Hunted: The Demon's Forge

Forventninger kan være ødelæggende. Eller de kan forgylde. I tilfældet Hunted: The Demon's Forge havde jeg ikke forventet mig mere end en middelmådig God of War-klon med en hypet co-op-del. Det jeg fik var en klart underlegen God of War-klon proppet med ærgelige minuspunkter.

I Hunted indtager man rollen som enten den veldrejede stealth-prinsesse E'lara eller den kronragede barbar Caddoc. De er begge legesoldater fra det tidlige 1100-tal, og når de får nys om en opgave, hvor belønningen udgøres af utallige kister fyldte med guld, kaster de sig ud i den første og bedste hjemsøgte skov i jagt på skurke, skeletter og småsure dæmoner.

Flere byer ligger øde. Folk er tydeligvis blevet bortført, og deres huse brændt ned. Det bliver E'lara og Caddocs opgave at befrie byboerne, der nu holdes som slaver. For at gøre dette må de tage til Kala Moor, dæmonbyen som ifølge udviklerne får Mordor til at fremstå som en tropisk ferieø.

Det lyder ganske fint, men så snart man overtager styringen med E'lara, begynder problemerne at hobe sig op. Hunted: The Demon's Forge er stivbenet, sterilt, livløst, lineært og til tider ustyrligt scriptet. Spilstrukturen minder om et vilkårligt uinspireret filmlicensspil. Gå derhen. Hug tre ranglede skeletsoldater ned. Gå videre. Skyd en pil mod en hængelås. Gå videre. Hug fire kæmpeedderkopper ned. Var det ikke fordi styringen er træg og spilfølelsen firkantet, kunne det måske være underholdende at slagte edderkopper. Det samme kunne skeletkampene måske. Men de er ikke sjove, ikke engang i et kort øjeblik.

E'lara er kvinde og dermed svag. I stedet for styrke besidder hun færdigheder som finskytte, og flere af spillets største kampe kræver at hun sætter sig i dækning og prikker til fjenderne fra afstand med bue og pil. Caddoc er stor, stærk, grov og vred. Han er godt nok udstyret med et skydevåben (armbryst), men hakker helst sine fjender til døde i nærkamp med sværd, kølle, økse eller stav. Spiller man alene kan man i visse forudbestemte tilfælde skifte figur med et enkelt knaptryk. Spiller man med en ven, er det meningen at man skal komplementere hinanden. Desværre fungerer det ikke rigtigt.

Udviklerne InXile har på forhånd talt meget om hvordan de vil tage co-op-trenden til nye højder. Om hvordan de virkelig har arbejdet hårdt for at skabe et intenst samarbejde mellem spillerne, og ikke bare har fyldt spilverdenen med tilstrækkeligt mange fjender til at holde to spillere beskæftigede samtidigt. De har lovet smarte co-op-puzzles og flere sindrige kampe, hvor man kan drage nytte af at have en makker i sofaen.

Men det fungerer ikke særlig godt. Opgaverne er ofte så banale, at man man gaber, og fornemmelsen af samarbejde forsvinder i banernes lineæritet og begrænsninger. I starten af spillet støder man på hvad, der beskrives som et "puzzle", hvor man skal "samarbejde for at løse gåden som frigør den frygtede Moor-økse". Jaha, tænkte jeg, med en kollega ved min side. Det skal blive spændende at se hvad de har kogt sammen.

Puzzlet var dog ikke noget puzzle, og gåden dårligt værd at kalde gåde. Det eneste som krævedes var nemlig, at den som spiller Caddoc trykker på en knap, og den som spiller E'lara skyder en pil på en medaljon, der hænger i luften over øksen. Når dette er gjort (det tager cirka 2,2 sekunder), dukker der en magisk bro op, som gør det muligt at samle våbnet op. Og sådan fortsætter det. Puzzle 13: Skyd en pil efter et reb. Klaret! Puzzle 26: Stil dig ved et bål, bemærk hvordan dine pile begynder at brænde. Skyd en brændende pil i en dør. Klaret! Det føles som om InXile har taget den letteste udvej, hver gang de er stødt på en designmæssig udfordring i Hunted, og spillet lider markant under dette.

Eftersom fjenderne desuden er dummere end snot, og gennemgående kedelige at slås mod, lykkedes co-op-delen ikke at underholde i noget større omfang, selvom det givetvis er mindre smertefuldt at suse gennem banerne i Hunted med en ven end på egen hånd. Men det siger ikke særlig meget. Trivielle og sure tjanser som at rense afløbet er også sjovere (eller mindre kedeligt) hvis man hjælpes ad.

Audiovisuelt er Hunted: The Demon's Forge omtrent lige så godt som det er spilmæssigt. Tidlige billeder og entusiastisk snak om hvordan holdet formåede at presse al kraft ud af Epics populæer Unreal-teknologi lovede godt. Men slutresultatet er et fladt, trist og farvefiltreret rod af grimme teksturer og elendige animationer. Spillet er selvfølgelig mindst grimt på PC, hvor den høje opløsning hjælper en smule på den mangelfulde grafik - men i sidste ende vil det være vanvittigt at beskrive spillet som flot.

Lyden er heller ikke noget at råbe hurra for. Musikken er bleg og upersonlig, lydeffekterne tynde og ensformige, og stemmeskuespillet dufter af licenssmørelse som Clash of the Titans hele vejen igennem. E'lara og Caddoc har en ungdommelig moderne og kæk tone, når de snakker med hinanden, hvilket i kombination med E'laras silikonebryster og Caddocs "seje" ansigtstatovering (Tribals for teh win!) fremkalder hånlig latter.

Hunted: The Demon's Forge er et fejlslagent actionspil, hvor traditionel fantasy blandes med tribal-dækket goth-attitude og plat manuskript. Sammenlignet med actionspil som God of War, Bayonetta og Dante's Inferno er det her en rigtig fiasko.