Holder det!? - The Legend of Zelda: A Link to the Past

The Legend of Zelda-serien er legendarisk. Den har nærmest eksisteret lige så længe jeg kan huske, og jeg har da også selv haft mine oplevelser med serien. Jeg kan huske jeg havde en Super Nintendo, som jeg købte efter min konfirmation, og jeg elskede den konsol enormt.

Jeg havde spil som Super Mario All-Stars, Megaman X og Halken's Hole in One Gold, og jeg var god til det. Min ven Franck havde The Legend of Zelda: A Link to the Past, og jeg var dybt fascineret af spillet, som var meget mere indviklet, end noget jeg nogensinde havde prøvet før. Så en dag lånte jeg spillet, og spillede det næsten dag og nat i en måned. Det var tider dengang. Så derfor tænker jeg, at jeg vil se om dette legendariske spil stadig holder i dag. Jeg fik muligheden, da spillet udkom på Nintendo Switch fornyeligt, så jeg låste mig inde i et par dage, og her er hvad jeg kom frem til. The Legend of Zelda: A Link to the Past udkom den 21. november 1991, og fylder 30 år om et par år, så lad os se om The Legend of Zelda: A Link to the Past holder i dag.

Man starter The Legend of Zelda: A link to the Past med at vågne fra en drøm, og føle at noget ikke er som det skal være. Link, som er den ikoniske helt i alle The Legend of Zelda-spillene, bliver bedt om at kom til Hyrule-slottet, da prinsesse Zelda beder ham om hjælp. Hun er blevet sat i fangekælderen af den onde Agahnim, og hun beder Link om at redde hende. Link kommer hende til undsætning, og opdager hurtigt at der foregår mere end bare en kidnapning. Man bliver herfra viklet ind i en historie om magt og ondskab. Man skal finde tre amuletter først, og herefter skal man finde syv vise kvinder, så man kan stoppe den onde Ganon. Dette plot vil sikkert minde mange om andre spil i serien. Historien er ikke den mest indviklede, men for den tid hvor spillet udkom, var det noget af det bedste konsollerne kunne klare, hvis man ser bort fra Final Fantasy-spillene. Jeg personligt elskede historien, som gjorde jeg drømte mig væk til dette fantastiske univers, når jeg sad i 5. klasse og dagdrømte.

Det der gør The Legend of Zelda-spillene til The Legend of Zelda, er helt klar spildesignet. Der er en klar progression i spillet, hvor man starter som en svag lille elverdreng, som igennem udforskning bliver stærkere og stærkere. I The Legend of Zelda: A Link to the Past starter man med kun tre hjerter, og man kan egentlig ikke så meget, men allerede i den første "dungeon" man kommer ned i, får man evnen til at sprinte, hvilket så igen giver én evnen til at klare nye områder. Nogle evner er absolut nødvendige for at komme videre i spillet, og nogle giver bare en mulighed for at finde flere ting, som gør spillet nemmere. Det gør at man er tvunget til at udforske, hver gang man får en ny evne, så man kan komme til nye områder. Det er så fedt, for er der noget Nintendo gør godt, så er det at designe hemmeligheder ind i deres spil, så der er altid er noget at lave. En af de største ting man opdager er "The Master Sword", som er gemt et stykke inde i spillet. Når man får dette sværd, føler man Link udvikler sig fra lille dreng til den helt han ender med at være i nærmest alle The Legend of Zelda-spil. Jeg kan huske første gang jeg fandt det, var jeg så oppe at køre, for når man havde fuld helbred, kunne man skyde disse stjerner afsted, og følelsen her næsten 30 år efter, er stadig fantastisk.

Man har en stort kort som man skal udforske, og det hele virker overvældende i starten, men som spillet udvikler sig, finder man måder hvorpå man kan rejse hurtigere fra sted til sted. Er det det skræmmende "Death Mountain" eller " Kakariko Village", så er der kæmpe forskel på områderne, og det er en fornøjelse at rende rundt på kortet, trods det at fjenderne genopstår, hver gang at skærmen skifter. Det er en god måde at kunne genkende godt spil design, når man kan se det samme sted mange gange, uden at det bliver kedeligt. En af de største grunde til det er, at fjenderne er sjove at slås med. Man kan besejre fjenderne på en masse mulige måder, og det er altid udfordrende og sjovt.

The Legend of Zelda: A Link to the Past er dog ikke kun de flotte områder, for der nemlig to versioner af dem. Der er det der hedder den lyse verden, hvor musikken er den ikoniske The Legend of Zelda-fanfare, og alt er grønt om smukt. Senere får man adgang til den mørke verden, hvor alt er spejlvendt, og farverne skifter til efterårsfarver. Denne spejlversion af verdenen er hvor alt er underligt og anderledes, og da Link først kommer dertil, er han en lyserød kanin, som afspejler, hvordan han ser sig selv på det tidspunkt, men man finder hurtigt en måde at forblive sig selv. Man skal så skifte imellem de to verdener for at løse gåder, og for at finde ting der kan gøre Link endnu stærkere. Det er vildt sjovt, for det giver en hel ny dimension til spillet. Hvis man skifter fra den mørke verden til den lyse det rigtige sted, så kan man komme til nye tidligere utilgængelige steder på kortet. Dette design er bare fantastisk kreativt fundet på synes jeg, for det gør at spillet føles meget større, end det faktisk er.

De "dungeons" man udforsker er også storslåede. De har alle et tema, om det er ild eller is, eller noget helt tredje. De er proppede med gåder man skal løse for at komme videre, men de er ikke komplet umulige at løse, hvis man tænker sig om, og overvejer de evner man har. Hver "dungeon", har så en bosskamp til sidst, hvor man skal finde bossens svaghed og udnytte det. Disse bosser er også meget kreative, og flere af dem kan man også finde i andre spil i serien. Det hele ender med kampen mod Ganon, hvor man skal bruge rigtig mange af de evner og ting, man har fået igennem spillet.

The Legend of Zelda: A Link to the Past ser stadig rigtig flot ud, når man tænker på at spillet næsten er 30 år gammelt. Vi lever i en tid hvor 16bit-grafik bruges af mange udviklere, men The Legend of Zelda er den ægte vare. Farverne er smukke, og grafikken er krystalklar og smuk. På en HD-skærm ser det faktisk endnu bedre ud, og det er vildt at noget så kantet, kan se så fantastisk smukt ud i en opløsning, som man ikke engang drømte om, dengang man kun havde billedrørsfjernsyn. Det vidner også om at Nintendo vidste hvad de gjorde, lidt ligesom de senere vidste det, da de valgte cell-shading for The Legend of Zelda: Wind Waker. Musikken er også helt fantastisk. Der er ikke så mange numre i spillet, men dem der er, hører man konstant, hvilket betyder at de virkelig skal være gode, for at det ikke bliver irriterende. Lydeffekterne er også lige i skabet, og bliver aldrig enerverende.

Så holder The Legend of Zelda: A Link to the Past? Jeg kan kunne komme med et rungende ja! Spillet har spildesign som udviklere i dag prøver at efterligne stadig, med meget skiftende succes, hvilket viser hvor langt foran tiden Nintendo var da de lavede spillet.
Så vil man gerne spille The Legend of Zelda: A Link to the Past, så kan man med Nintendo Switch-konsollens online-tjeneste, men jeg er sikker på, man også kan på mange af Nintendos konsoller igennem tiden. The Legend of Zelda: A Link to the Past holder maks!!