Horizon: Zero Dawn Remastered

Selv om hun kun har været en del af vores liv i lidt over syv år, føles hun stadig som en stor del af den moderne spilhistorie på en eller anden måde. Jeg taler selvfølgelig om Aloy. Da Guerrilla Games valgte at skabe et open world-spil, lånte de rundhåndet fra meget af det, der allerede var derude, men jeg synes stadig, at Zero Dawn føltes ret nyt på mange måder da jeg spillede det første gang i 2017. Der var især to ting, der skilte sig ud: Aloy var en sej karakter, og verden var fantastisk smuk. Jeg kan huske, at jeg i løbet af mine timer med spillet tænkte, at det var noget af det mest teknisk gennemførte, jeg nogensinde havde set. Jeg var utroligt imponeret over det visuelle dengang, og på en eller anden måde føler jeg, at denne remaster først og fremmest gør det, som denne type poleringer ofte gør: Den får os til at se på spillet i dag, som vi gjorde dengang. Man ved, at det er en visuel opgradering, men det ser stadig ud på samme måde. Det er en kuriøs balancegang i forhold til at lade spilleren opleve på ny, og genopdage hvorfor man kunne lide noget til at starte med.

Vi kender historien: Aloy er udstødt og finder som barn en mystisk genstand, da hun falder ned i en hule. Vi befinder os i en postapokalyptisk verden, hvor mennesker er vendt tilbage til en mere primitiv livsstil og lever side om side med dinosaurlignende robotter. Disse begynder pludselig at gå amok, og hvorfor det sker, er et af de mange mysterier, vi skal opklare i løbet af historien.

Det er muligt, at nogen samler dette remaster op for at spille Horizon: Zero Dawn for allerførste gang. Men jeg tror, at de fleste, der er nysgerrige, har spillet originalen eller i det mindste kender til den. Da jeg allerede har styr på historien, som den udspillede sig, kaster jeg mig mere over denne version med henblik på at kunne lave en ren sammenligning. For at opsummere, hvad jeg synes om spillet som sådan, så er jeg som elsker af åbne verdener en spiller, der satte stor pris på det, da det udkom. Jeg kunne godt lide atmosfæren, verdenen, historien og kampene mod robot-dinoerne. For dem der gerne vil gå i dybden med selve Zero Dawn, så kan jeg anbefale at man læser Magnus' anmeldelse fra da spillet udkom originalt.

Da jeg genoptager bekendtskabet med Aloy, er der som sagt gået mere end syv år. Faktisk nærmer vi os otte. Jeg bemærker straks, at der rent teknisk ikke er nogen tvivl om, at Zero Dawn Remastered ser ud, som jeg forestiller mig, at det faktisk så ud i 2017. Men samtidig indser jeg, at det ikke er tilfældet. Det visuelle er alligevel helt i top og helt sikkert noget af det teknisk smukkeste, man kan opleve. Især belysningen er storslået, men der er også mange andre ting, som er blevet meget bedre. Et bemærkelsesværdigt aspekt er, at spillets befolkede steder føles meget mere levende med flere karakterer. Der er dog en lidt underlig opførsel fra de tilføjede figurer, som trasker rundt på klassisk vis, enten på stedet eller i cirkler. Men atmosfæren er meget tættere og mere folkelig. Hvis man drager rene sammenligninger mellem, hvordan det faktisk så ud i februar 2017 og i dag, er der ingen tvivl om, at der er lagt meget omhu og arbejde i at hæve barren. Dertil kommer mange timers nyt motion capture-arbejde, som gør dialogsekvenserne meget mere levende.

Men, men, men ... for ja der er et ret stort men, kan man spørge, om der virkelig er nogen mening med at restaurere et spil, der er så "ungt" og stadig ser så utroligt godt ud. Horizon Zero Dawn så og ser fantastisk ud, og selv om denne version af spillet er gudesmuk, kan man filosofere over behovet for det i det hele taget. Jeg mener, man kan argumentere for, at vi i fremtiden så kan få leveret det her spil for tredje gang, der kører i 120fps og i 8K, hvor personernes ansigter er lige så detaljerede under gameplay, som de er i mellemsekvenserne. På den måde stopper det ligesom aldrig, men hvorimod dette giver god mening når det handler om at bringe gamle spil frem i spotlyset igen, så er det sværere retfærdiggøre når grundspillet stadig føles tilpas moderne. Desuden er der nogle visuelle fejl, så det er alligevel ikke helt perfekt. Men til gengæld får vi sekvenser, hvor Aloy taler med nogen, der føles meget mere levende, vi får fantastiske vejrfænomener og lys, og vi får settlements med flere karakterer og mere liv og bevægelse. Hvis du også lægger dette remaster ved siden af efterfølgeren Forbidden West, har vi også to spil, der ser mere sammenhængende ud sammen.

Men nu vender vi tilbage til udgangspunktet, og det er at Aloys første rejse bare er sublim. Det er stadig et storslået og underholdende eventyr på så mange måder. Omgivelserne er utrolige, og når lyset falder mellem løvet, stopper jeg op og bruger spillets Photo Mode - hver gang. Actionsekvenserne mod robotterne er ofte helt fantastiske, og derudover følger udvidelsen med, og hvis du ejer originalen, men gerne vil opgradere, er prisen for denne meget overkommelig (selvom Sony har hævet priserne over hele linjen).

Spilmekanikken som sådan er intakt, hvilket gør det lidt begrænset omkring nogle ting. Jeg kan huske, at jeg i 2017 reagerede på, at man ikke kunne hoppe op eller over ting, der nåede Aloys knæ, og klatringen er mere detaljeret end i efterfølgeren. Men hvis du ikke har spillet det i næsten otte år eller skal til at opleve eventyret for første gang, er denne version enten en god grund til at gøre det igen eller den bedste måde at gøre det på for første gang. Det er derfor ret svært at være imod denne nye version, når den på mange måder er så fantastisk, som den er. Selv om jeg stadig ikke kan slippe tanken om, at det egentlig ikke var nødvendigt.