Hollow Knight

Debatten om, hvor meget et spil bør koste i forhold til hvor mange timer der er i det, har aldrig interesseret mig. Nogle af mine bedste spiloplevelser har været i selskab med spil, der tager to timer at gennemføre, og dem vil jeg da hellere give 500 kroner for, end jeg ønsker at give dem til store spil, der ikke efterladet et varigt indtryk. Det er også en debat, der virker eksklusiv til spilindustrien. Man taler ikke om, hvor mange penge en bog bør koste, hvis den "kun" er 300 sider lang. Heller ikke om hvor meget en film bør koste, når den kun varer halvanden time. Debatten føles eksklusiv til spilmediet, og selv om jeg ikke er fan af den, så har jeg nu spillet til alle jer, der går op i den slags.

Ironisk nok skal det være den mindste helt, der er fanebæreren for den debat. På størrelse med et insekt, løber vores ridder navnløst og tavst gennem hulerne i Hallownest, mens han svinger sin lille nål mod fjenderne. Han er lille, men han bevæger sig ud på et af de længste og mest mindeværdige eventyr i lange tider. Derudover er han er modig, standhaftig men langt fra uskadelig. Ligesom andre aspekter af spillet, så har Hollow Knight også lånt godt af sværhedsgraden fra Souls-spillene, hvorfor der er udfordrende bosskampe, fjender der bare ikke gider dø, og rædslen for at miste sit liv og alle sine indsamlede mønter. Den største ros skal her lyde til Team Cherry, der har pakket spillet med en overflod af varierede fjender - og alle sammen med hver deres varierede angrebsmønster. Selv om den lille navnløse helt sjældent bliver stærkere, så vil dit kendskab til fjenderne langsomt gøre dig langt mere selvsikker, når du svinger din nål. Heri ligger netop en af spillets store styrker; det handler aldrig om at stige i level indtil du er stærk nok til at takle en fjende. Det handler om at læse dine modstandere, lære deres bevægelser, regne ud hvornår du kan få et slag ind, og forme en taktik imod dem. Jeg stødte ofte ind i fjender, som jeg først proklamerede som "de er jo umuligt at nakke", men senere måtte undre mig over, hvordan jeg kunne have haft så store problemer med dem. Elegant og effektivt.

De forskellige områder, der alle gemmer på et nyt udvalg af fjender, føles også varierede og unikke. Fra den grå tørre jord, til de frodige områder med varme kilder og svampe til dybet hvor alt er mørkt og klaustrofobisk. Alle kommer med sine egne udfordringer, og at bevæge sig ned i et nyt område, lære fjenderne at kende og langsomt opgradere sit kort, er en udsøgt fornøjelse. Spillet er også effektivt til at bruge lydsiden effektivt. Alle de forskellige områder kommer med hver deres tema, der går lige fra det smukke piano, der spiller en let melodi til det mørke og dystre. Lyden er dog ikke kun til stede for at lægge den rette stemning; den guider dig også. Ofte vil du høre en velkendt stemme, en skabning der sidder og nynner for sig selv, hvilket fortæller dig, at Cornifer er i nærheden. Bliver du ramt i kamp, vil lyden kort forsvinde og tempoet sat ned, nærmest for at understrege alvoren af at lade et slag gå ind. Og skulle du dø, og finde dit spøgelse der svæver over jorden lige der hvor du faldt, vil en stemningsfuld melodi fortælle dig, at du kommer nærmere dit tidligere jeg. Det er en fremragende måde at "holde spilleren i hånden" uden nogensinde at ytre et ord.

Det er godt musikken gider hjælpe dig, for det er den eneste hjælp du får. Spillet er aldrig interesseret i at vejlede dig, og historien er lige så vagt fortalt som de kommer. Jeg fattede den aldrig i løbet af min gennemspilning, men når universet er så dragende og mystisk, er det altid sjovt at fordybe sig i fanteorier efterfølgende. Der var dog tidspunkter, hvor et skub i den rigtige retning havde været værdsat - især i begyndelsen. Spillet kaster dig direkte ud i underjordens labyrint, hvorfor det gerne tager en fem timers tid for spilleren at blive fortrolig med spillets fremgangsmåde. Jeg løb tidligt rundt uden idé om, hvad spillet ville have mig til, og hvorfor jeg skulle gøre det, og her havde jeg værdsat en lidt mere prominent pegefinger i den rigtige retning - den tålmodige spiller vil dog i sidste ende blive belønnet med et formidabelt eventyr, og for den utålmodige spiller, er det altid muligt at søge vejledning på nettet.

Der er også et niveau af opdagelse i spillet, der ofte gjorde det umuligt at slukke. Opnår du en ny kraft - eksempelvis at hoppe på vægge - løber dine tanker hurtigt igennem alle de steder, du nu kan bevæge dig hen. Nogle gange ender de steder med at være ingenting; en lille kiste fyldt med Geo - andre gange ender de med at være alt; et helt nyt område med nye fjender, en helt ny mission man er stolt af at finde eller en ny amulet der gør dig stærkere. At gå på opdagelse i Hollow Knight er en sjælden tilfredsstillende oplevelse - især da spillet ikke fortæller dig, hvilke nye områder der nu er tilgængelige. Det må du selv huske, eller manuelt trykke ind på dit lille kort.

Hele denne anmeldelse og så intet om bosskampene. Ikke én eneste dårlig bosskamp kan spillet ærgrer sig over at indeholde. Nogle af dem er til den lette side, men det skal ikke lyde som en kritik i et allerede svært spil. Oftest rammer de den fine grænse, hvor man får tæv en håndfuld gange, men hele tiden mærker sejren er mulig. "Jeg skal bare være hurtigere næste gang", siger man beslutsomt, hvorefter man går direkte tilbage til ilden. Det er en oplevelse man kender bedst fra Souls-spillene, men når det bliver udført så selvsikkert og fremragende, er det ingen skam at lade sig inspirere af de bedste.

Der er intet hult i denne ridder. Intet aspekt hvor man ærgrer sig over, at det ikke lever op til potentialet. Intet område der føles tomt eller energiforladt. Hollow Knight er en succes. En opvisning i hvordan man fylder sit spil med indhold uden at det på noget tidspunkt føles som fyld eller trækker ud. Med nye evner følger nye usete områder, med nye område følger nye fjender, med nye fjender følger nye modstandere man skal mestre, og ved at mestre spillet følger en af de længste og mest tilfredsstillende rejser i lang tid. Hollow Knight praler ikke med størrelsen af sit kort, men for de af os, der er modige nok til at bevæge os ned i dybet, vil vi indse, hvor stort Hollownest i virkeligt er.