Holder Det?! - Final Fantasy XIII

Nogle gange er det godt at spise en oliven. Jeg er personlig ikke den store fan, men når lysten melder sig, så kan jeg godt spise et helt glas. Kender I det? De er bitre og alligevel er de dejlige når appetitten er der. Efter jeg havde gennemført Final Fantasy VII: Remake, havde jeg lyst til en metaforisk oliven fra Square Enix, nemlig Final Fantasy XIII. Jeg havde spillet det på Xbox 360 for mange år siden, og jeg fik lyst til at vide om hvorvidt det had spillet fik dengang, fortsat er fortjent i dag. Jeg kan huske at jeg gennemførte spillet, men jeg kan også huske jeg kedede mig ret meget hele vejen igennem, så hvordan jeg nåede til slutningen, er endnu uklart for mig den dag i dag. Noget der virkelig skuffede mig var historien, som jeg nu vil snakke en smule om.

Historien i Final Fantasy XIII er virkelig en rodet og indviklet sag, og jeg vil her prøve at formidle den, som jeg har forstået den. Der findes i Final Fantasi XIII's univers to kloder, Cocoon og Grand Pulse. Disse to kloder har så disse store konstruktioner, som hedder Fal'Cie, som hjælper borgerne med forskellige ting. Disse store "guder" kan så give almindelige mennesker et fokus, som eksempelvis er en mission, men menneskene ikke får at vide andet om missionen, andet end en vag vision. Disse mennesker bliver herefter kaldt L'Cie, og når de har udført denne mission, bliver de til krystal, for hvorfor ikke? Mislykkedes de med missionen bliver de til Cie'th, som er fortabte monstre, der ligner disse underlige groteske stenmonstre.

Historien er virkelig indviklet, og sjovt nok fortæller spillet ikke denne baggrundshistorie ret godt. Jeg kan huske at jeg rendte rundt i min første gennemspilning, og havde ingen anelse om hvad der forgik, imens karaktererne bare ævlede løs om L'Cie og Fal'Cie. Selv da jeg havde gennemført spillet, følte jeg mig usikker på hvad der lige var sket, og jeg må indrømme jeg blev mere og mere irriteret på spillet efterfølgende. Nu har jeg så set en masse videoer om historien sidenhen, og det hele gav da også en smule mere mening denne gang, men jeg synes ikke jeg på nogen måde nød historien i anden gennemspilning, og det skal nok tilskrives spillets persongalleri, som er ret dårligt sammensat. Lad os møde nogle af disse småkedelige eller direkte kedelige karakterer.

Den første karakter, og hovedperson i alle tre Final Fantasy XIII-spil, hedder Lightning. Denne stoiske og følelseskolde kvinde elskede japanerne åbenbart så meget, at hun både blev virtuel model, og fik tre spil, og jeg forstår det bare ikke. Hendes stemmeskuespiller, som er kvinden der gav Liara T'Soni en stemme i Mass Effect, er hele vejen igennem utrolig ensidet i hendes præstation. Det er er totalt ligegyldigt om hun er glad eller sur, for hendes stemme er den samme. Det gør at Lightning er komplet personlighedsforladt, og det er et problem når hun er så meget på skærmen.

I den anden grøft har vi Snow, som Troy Baker har givet sin stemme til, og han er fuld fart derudaf, og super optimistisk, og kalder blandt andet sig selv en helt. Han skulle have været giftet med Serah, som er Lightning søster, og hovedperson i Final Fantasy XIII-2. Det lykkedes ham at råbe Serahs navn op mod 50 gange, og han er meget overdrevet på godt og på ondt.

Så har vi de to børn, Hope og Vanille, hvor den første piver det meste af spillet, og den anden åbenbart ved en masse om alt, men som ikke siger det til nogen, til stor irretation. Hope især udvikler sig en smule igennem spillet, men det tager godt nok lang tid, suk!.
Til sidste skal Fang og Sazh, som begge er ligegyldige bipersoner, nævnes. Sazh er en sort mand med en kæmpe afro, hvor der bor en lille Chokobo-kylling i. Hvordan hans hår ikke er fyldt med fugleefterladenskaber, er mig en gåde, men men det er tydeligt at Square Enix primært har været interesseret i en karikatur, snarere end en reel person. Både Fang og Vanille snakker med en australsk accent, af en eller anden grund, hvilket nok er fordi de er fra Pulse-planeten, hvem ved, men det er ikke godt. Jeg tænker derfor også, at det er alle disse enten kedelige eller direkte irriterende karakterer, der gør at historien ikke holder stadig. Rent subjektivt føles det hele så stift og kedeligt, og her, efter at have gennemført Final Fantasy VII: Remake, er historien i det spil bare så meget bedre. Historien i Final Fantasy XIII har ikke noget hjerte, og for mig føles den som om den er lavet af en inkompetent komite, som har formet den efter hvad de tænkte spillerne ville se, hvilket har gjort den til en karikatur af en god historie.

Final Fantasy XIII er i de første 30 til 40 timer, det mest lineære spil jeg nogensinde har prøvet, tror jeg. Man løber kun på disse smalle stier, og kan ikke afvige fra dem overhovedet. Normalt foregår spillet på denne måde; man løber et lille stykke, har tre til fire kampe, hvorefter en mellemsekvens afspilles. Efter den løber man igen et lille stykke, slås lidt, og så er der endnu en mellemsekvens. Nogle gange når man en boss, som man besejrer og så får man en mellemsekvens igen. Det er rystende kedeligt og monotont, og jeg gjorde det i tomgang, hvis et menneske kan gøre det. Efter 30 til 40 timer åbner spillet så for et åbent område på Pulse, hvor man pludselig får sidemissioner og frihed, hvilket højner underholdningen ekstremt, men efter dette bliver spillet igen lineært, helt hen til slutningen. Den åbne verden er som en oase i ensformigheden, og er uden sammenligning det jeg synes spillet skulle have været hele vejen igennem, men desværre ville det have været godt spildesign, og det var vist ikke det Square Enix gik efter med dette spil, desværre.

Final Fantasy XIII's absolut bedste spilmekanik er kampsystemet, som Final Fantasy VII: Remake har tyvstjålet. Kampsystemet er er baseret på at man giver ordrer til sine kompagonger, og disse bliver så udført når nogle små bjælker er udfyldt, og når angrebet er overstået, så lader disse felter så op igen, så man kan give nye ordrer. Man kan bruge både fysiske angreb og magiske, og alt efter fjenden, fyldes deres "Stagger Meter" gradvist, som spillet kalder det, og når den er fyldt, vil modstanderen være immobiliseret et stykke tid, hvor den tager dobbelt så meget skade. Denne mekanik er ultravigtig, især mod de sværeste fjender, da mange af dem næsten ikke tager skade indtil da. Det er ret sjovt, og det, kombineret med kæmpe væsner, som alle karaktererne kan hidkalde i kampens hede, gør det til spillets absolutte styrke. Det er bare synd at resten af spillet er så ensformigt og kedeligt, specielt når man tænker på hvor meget energi der lagt i spillets udseende. For Final Fantasy XIII ser stadig rigtig flot ud, specielt på PC, hvor jeg spillede det, og musikken er også ganske habil, om end også en smule ensformig.

Så holder Final Fantasy XIII i dag? Her må jeg sige nej. Kampsystemet er som sagt godt, men resten er utroligt kedeligt, og historien er virkelig dårlig og ensformig. Det var den dengang, og det er den stadig. Det er godt at Square Enix sidenhen har udgivet gode Final Fantasy-spil, men de skulle lige igennem tre Final Fantasy XIII-spil, som hver især var ret middelmådige, men efterfølgerne kommer jeg nok til en anden dag, når smagen af 13 har fortaget sig.