Hvad er en "gamer" i grunden? Ny bog går os klogere på gaming fra et psykologisk perspektiv

Hvad Søren - skal Gamereactor nu også til at skrive om litteratur? Nej, bare rolig. Der er ikke tale om en ny satsning. Men når nu Aarhus Universitetsforlag har fundet gaming værdigt til en af deres Tænkepauser, synes vi også, det var på sin plads at tage et nærmere kig på bogen.

Selvom bogen kommer fra et universitetsforlag, skal man ikke lade sig skræmme. Godt nok er akademiske litteratur gerne dyrt, langt og propfyldt med referencer, men bøgerne i serien Tænkepauser er det stik modsatte - 60 sider, 60 kroner og ikke en fodnote i sigte. Alligevel er der stadig tale om forskningsformidling skrevet af fagpersoner, og der er meget få pointer, der ikke bygger på enten specifikke studier eller feltets viden som helhed.

Gaming er bog nr. 128 i serien og udkom den 7. april. At litteratur, tv-serier og rockmusik kommer før på prioritetslisten, er helt forståeligt, og det samme kan siges om vigtige eller almengyldige emner som natur, demokrati, kærlighed og humor. Men at vi også tidligere har fået Tænkepauser om porno, penis, onani, emojis og det rene ingenting, siger alligevel en del.

I den brede offentlighed er gaming stadig et forholdsvis obskurt fænomen, trods sin store udbredelse (der findes ifølge bogen 3 milliarder gamere) og sin lange historie (mere end 4.000 år, hvis man tæller brætspil med). Denne lille bog om det store emne, ændrer nok ikke på dette, men den kan trods alt forsøge at gøre gaming lidt mere tilgængeligt for Hr. og Fru Danmark. Og det lykkes den også med.

Gaming er skrevet af Anne Fiskaali, som har en ph.d. i psykologi med fokus på gaming og trivsel. Fænomenet gaming anskues derfor - ikke overraskende - ud fra en psykologisk vinkel, selvom Fiskaali selv også er ivrig gamer, hvilket hendes mange spredte anekdoter vidner om.

Normalt er dette perspektiv lig med nedladende eller fordømmende. Gaming ses psykologisk set ofte som årsag til afvigende opførsel - som det var tilfældet i 1990'erne - eller i bedste tilfælde som et symptom på andre problemer. Store dele af bogen handler derfor om at nuancere det forvrængede billede skabt af sensationalistiske medier og opportunistiske politikere. Men også forskere har i tidens løb været med til at skabe et negativt billede af gaming.

I den forbindelse fortæller Fiskaali om et eksperiment udført af de amerikanske psykologer Craig A. Anderson og Christine R. Murphy tilbage i 2003. Forskerne satte to kvinder til at spille hvert deres spil. Den ene spillede det ultra-voldelige Mortal Kombat, mens den anden hyggede sig med PGA Golf Tour. Bagefter skulle de hver især hælde stærk chilisovs på en ret, som de blev fortalt skulle serveres for en anden forsøgsperson, der ikke kunne døje stærk mad.

Det viste sig, at den forsøgsperson, der havde set blodet sprøjte i Mortal Kombat, rent faktisk hældte mere sovs på maden. Men som Fiskaali påpeger, er chilisovs som indikator for vold noget suspekt, og generelt må forsøget anses for at have ekstremt lav, hvis ingen validitet. I stedet kunne det faktisk lige så godt have forholdt sig omvendt.

Hvor frustreret eller aggressiv, man givetvis føler sig under og efter gaming, handler ifølge Fiskaali langt mere om, hvorvidt vi mestrer opgaven eller ej - altså om spillet har forståelig kontrol, og sværhedsgraden passer. Og her kan et fejlet put eller et skud i bunkeren få en til at se rødt i langt højere grad end alverdens afrevne lemmer.

Behovet for at føle os kompetente er ifølge forfatteren en af tre psykologiske mekanismer, der får os til at spille. De to øvrige handler om at kunne udfolde sig frit og blive en del af et større fællesskab. Definitionen afslører, at Fiskaali i sin forskning primært har beskæftiget sig med onlinespil, hvor netop identitetsdannelse i større eller mindre fællesskaber spiller en stor rolle. Men det kræver ikke meget fantasi, også at se disse motivationsfaktorer offline - for eksempel kan man jo også finde fællesskab ved at diskutere singleplayer-spil med sine venner eller spille lokal co-op.

Kapitel 2 "Gamere for begyndere" handler netop om identiteten som "gamer," og hvordan denne formes både off- og online. Fiskaali tegner først et karikeret portræt af den typiske gamer.

Hvis hans forældre kigger ind til ham, vil de se deres dreng sidde foroverbøjet, ubevægelig og med øjnene limet til skærmen. Måske råber han pludselig, højt og vredt, og bander og svovler. Omkring ham kan man ane en bjergkæde af dåser med energidrikke, tomme chipsposer og teenagerod i skæret af skærmens blå lys, der oversvømmer det lille værelse. Luften klæber til huden af indelukkethed, for her bor en rigtig gamer.

Resten af kapitlet bruges på at gøre op med denne udbredte forestilling om gameren, som mange givetvis har, men Fiskaali forsøger ikke at erstatte det iturevne portræt med et nyt idealbillede. Nogle forskere har forsøgt med fire arketyper, andre med tolv, men reelt set er det næsten umuligt at kategorisere gamere. Dertil er der simpelthen for mange typer af spil og alt for mange gamere - 1,7 milliarder mænd og 1,4 milliarder kvinder ifølge bogen.

Alligevel kan man selvfølgelig godt tale om tendenser, og særligt hvordan mænd og kvinder oplever gaming, kan være forskelligt. Fiskaali mindes, hvordan hun i sin ungdom spillede mange såkaldte pigespil "perfekt pakket ind i lyserøde kassetter og cd-rom'er." Moderne spil er givetvis mindre kønnede end før, men særligt i onlinespil, bliver kvinder ofte udsat for diskrimination eller mødt med fordomme - ironisk nok ofte ud fra den stereotypiske forestilling om "den rigtige gamer." Bogen kommer dog ikke med nogen løsningsforslag på denne problematik, men det ville nok også være svært dens størrelse taget i betragtning.

Gaming indeholder mange personlige anekdoter og det levende sprog er med til at gøre dens indhold forståeligt - også for dem, der ikke nødvendigvis selv gamer. Oplevelser i spillets verden beskrives på lige fod med virkelighedens begivenheder eller sættes i relation hertil. "Jeg har været modedesigner, fundet Atlantis i havets dyb og slået utallige dæmoner ihjel for at redde jordens befolkning. Alt sammen bare 10 år gammel," skriver Fiskaali om sin barndom.

Til tider tager det levende sprog en smule overhånd. Hvordan kan "morgenlyde" eksempelvis være "sprøde" og blive "dovne"? Et par små svipsere hist og her ændrer dog ikke på, at den lille bog er meget velskrevet.

Mere kritisk er det sidste kapitel "Det gode, onde og grusomme." Bogen kommer her ind på en række af de psykologiske emner, som jeg personligt finder mest interessante i forhold til gaming - gamification, lootboxes og effekten af virtual reality. Man lærer nogle spændende ting undervejs, såsom hvorfor tilfældige belønninger er mere motiverende end forudsigelige belønninger, men det går simpelthen for stærkt.

Igen er det givetvis et spørgsmål om pladsmangel; 60 sider er trods alt ikke meget. Men det ændrer ikke på, at det sidste kapital ikke står så stærkt som resten af bogen, og jeg savner også en lidt mere udførlig afrunding.

Man skal dog ikke lade sig skræmme af de få kritikpunkter, for Gaming er bestemt værd at læse. Inden læsning var jeg en smule skeptisk - for hvad ved en psykolog dog om videospil? Rigtig meget er svaret.

Bogen er en oplagt gaveide for dem, der gerne vil gøre kæresten eller onklen lidt klogere på, hvad alt det der gaming i grunden går ud på. Den kan læses af forældre, der nok kender til spil, men ikke er helt trygge ved, hvad gaming gør ved deres børn. Og sidst men ikke mindst kan den læses af den dedikerede gamer (hvordan denne så end skal defineres) der har brug for et friskt perspektiv på sin passion.