Hyper Street Fighter 2

For ganske kort tid siden sad undertegnede med den underlige opgave at skulle anmelde en afslutningen på en af gårsdagens mest anerkendte spilserier. R-Type Final endte med en meget pæn score, omendt det blev påpeget at spillet kun var for en udvalgt skare af gamere. Efter den noget vanskelige opgave at skulle vurdere en klassiker i nutidens polygonliderlige verden, var det med iver at jeg så frem til den næste anmeldelse som umuligt kunne indeholde en ligeså stor arv at tage hensyn til, og så landene denne titel på mit bord.

For de som ikke var med i Super Nintendo-tiden, eller blot aldrig har interesseret sig for andre kampspil end Tekken, kan Street Fighter 2 serien kort betegnes som serien der startede det hele. Der var ganske vist spil i genren inden denne titel så dagens lys, men med Street Fighter 2 blev der virkeligt åbnet op for hvad der kunne presses ud af genren. Millioner af gamere verden over sværgede til hver deres fighter og taktik, og for en tid var Ryu, Ken, Guile og resten af slænget verdensstjerner af absolut højeste kaliber.

Grunden til spillets enorme succes, foruden en for tiden uhørt flot grafik, skulle findes i et næsten perfekt gameplay, der for øvede spillere indeholdte en næsten uendelig dybde. Ligesom de fleste andre kampspil var der enkelte af spillets figurer der kunne forekomme stærkere end andre, men for hvert af spillets mange angreb, var der et mindst ligeså effektivt modangreb hvilket sikrede at spillere over hele verden kunne blive ved med at perfektionere deres teknik.

Selvom Street Fighter 2 gennemgik en næsten konstant udvikling, kunne spillet ikke modstå de mange nye konkurrenter. Firmaer som SNK, Midway, Sega og Namco kaprede hurtigt hver deres del af markedet, og specielt med skiftet til 3D grafik måtte Capcoms serie vinke farvel til en stor del af den ellers trofaste fanskare.

Spilhistorie dør dog ikke sådan uden videre, og for at vise serien såvel som de tilhængere der stadig holder ved Street Fighter 2 respekt, har Capcom udgivet en opsamling bestående af seriens fem forskellige inkarnationer. For fans betyder det at de for første gang kan have: World Warriors, Championship Edition, Turbo, Super og Super Turbo versionerne på en og samme CD. For rigtige kendere vil den bedste nyhed dog være, at dette betyder at man også kan spille de forskellige inkarnationer af figurerne mod hinanden. Således vil Guile fra Street Fighter 2 kunne spille mod Blanka i Super Turbo versionen osv.

For fans der ikke kender til forskellene vil disse muligheder ganske sikkert lyde minimale, men for rigtige kendere som kender til de forskellige inkarnationers forcer og ulemper, er det en længe ventet drøm der går i opfyldelse. Ganske som det var med R-Type Final er Hyper Street Fighter 2 lavet som en opsamling primært til fans af serien, og ikke nødvendigvis for at trække nye fans til hvilket også kan mærkes på de manglende tutorials og lignende.

Det er nok de færreste gamere der ikke i forvejen kender til Street Fighter 2, der vil vælge denne opsamling frem for Tekken 4 eller lignende. En grafik der ikke er pillet særligt meget ved siden den debuterede i arkadehallerne i 1991, samt et indforstået gameplay der først rigtigt viser dets styrke i spillets 2-player mode, virker ikke som et særligt lovende salgsargument. Til gengæld vil fans af serien for sølle 249kr få sig den ultimative opsamling af en af gårsdagens største klassikere, samt den fantastiske Street Fighter 2 animé der dog er vedlagt i overraskende dårlig kvalitet.

I modsætning til Irem og deres R-Type Final er det svært at finde ud af om Capcom med Hyper Street Fighter 2 siger farvel til en klassiker, eller blot efterlever mange fans drøm med en lækker opsamling af serien. Blot det at udvikleren i sin tid formåede at udvikle fem forskellige variationer af spillet siger vel lidt om hvor hårdt serien blev malket. Ikke desto mindre er kontrollen stadig knivskarp, karakterudbudet stadig fyldt med personlighed og gameplayet stadig fantastisk forudsat at det spilles af to Street Fighter erfarende gamere.