Holder Det?! - Doom og Doom II

Jeg har altid været lidt af en PC-spiller. Tilbage i 90'erne havde jeg ikke mange konsoller, men havde i stedet altid enten en 386- eller 486-PC til at spille hvad man nu kunne få på disse formater. PC'en var gearet imod eventyrspil som for eksempelvis Monkey Island eller Sam & Max. Med andre ord relativt stillestående spiloplevelse med fokus på blid historiefortælling og milde gåder. Men i 1993 skete der dog noget som skulle vise at ændre spilbranchen for evigt.

Her udkom nemlig et lille spil som hed Doom, og som var udgivet af id Software. Man havde, på daværende tidspunkt, aldrig set noget lignende, og spillet var mest af alt rendyrket action fra start til slut. Lige pludselig blev PC'en konkurrent til de populære konsoller, da Doom blev enormt populært, og der kom da også mange kopier efterfølgende. Dette blev kun forstærket med udgivelsen af Doom II året efter. Jeg selv blev blæst væk af Dooms hastighed og brutalitet. Man blev sat i skoene på den ansigtsløse Doom Guy, som via forskellige og mere og mere ødelæggende våben. skulle dræbe de invaderende helvedes væsener. Banerne blev sværere og sværere, og mere og mere indviklede, og fjenderne blev ligeledes mere komplicerede at besejre. Jeg kan stadig huske titelmelodien til den første bane i spillet. som i dag er ikonisk, og som alle sikkert har hørt på et eller andet tidspunkt i en eller anden sammenhæng. Så derfor har jeg valgt at kigge på Doom og dets efterfølger Doom II her hvor Doom Eternal lige er udkommet. Inden jeg går igang vil jeg lige nævne, at jeg har modificeret spillet, så det ser en smule bedre ud end det gjorde i 1993. Spillet kører igennem en modifikation der hedder Brutal Doom, som tilføjer en masse grafisk lir, og gør spillet meget mere styrbart med mus og keyboard. Det tilføjer desuden en masse blod og mange ting som ikke var med i originalspillet.

Lad os først snakke om historien. Der er ikke meget historie i dette spil, faktisk må man sige at historien kan genfortælles ganske kort, hvilket den bliver når man har nakket en af de mange hovedbosser, der er til sidst i hver episode. Historien kan koges ned til dette, man er enlig Space Marine, som er fanget på Mars' måne Phobos, da store mængder af helvedes væsener kommer væltende igennem diverse teleportationsmaskiner på planeten. Man skal så kæmpe sig igennem de mange horder af mere og mere ulækre og farlige monstre ene mand, og sætte en stopper for denne invasion af Mars' måne. Meget mere er der egentlig ikke at sige om historien. Efter hver episode, som der er tre af i originalen, får man en tekstboks som fortæller hvad der nu sker i historien, og der er egentlig ikke mere til det, end man fysisk flytter sig til et nyt område, hvor man kan myrde de samme monstre igen i mere og mere komplicerede baner.

I Doom II fortsætter man historien på jorden, som også er blevet overrendt at de klamme dæmoner. Her har disse onde væsner slået det meste af klodens befolkning ihjel, og det er altså din opgave at sørge for at udrydde disse monstrøse og onde væsner. Det er ikke Shakespeare det her, men historien er der for at sætte en masse at action op, og så har man egentlig brug for mere, er mit spørgsmål?

Spillet handler som sagt om at myrde og dræbe så mange af disse groteske væsner som man kan på den mest effektive måde, nemlig via det store arsenal, som man hen mod slutningen har oparbejdet sig til. Banerne bliver som sagt mere og mere komplicerede og indviklede, og det bliver sværere og sværere at overleve, da man hele tiden bliver sat i nye situationer, som kan virke overvældende. Det er super fedt at overvinde disse situationer, hvor man ene mand slår hundredvis af helvedes dæmoner ihjel. Det begyndte hurtigt at blive et taktisk spil da jeg spillede det for nylig, hvor man skal finde den bedste måde at gribe en given situation an på. For eksempel er der en bane, hvor man bliver teleporteret ind bag en masse monstre, som har ryggen vendt mod dig. Og med en masse mener jeg 30-40 dæmoner, som i det øjeblik du bevæger dig, vender sig mod dig og sender stribevis af missiler din vej. Hvilket fører til intense og neglebidende action-sekvenser.

Da spillet udkom, kunne man ikke kigge op og ned, man kunne kun køre sit våben horisontalt hen over skærmen. Dette er blevet ændret igennem den modifikation jeg har installeret. Dette gør, synes jeg, at spillet får en ny friskhed, som gør at det stadigvæk er fantastisk sjovt at skyde disse gnæggede væsener. Derudover tilføjer modifikationen også en masse ekstra effekter som lys- og partiklereffekter, hvilket bare gør spillet endnu mere til kræs for kendere. Det er utroligt tilfredsstillende at rende rundt i denne modifikation af spillet og nakke de mere og mere krævende væsener.

Musikken er stadig midi, og det lyder stadigvæk lidt primitivt, men der er dog en vis charme ved at høre de skingre lyde komme ud af ens højtalere, ligesom de gjorde for snart 30 år siden. Jeg har selv installeret noget, der hedder midi mapper, hvor Windows simulerer de bedste midilydkort, der var i 1993, og faktisk lyder spillet ganske habilt, når jeg render rundt i de mørke gange. Der er rigtig mange baner at gå i gang med, og man løber nok ikke tør for ting at lave i spillet, da spillere igennem årene har lavede tusindvis af brugerskabte baner, som man bare kan hente og smide ind i sit spil. Det er fantastisk at serien stadig fungerer så godt som det gør, og man må jo sige, at når der kan udkomme et nyt spil i serien her næsten 30 år efter det første spil udkom, så har John Romero og John Carmack, virkeligt ramt hovedet på sømmet, da de sammen kreerede Doom.

Holder Doom og Doom II så i dag!? Ja, det ville jeg sige. Det originale spil kan måske godt være en lille smule svært at komme i gang med, men kernen er der, og smider man en af de diverse modifikationer på spillet, kan det sagtens stadig tilfredsstille selv den mest kræsne action-spiller. For mit vedkommende kan jeg kun sige, at jeg har hygget mig mere med Doom og Doom II, end jeg har gjort med mange andre moderne spil i samme genre. Der er bare noget primitivt over Doom, som gør at man føler sig som en total badass, som bare kører sit eget løb, og gør det der skal gøres. Jeg slog bare hjernen fra, fandt det rigtige våben frem, og hørte de brutale væsener ryste i bukserne, mens jeg grinede hysterisk. Jeg tror naboerne taler om mig bagefter. Det originale Doom kan købes næsten alle steder, lige fra Steam, til konsollernes markedspladser, men vil man have det virkelig sjovt med spillet, så vil jeg foreslå at få det på PC, og hente en af de mange modifikationer, der bare fremhæver den skønhed som Doom altid har haft.