Researchinstituttet GfK Entertainment har offentliggjort deres liste over de mest solgte fysiske spil i 18 europæiske lande, heriblandt Danmark, indtil videre i 2023.
Og hvor The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom generelt er den mest populære titel med en førsteplads på salgslisterne i halvdelen af landene, heriblandt de massive markeder Tyskland, England og Frankrig, så foretrækker vi danskere Harry Potter.
Hogwarts Legacy topper nemlig de danske salgslister, hvilket også er tilfældet i Belgien, Holland og Tjekkiet.
I fem lande har FIFA 23 været det bedst solgte spil i årets første halvdel, heriblandt Italien og Polen.
Udover de tre ovennævnte titler, er det eneste spil, som formår at klemme sig ind i top tre på de fysiske salgslister, Mario Kart 8 Deluxe. Det er således det tredjemest solgte spil i Schweiz.