Holder Det?! - Alan Wake

Jeg er ved at have skrevet en del retrospektiver om Remedys titler igennem de sidste mange år, mest fordi jeg elsker stilen som Sam Lake bruger. Det er halvt Stephen King, og halvt David Lynch hvoraf særligt Twin Peaks fremstår som en klar reference i hans spilmanuskripter. Man kan se denne indflydelse helt hen til Control fra sidste år, som nok er det spil det gennemsyrer mest. Der er dog et spil, som er tættere på mit hjerte, og det er Alan Wake. Jeg har gennemført det et dusinvis af gange, og hele præmissen taler bare til et sted dybt i min sjæl.

Specielt elsker jeg det fordi spillet næsten ikke udkom i første omgang. Remedy viste spillet frem til E3 i 2005, hvor det imponerede hele spilverdenen, men hvad mange ikke vidste var, at det der blev vist frem var fra et spil, som på det tidspunkt, kun eksisterede i den demo man viste frem. Remedy snakkede om på daværende tidspunkt at Alan Wake ville foregå i en åben verden, hvor man kunne rejse rundt uden loading-tider, men sådan skulle det ikke være. I stedet måtte udviklerne sande at det var for stor en mundfuld, og man valgte så i stedet at tage den verden man havde lavet, og bruge den til at lave lineære baner. Efter en række lange forsinkelser udkom spillet så i 2010 til Xbox 360 og senere til PC.

Alan Wake starter med, at man ser Alan komme kørende på en forladt landevej. Pludseligt ser man en person der vandrer midt på vejen, og Wake rammer den uheldige fodgænger. Han stiger ud af bilen, men den uheldige person er nu væk. Pludselig snakker den buldrende stemme til Wake og siger han skal holde sig i lyset. Her starter en sekvens hvor man lærer spillet at kende, men mere om det senere. Wake bliver blandt andet forfulgt af de såkaldte "taken", som er mennesker indhyllet af skygge, men han bliver også forfulgt af en tornado af mørke, på vejen hen til det et stærkt lysende fyrtårn, hvorefter man ser Wake og hans kæreste Alice på færgen til den lille amerikanske by, Bright Falls, hvor de to skal bo et stykke tid, så Wake kan komme sig over sine kreative blokeringer. Kort tid efter besøger de to en diner i byen, hvor man møder mange af de fede personer, som senere skal spille en rolle på godt og på ondt i historien. Bagerst i dineren møder man en mørk kvinde, som advarer Wake om byens skyggesider. Alan Wake og Alice ankommer så til den rustikke hytte, som de har lejet, og efter at Wake får generatoren i gang, hører han et skrig fra Alice, som er bange for mørke, og han løber til hendes hjælp, men hun er væk. Her begynder den fede og underligt fascinerende historie, som tvinger Wake igennem Bright Falls' rustikke landskab på jagten efter hans forsvundne kæreste. Historien er super fed stadig, for stemningen og karaktererne er så underholdende at møde, og stemningen er tommetyk hele vejen igennem. Hvis man har spillet Control, så er det lidt i samme stil, bare lidt mere jordnær og mindre prætentiøs. Controls historie er lidt tung at sluge nogle gange, men Alan Wakes er lige i skabet. Noget jeg stadig sætter pris på, er de små vignetter, man ser både i TV og hører i radioen. Det skaber bare et fedt univers, som man kan fortabe sig i, noget jeg stadig, efter 10 år, stadig gør med jævne mellemrum.

Mens man løber rundt i Bright Falls og omegn finder man manuskriptsider, som Wake ikke kan huske han har skrevet, og disse forudsiger ting der kommer til at ske, og kommenterer om andre som lige er sket. Det er ret fedt, for det giver en masse baggrundshistorie på de underlige og skøre begivenheder og mennesker, man oplever og møder. Spiller man så på Nightmare, finder man endnu flere sider, som forklarer endnu mere, så det er ret motiverende, og jeg har fundet dem alle.

Her skal jeg også nævne at spillet har to ekstra eventyr, som er mere syrede end selve hovedspillet. De to hedder The Signal og The Writer, og foregår efter handlingen i hovedspillet er slut, hvilket også gør at man ikke bliver så forstyrret af hvor underlige de er. Mere vil jeg ikke kunne sige uden at spoile slutningen på hovedspillet. The Writers historie bliver faktisk afsluttet i Controls AWE DLC, så det hele hænger sammen, hvilket jeg sætter stor pris på.
Det der dog er noget at det allerbedste er spilmekanikkerne som jeg stadig elsker. Hele temaet i Alan Wake handler om lys og skygge. Wake skal forsvare sig mod de såkaldte "taken" som nævnt, og disse skabninger, som er byens borgere indhyllet i skygge, vil gøre alt for at Wake ikke finder sin kæreste. Disse skumle korrupte væsner, kan kun skades, ved at man lyser sin lommelygte på dem, indtil skyggen er brændt væk, hvorefter man skal fylde dem med kugler, fra de våben spillet giver en. Man får også diverse lysvåben, som en Flare Gun, og Flashbangs, som er så stærke at de i sig selv kan slå disse skyggevæsner ihjel. Man skal dog passe på, og kun bruge dem når der er mest brug for dem, for der er ikke mange af disse kraftige våben. Senere møder man så også landbrugsmaskiner, som er overtagede og fugleflokke, som ens lys kan ødelægge. Skal jeg kritisere noget, så er det at der ikke er så stor variation i fjenderne, for selvom man møder maskiner og lignende, som angriber en, så er standard "taken" de væsner man møder mest. Heldigvis er spillet delt op i episoder, så man nemt kan holde en pause, hvis det bliver for ensformigt. Alt i alt er det dog virkeligt tilfredsstillende at kæmpe mod disse skyggevæsner, og man bliver udfordret, så visse situationer kan virke svære, indtil man lige fanger den rigtige måde at tilgå udfordringen på. Sådan helt gådeagtigt.

Spillet har aldrig set godt ud, ej heller da de udkom for 10 år siden. Specielt er karaktererne super grimme, og Wake selv er ingen supermodel. Skyggevæsnerne er til gengæld fede, nok mest fordi man ikke kan se deres ansigter, for det er Remedy bare ikke gode til, noget Control også lider af, synes jeg. Landskabet og byen er dog yderst stemningsfulde.

To af de karakterer man møder i spillet er to gamle brødre, som spillede i 70'er gruppen, "The Old Gods of Asgard". De får senere i spillet lov til at spille koncert i en hæsblæsende sekvens, men gemt bag gruppen er den rigtige gruppe Poets of The Fall, som nogle måske vil genkende fra næsten alle Remedys spil, senest Control, hvor sangen Take Control bliver brugt på en meget kreativ måde henimod slutningen. Jeg selv er enorm fan af den finske gruppe, for deres musik passer bare ind i stemningen. Jeg så dem live i Hamborg, da man stadig måtte se musik blive spillet live, og have det sjovt med andre mennesker. Stemmeskuespillet er også perfekt, og man vil måske genkende Alan Wakes stemmeskuespiller som Professor Darling i Control. Jo jo, Remedy elsker fanservice. Derudover er der imellem episoderne rigtig fede sange fra kendte musikere. Det er bare en fornøjelse.

Holder Alan Wake så? Ja, i kan nok gætte svaret. Ja, det holder, og vil man have en fed narrativ oplevelse, med fedt gameplay og tommetyk stemning, så køb spillet. Det kan fås på mange digitale markedspladser, og på Steam kan man, når der er tilbud, få det meget MEGET billigt. Det faktum at Controls AWE DLC næsten med sikkerhed bekræfter en efterfølger, gør det bare endnu nemmere at anbefale. Så nu hvor julen er lige om hjørnet, så giv jer selv en god oplevelse, og prøv Alan Wake.