Homeworld 3

Det føles godt at påtage sig rollen som leder af en rumflåde igen. Sidste gang var med kvalitetsopdateringen af Homeworld og Homeworld 2, som tilsammen udgjorde Homeworld Remastered Collection. Men det var i 2015, hvilket føles som en evighed siden. Originalen fra 1999 satte mange nye standarder i genren. At kunne flytte tropper i alle tre rumdimensioner var fantastisk for sin tid, og fokus på en filmisk velfortalt historie var usædvanlig dengang. I slutningen af 1990'erne eksperimenterede branchen stadig med historiefortælling.

Det tætteste, jeg kan komme på Homeworld i dag, er Dune. I grafikken blandes smukke udsigter med detaljerede rumfartøjer og gamle bygninger i kosmos, hvor det gamle gennemsyrer det nye, og sammen med musikken skaber det en meget unik verden. Homeworld 3 er ingen undtagelse, det er storslået, det tager sin tid og opsluger dig i sin engagerende opsætning.

Det er en direkte efterfølger til sine forgængere og Homeworld: Deserts Of Kharak, som foregår før hele trilogien. Hvis du ikke har prøvet nogen af forgængerne, er der et resumé af historien, men jeg tror, at du går glip af meget, hvis du springer ud i det med det samme. Navnene, stederne, begivenhederne og meget mere giver kontekst og mening til det, vi oplever i det tredje spil, og de remasterede versioner holder meget godt selv i dag.

Med hensyn til gameplay fungerer det på samme måde som alle tidligere titler. Du har et stort moderskib, som du bygger fabrikker og opgraderinger i for derefter at producere stjerneskibe. Du kan bruge det til at angribe og forsvare, men du skal være forsigtig, da du ikke må miste dette midtpunkt på mappet, for så mister du muligheder for at vinde, noget vi har set før i andre strategispil som Supreme Commander. Det giver dig også mulighed for at fokusere mere på kampene, da du ikke hele tiden skal tænke på placering, pladsmangel og andre ting. Jeg kan godt lide det lidt langsommere tempo, der udnytter muligheden for at rejse i alle retninger, og et nyt element er, at man kan gemme skibe bag skrot eller asteroider for at få et forspring i forhold til fjenderne. I kampagnen bruges nogle af de nye funktioner til at hjælpe dig med at klare missionerne. Homeworld 3 giver dig mulighed for at være strategisk mere kreativ end i noget tidligere spil i serien, noget jeg betragtede som en svaghed i forgængerne.

Kampagnen foregår 100 år efter det sidste spil. Karan S'jet, en af hovedpersonerne i det andet spil, er forsvundet, og samtidig er det store netværk af "Hyperspace Gate Network" holdt op med at fungere rundt om i galaksen, et problem, der breder sig til flere portaler og standser den galaktiske handel. Omfanget af den konflikt, vi står over for i denne titel, er betydeligt mere omfattende end i tidligere spil. Du kommer til at følge processen og integrationen af en ny navigatør, Imogen S'jet, i et helt nyt moderskib. Denne karakter er i familie med Karan fra Homeworld 2, og sammen med Isaac Paktu, også kaldet Intel (en efterretningsofficer om bord), forsøger du at finde årsagerne til problemerne med din besætning.

Historien efterlader et større indtryk, hvis man har spillet forgængerne. Det føles, som om Homeworld 3 er et kærestebrev til serien. Ved hjælp af oversigtsvideoer kan man springe direkte ud i det, hvis man har glemt det eller aldrig er stødt på serien før, men på den anden side er fortællingen tempofyldt, og der er mange referencer til tidligere spil, så det er bedre at have oplevet dem selv. Præmissen for eventyret er, at du skal overleve en række missioner, som alle er håndlavede med en masse historiefortælling i fokus. Variationen er stor, det ene øjeblik forsøger du at opbygge dine styrker og kæmpe, det næste forsvarer du noget vigtigt. En af mine yndlingsmissioner handlede om at komme igennem en storm af meteoritter og asteroider. For at klare det skal man have sans for timing, udnytte muligheden for at gå i dækning bag større objekter og planlægge en rute fremad. Jeg stødte ikke på nogen fjender under missionen, den bød bare på en masse rumsten at undgå og en masse spænding.

Omgivelserne er meget vigtigere i din strategiske og taktiske planlægning, og det tager gameplayet til nye højder (både metaforisk og bogstaveligt talt). Fortællemæssigt handler det mere om dialog mellem personerne på godt og ondt. Historien minder mig lidt om Battlestar Galactica, fordi du bliver jaget i lang tid og ikke ved hvorfor.

Der er også en co-op mode, som er helt ny for serien. Du kan spille den alene eller med op til tre venner. Her gælder det om at gennemføre missioner, forsøge at overleve og opbygge sin flåde i stadig sværere situationer, hvor bølger af fjender kastes mod dig, og hvor du selv kan vælge, hvornår du går videre til næste område. For at gøre det endnu sjovere er det designet til at blive spillet sammen med andre mod computeren. Det er et velfungerende koncept, hvor man stiger i rang og låser op for stærkere flåder, hvor en flåde indeholder et vist antal rumskibskategorier og er specialiseret i noget bestemt. En højere rang betyder, at du kan låse op for og spille som andre specialiserede enheder, hvor alle varianter har fordele og ulemper og varierer i pris.

Den tredje og sidste mode er almindelige ærlige skirmishes mod computeren eller andre spillere. I denne mode er alle dine værktøjer låst op, og du har brug for et godt kendskab til, hvordan din fraktion fungerer. Til at begynde med er der to sider Hiigaran Fleet, som er den lidt mere defensive og robuste mulighed, og Incarnate Fleet, som er lidt mere offensiv og aggressiv. Hver stjerneskibskategori har sine egne svagheder og styrker, og det er i høj grad et spørgsmål om sten, saks, papir-modellen, som vi er vant til. Men ligesom i Company of Heroes har rumskibene områder med mere og mindre beskyttelse, og ved at bruge dette, miljøerne og bagholdsangrebene kan man åbne op for avancerede strategiske muligheder.

Hvor meget af mappet, du ser, afgør ofte, hvordan kampene ender. Rekognoscering, manøvrer, formationer, angrebsvektorer og bevægelse er lige så vigtigt som at angribe med overlegne styrker, og det er tydeligt, at kampsystemet er en stor opgradering i forhold til sine forgængere. Det er virkelig dybt, og brugergrænsefladen hjælper mig med at samle alt i grupper og finde det, jeg har brug for. Du kan holde pause, som det er almindeligt i andre RTS-spil, og i betragtning af hvor meget realtidskontrol du har, er det en velkommen tilføjelse til kampagnen og andre solospil. Du har også et klassisk map, hvor du kan se, hvor dit udsyn rækker, hvor der er ressourcer, og hvor der er fjender. Derfor er det hovedsageligt i multiplayer mode, at mange af mine kritikpunkter findes.

Med kun seks tilgængelige maps og to fraktioner føles det som om, der mangler indhold til dem, der ikke ønsker at spille alene. Spillets baner er alle godt lavet med mange flere detaljer end i tidligere titler, men det løser ikke det aktuelle problem. Jeg håber, at Blackbird Interactive investerer i at tilføje mere indhold, både hvad angår baner og fraktioner, for at opveje dette. Mulighederne for at tilpasse kampene er der og hjælper, men du vil nok blive skuffet i starten, hvis det er dette aspekt af titlen, du længes mest efter. Jeg er aldrig rigtig kommet ind i Homeworlds multiplayer-scene, men de enkeltkampe, jeg har oplevet, har været underholdende.

Teknikken og ydeevnen er forbedret, siden jeg testede demoen. Alt indlæses lynhurtigt, og der er ingen åbenlyse fejl. Grafikken er imponerende med fantastisk belysning og indviklede detaljer som skudhuller og brændemærker, der forbliver på dit skib gennem hele kampagnen, og som minder om systemet med, hvordan kappen slides i Arkham City og Arkham Knight i løbet af historien. Det er et lille, men smart trick til at minde spilleren om tidligere kampe. En mindre kritik fra mig er, at fjender og ressourcer kan være lidt svære at vælge på grund af spillets omfang. Når det er sagt, er stemmeskuespillet fremragende, musikken er som sædvanlig helt fantastisk at lytte til, og den omgivende musik og alle lydene er godt indarbejdet.

Det er tydeligt, at Blackbird Interactive har en forkærlighed for brandet. Alt både lyder og ser ud, som man kunne håbe, det ville, og den samlede helhed er et skridt fremad fra originalen på en god måde. Jeg sætter pris på, hvor meget mere komplekst det hele er, uden at det mister sin identitet og bryder med status quo. Homeworld 3 er en respektfuld efterfølger til to af mine yndlingsspil gennem tiderne, og hvis du kan lide serien, vil du sikkert også sætte pris på dette. Jeg må dog konstatere, at multiplayerfunktionen med sine klassiske skirmishes har begrænset indhold, men med en virkelig underholdende kampagne, en spændende roguelike-funktion og en fantastisk generel kvalitet er jeg mere end tilfreds.