Omen-serien har i snart en del år været HP's gaming-afdeling, og det har affødt en del forskellige konstruktioner, nogle mere innovative end andre, men et hurtigt kig i det lokale elektronik-mekka afslører, at markedet for færdigbyggede computere er stort og sikkert ganske indbringende.
Den er også ganske pæn, og med hvad der ligner fornuftig køling, men vigtigere: den er stort set lydløs, når den bare kører - tak for det. Prisen er 16.000 kroner, og for det får man et pænt mid-tower kabinet, der åbenlyst har været igennem en industriel designers hænder, og så har man tilføjet ARGB-blæsere. Og så er der ekstra point for at lave et design, der reelt set undgår værktøj.
Et af de nyeste skud på stammen er HP's 35L, der som navnet angiver, kommer i et kabinet, vi må antage er på 35 liter. Den oprindelige markedsføring for det lovede blandt andet "komponenter af højeste industristandard" og "en førsteklasses gaming-desktop, der kan tilpasses uden at give afkald på ydeevne" - dette virkede så lidt mærkeligt, da den rigtigt nok kan have op til RTX 4090, men CPU-valget er enten AMD's 8700G eller en Intel i7 14700F. Altså henholdsvis en budget-CPU med lavt strømforbrug og en mellemklasse-CPU, der ikke kan overclockes. Vælger man "AMD"-versionen, er grafikkortet så et RX 7900XTX som... Nje, det er et RX 7600. Ingen efternavne. Det er godt nok en mærkelig blanding.
Der er noget indbygget diskrepans i den hardwaresammensætning, som jeg simpelthen ikke kan se logikken i. Det burde have været en 7800X3D og en i9 14900K, der var tale om. Begge er i øvrigt uddaterede, på trods af at maskinerne først nu er kommet på markedet. Der reklameres i øvrigt også med AI-understøttelse, som AMD's G-serie er berygtet for ikke i realiteten at understøtte. Til gengæld gør CPU-valget, at den ene 280 mm AIO, den kommer med, er alt rigeligt. Så gør det heller ikke noget, at strømforsyningen maksimalt kan vælges som 1000 Watt - konfiguratoren er dog ikke online på Omens hjemmeside, når denne anmeldelse skrives.
Bundkortet ligner, at det er normal micro ATX-standard med et ældre B650-chipset, men dog Omens eget mærke, ligesom alt andet. Grafikkortet ligeså, og holdt fast af en heftig låsemekanisme. Det er fint, da det betyder, at man selv kan udskifte et eventuelt defekt bundkort, men det er ikke super imponerende med kun én USB-C-port på 10 Gbps, to USB-A 3.2 og fire USB-A, der kører 2.0. Strømforsyningen er dog på 850 Watt og kommer derfor ikke på overarbejde. Der er så ikke nogen HDMI-port, så det er lidt spild at have installeret en CPU, der har et lille grafikkort indbygget, og dør dit grafikkort, er du helt på herrens mark.
Der er naturligvis præinstalleret irriterende software, her Omen Gaming Hub.
Vores udgave kom med en Ryzen 7 8700G, RTX 4070 Super, 1 TB NVMe - dog PCIe 4.0 og 16 GB DDR5 RAM, Kingston Fury 6000 MHz.
Valget af AMD Ryzen 7 8700G er, eh... usædvanligt. Der er ikke behov for den indbyggede GPU, dens cache er ikke imponerende, det er en lav-strøms CPU, der er ratet til sølle 65 Watt, og det eneste positive må være prisen, for det giver på ingen måde mening at smide en 8-core CPU i en gaming-computer, der skal være semi-highend, medmindre det er en 7800X3D eller lignende. Herudover er der ingen PCIe 5-understøttelse, og PCIe 4.0-understøttelse er kun 16x porte, da der ikke er ret mange PCIe-baner. Det er en CPU, man bruger til et budget-build eller noget, hvor kølingen er begrænset, og ikke til noget, hvor man smider et RTX 4070 Super i - den er en væsentlig flaskehals, og endnu mere hvis man køber udgaven med RTX 4080 Super eller RTX 4090. GPU'en ramte 60 grader, CPU'en 70 grader med alt sat på maks. Så kølingen er tilfredsstillende, og støjen var 42 dB, lidt mere end hvad jeg havde forventet.
Sådan helt generelt gør den sig ikke godt i 4K. Her er der et performance hit, hvis man sammenligner med de tal, vi har liggende fra test af Nvidias RTX 4070 Super referencekort, som ellers ikke er helt ueffen med 12 GB RAM. Generelt er 4K taget af bordet af den simple grund, at 40 % ydelsesreduktion ikke er unormal, og det var ikke muligt at holde 60 FPS rigtigt.
1440p er langt bedre. Her så vi 101 FPS i Red Dead Redemption, 115 FPS i Cyberpunk og 123 FPS i Assassin's Creed Valhalla. Sådan i runde tal gør valget af en Ryzen 7 8700G altså, at grafikkortets forventede ydelse ligger cirka 15 % under referencen. Til gengæld er køling så ikke et problem.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene. Køber man komponenterne selv, kan man få dem for omkring 11.000 kroner, og så dyr er en Windows-licens altså heller ikke.
Så point for at bruge 100 % standarddele, for et lækkert design og en computer, der er lydløs, men hak i tuden for en CPU, der er skudt helt ved siden af og som decideret holder den samlede ydelse tilbage, og så en pris, der skal barberes 20 % af.