af alt prinsessen af kryb Agitha, der er hentet fra Twilight Princess. De har alle hver deres styrker og svagheder samt angreb. Desværre føles det til gengæld alt sammen som det samme, for fjender falder som fluer uanset hvem man træder i karakter som, og målet ender hurtigt ud i at finde ud af hvem der slår hurtigst og har færrest kluntede animationer, så man hurtigst muligt kan straffe B-knappen med dem.

Verden trues denne gang af troldkvinden Cia, der, grundet noget så farligt som kærlighed til Link og had og jalousi rettet mod Zelda, pludselig bliver overtaget af Ganon, hvis planer ikke har ændret sig gennem årene, og nu igen helst ser at verden går under. I et håb om at skabe panik og kaos bliver forskellige æraer og ellers fortabte lande hevet frem fra tidslinjen og tager form som blandt andet Death Mountain fra Ocarina of Time, Skyloft fra Skyward Sword og Twilight Realm fra Twilight Princess.

Der er ikke meget i historien der egentlig giver den store mening, men målet har tydeligvis også været at skyde så meget Zelda ind på nemmeste vis, og give en undskyldning for at besøge så mange kendte lokationer som muligt. Det slår på sin vis også fejl, for et hurtigt gensyn med Skyloft vender tankerne mod eventyret i Skyward Sword, og hvordan simple fjender som Moblins i Wii-eventyret krævede særlig timing og kløgt, når man hoppede i kamp mod disse skjoldbærende bæster, mens de i Hyrule Warriors falder i hobetal, så længe der ikke bliver sparet på B-knappen.

Det eneste, der sætter en stopper for de ellers monotone kampe, er forskellige bosser, der gudskelov er tyvstjålet fra tidligere Zelda-spil. Der serveres kampe mod King Dodongo, Gohma, Manhandla og Zant bare for at nævne nogle stykker. De er snart noget af det eneste, der minder mig om at jeg spiller andet end Dynasty Warriors, for der dufter knapt af Zelda i bageriet.

Der bydes op til genlyt med flere favoritnumre fra Zelda-universet, alt lige fra Skylofts gudeskønne toner til de betagende Hyrule Fields fra Twilight Princess og gamle klassikere er med. Et par af dem er direkte hentet fra originalerne, men langt størstedelen har desværre taget en tur gennem den store Dynasty Warriors-mølle og har fået sig en metalbehandling, og er nu fyldt med akavet guitarspil og sære samples hentet fra højre og venstre. Det skal nok falde i smag hos nogen, men det kommer desværre aldrig til at føles som andet end en lunken oplevelse, når man stensikkert kan finde bedre ved at søge efter tilfældige metalcovers på nettet.

Link og vennernes eventyr viser sig sjældent fra sin kønne side. På trods af at spillet insisterer på at kaste spandevis af fjender i hovedet på en, så er det som om grafikmotoren til tider er helt uenig. Selvom Hyrule både er mudret og visuelt monotont, så får spillet pludselig nok, og min gennemspilning af Twilight-banerne foregår i hvad der bedst kan beskrives som slow-motion. Der er ganske enkelt for mange fjender på skærmen, og min stakkels tommelfinger kan ikke trykke B hurtigt nok, så resten af forløbet må foregå i et dræbende langsomt tempo.

Som en, der elsker Zelda og er hoppet med på stort set hvert eneste eventyr, er det svært ikke at være skuffet over Hyrule Warriors. Her dufter ganske enkelt for lidt af grønne huer og triforce-stykker og i stedet for meget af endnu et spil i den endeløse række af Dynasty Warriors, der ikke har i sinde at pille ved den genbrugte formular. Man skal i den grad savne sit Zelda-fix for at gå med på dette lunkne og kedelige eventyr.