Hvordan Obisidan bragte fortiden til live i Pentiment

Det er ikke ofte, at der udkommer et spil som Pentiment. Men med Microsoft som den velhavende mæcen og Xbox Game Pass som den perfekte platform fik Obsidian-veteranen Josh Sawyer frie tøjler til at skabe sit drømmespil - et narrativt eventyr, der foregår i 1500-tallets Bayern med en unik grafisk stil baseret på periodens illustrerede manuskripter og træsnit.

Pentiment endte med at blive et af 2022's allerbedste spil, og mod slutningen af året fik vi chancen for at tale med spillets art director Hannah Kennedy. Hun fortalte os, at projektet krævede en smule ekstra omtanke på grund af den unikke stil:

"Vi havde ikke et umiddelbart sammenligneligt spil at bruge som referencepunkt, så vi var lidt nødt til at blande et par stykker sammen. Vi kiggede på spil som Oxenfree og Night in the Woods, hvordan de strukturerer deres layouts, og forsøgte at vikle vores hoved omkring, hvordan navigation fungerer i et 2D-spil, der ikke er en platformer."

Ikke overraskende skyldtes mange af udfordringerne det kunstneriske kildemateriale, der krævede en smule mere arbejde at gøre spilbart end for eksempel tegneserier eller film.

"En ting, vi lagde mærke til med 2D-spil, er, at det kan være meget svært at forstå, hvor man kan og ikke kan gå hen i rummet. Hvad er frem, hvad er tilbage? I ældre træsnit var det endnu sværere at forstå, da de med vilje var lavet helt flade, så man næsten ikke kan se, hvad der foregår dybdemæssigt. Så vi vidste, at vi på det punkt var nødt til at bevæge os lidt væk fra det historiske kildemateriale," forklarer Hannah Kennedy.

"Vi lagde også mærke til, at vi ikke kunne have trapper, der ledte tilbage i scenen, direkte væk fra kameraet. Det fik det til at ligne, at karaktererne klatrede op ad en stige, og gjorde det svært at se, hvorvidt de bevægede sig opad eller tilbage. Så vi sagde bare med det samme, okay, som en art stable anvender vi ikke sceneovergange, hvor karaktererne bevæger sig tilbage. I stedet skal de altid gå i en slags zig-zag trappetrinmønster."

Men hvorfor overhovedet vælge en så kompliceret kunststil? Essentielt set havde det at gøre med et vigtigt skift, der sker i kunstverden undervejs i spillets historie.

"Vores primære inspiration var kunstnere fra den nederlandske renæssance, og vi var tidligt låst fast til ideen om at bruge træsnit som den primære kunststil i spillet. Spillets store narrative tema er, at vi befinder os i en æra, der omfavner overgangen fra illustrerede manuskripter og håndskrevne bøger, til opfindelsen af ​​bogtrykkerkunsten. Og det er ret begivenhedsrigt og centralt i selve historien. Så vi forsøgte at placere den grafiske stil i det rum eller derimellem. Hvad kunne vi sige - med kunsten - om disse to verdener, der overlapper på dette tidspunkt?" lyder det fra Hannah Kennedy.

En af de vigtigste inspirationskilder var Nürnbergkrøniken, trykt i 1493, der kombinerer en udførlig historisk beretning med flere detaljerede illustrationer: "Jeg købte en simili af bogen tidligt i processen og brugte den til at se på, hvordan de gengav ansigter, hvordan de gengav scener, og hvilke farver de ofte brugte. Vi brugte det som en guideline særligt til at definere vores paletter til spillet. At se de farver, de brugte på det tryk, var et tegn på, hvilke pigmenter de havde til rådighed, ikke kun på det tidspunkt, men i den region. Hvilke der var almindelige, hvilke der var sjældne."

Josh så meget tidligt en kartoffel i spillet og var ligesom, 'NEJ!! De var der ikke endnu!'

Spillets hovedperson, Andreas Maler, kommer faktisk fra Nürnberg, som på det tidspunkt var et vigtigt knudepunkt for kunstnerisk, finansiel og teknologisk udvikling. Og det er langt fra tilfældigt. Den berømte maler Albrecht Dürer (1471-1528), der også boede i Nürnberg, udgjorde ifølge Hannah Kennedy en slags grov skitse for karakteren. "Andreas er ikke så veletableret og formelt uddannet, som Dürer var på det tidspunkt. Men det er en skikkelse, som mange kender fra den region og tidsperiode, og vi syntes, det var interessant, at han, i hvert fald i nogle kredse, betragtes som faderen til selvportrættet, det signerede selvportræt. Dette passede godt ind i et spil, der handler om en kunstner, der skal opdage sig selv."

At skrive en historie og ikke mindst udforme en kunststil, der giver minder om denne ret fjerne periode krævede en del research. For at strømline processen hyrede Obsidian akademikere med speciale i den europæiske middelalder, der fungerede som konsulenter på projektet. Hannah Kennedy afslører, at de ikke kun hjalp med de overordnede rammer, men også gav feedback på de grafiske assets:

"De kunne påpege, 'hey, det havde de ikke' eller 'det her er alt for fancy for den type person'. Ting, som jeg ikke selv kan finde ud af i løbet af en overfladisk Google-research på et par timer. Der er så meget social, økonomisk og religiøs kontekst, at det var meget nyttigt at have disse historikere tilknyttet. Især var de gode til at udpege fejl i nogle af de ting, som vi havde tegnet ud fra en (forkert) antagelse om, at sådan så det sandsynligvis ud."

Hannah Kennedy opremser nogle af de historiske unøjagtigheder. En af de ting, grafikerne lærte, var, at bekvemmeligheder som skorstene og glasvinduer, der normalt findes i selv de fattigste huse i fantasy-udgaven af Middelalderen, ikke var særligt udbredte blandt arbejder- eller bondeklassen i virkelighedens verden. Og hvor Columbus ganske vist havde opdaget Amerika i 1492, så havde en bestemt grøntsag endnu ikke nået de europæiske kyster på det tidspunkt, hvor spillets foregår. "Josh så meget tidligt en kartoffel i spillet og var ligesom, 'NEJ!! De var der ikke endnu!'" mindes en grinende Hannah Kennedy.

Malerier er ikke nødvendigvis retvisende for, hvad folk i virkeligheden havde på. Det er næsten som tidens Instagram-billeder.

Selvom den overordnede præsentation i Pentiment er meget autentisk, var der nogle områder, der åbnende op for mere kreativ frihed, simpelthen på grund af manglen på troværdige historiske kilder.

"Et af de områder, der var mest udfordrende, var husindretning og tøj, da dette jo er længe før fotografiets opfindelse. For at lære mere om det, skal du enten grave igennem en specialbog om Middelalderens garderobe, som er ret tidskrævende, eller konsultere en specialist. Det var noget, vi ikke havde god visuelle referencer til udover andre malerier. Hvilket ikke nødvendigvis er retvisende for, hvad folk i virkeligheden havde på. Det er næsten som tidens Instagram-billeder, hvor folk sad og poserede dage ud og dage ind i det tøj, de ønskede at blive husket for. Ikke nødvendigvis hvad de faktisk havde på i dagligdagen."

Til allersidst spurgte vi Hannah Kennedy, hvordan det var, som en 2D-illustrator selv, at arbejde på et spil, der omhandler en kunstner.

"Der er en stor metafortælling på det punkt, ikke kun i forhold til at tegne eller male, men også det at lave spil som et kreativt arbejde. Jeg kan i høj grad relatere til Andreas' position, men jeg tror også, at Josh anvender det som en slags metafor for det at lave spil. I ethvert kreativt arbejde, hvad enten du laver det som underholdning eller kunst, er der en balance mellem at jagte dine drømme og udføre dit arbejde."

"Og så er der også nogle mere direkte referencer, der stak en smule. Der er en scene, hvor Andreas arbejder i scriptoriet, og de andre skrivere og illustratorer, siger noget i retning af, 'uh ja, det kommer til at ødelægge din ryg, når du sidder der.' Oh boy, det er mig, der hele tiden sidder og arbejder ved mit skrivebord! Og når du så ser dem i senere akter, er de endnu mere forkrøblede, og jeg tænker bare, 'Åh Gud, det bliver mig en dag!'"