Hitman 2

Danske IO Interactive lader til at være ligeså selvsikre i deres håndværk som deres ikoniske lejemorder, Agent 47. Trods studiets turbulente brud med Square Enix er IO Interactive faktisk så selvsikre i deres arbejde, at de nærmest ikke har pillet ved nogen af de centrale byggesten, vi så i 2016's reboot af franchiset. I stedet er mantraet "if it ain't broken, don't fix it" klart og tydeligt fulgt her. Mens selve gameplayet og formatet føles meget bekendt i denne omgang, så byder Hitman 2 på seriens største arealer hidtil, i alt fra eksotiske lokationer til sprudlende storbyer og dunkle slotte. Traditionen tro byder hver lokation på ekstremt mange veje til det perfekte mord og inviterer til vidunderlig, morbid kreativitet. Mere af det samme er ikke altid skidt, og det er det i hvert fald ikke her. Vi har spillet Hitman 2 og er klar til at fortælle om oplevelsen indtil videre.

Hvis du undrer dig over ordene "indtil videre" i sidste sætning, så er det ganske berettiget. Ganske enkelt kan vi ikke vurdere den egentlige Hitman 2-oplevelse til fulde endnu, da kun hovedmissionerne har været tilgængelige. Hitman 2 er ligesom sin forgænger et spil, som fusionerer seriens traditionelle singleplayer-oplevelse med en såkaldt "world of assassination." Denne kommer til live gennem elusive targets og escalation-missioner, men brugerne kan også bidrage ved at lave sine egne kontrakter. Spillets måske mest omtalte nye tiltag er desuden en 1v1 game mode kaldet "Ghost Mode," som desværre ikke har været aktivt benyttet af det spinkle community af anmeldere, der har haft adgang før spillets officielle lancering. De lovede Hitman 1 baner med toerens nye muligheder har heller ikke været tilgængelige. Vi vil derfor vente med at fælde endelig dom over spillet til efter både IO og brugerne har haft en chance for at udbygge spillet på disse vigtige områder, både hvad angår single- og multiplayer.

Den verden, Hitman 2 inviterer til at bruge mange flere timer i, er dog ganske indbydende. Ganske enkelt bygges der på fundamentet, vi kender. Verdens bedste lejemorder sendes til diverse destinationer for at likvidere specifikke personer af høj profil. Hvordan du vil gøre det er helt frit, men Agent 47 er nu engang bedst egnet til at finde forklædninger og infiltrere disse områder ubemærket. Problemet er naturligvis, at det sjældent er helt ligetil at infiltrere disse komplekse lokationer, hvor vagter patruljerer og civile også er på vagt.

Som i forrige spil, så er der skruet lidt på den meget udfordrende formel, Hitman er kendt for. Mens dedikerede fans vil forsøge at klare spillets hårde challenges, såsom "Silent Assassin, Suit Only," så vil nytilkommere ånde lettet op over spillets såkaldte "Mission Stories," tidligere kendt som "Opportunities," som guider 47 gennem sine likvideringer, ved at følge nogle begivenheder, som ofte er ret omfattende, og til tider enormt humoristiske. Navneskiftet giver mening, da disse Mission Stories er rigere på indhold end før. I Hitman 2 burde man uden tvivl spille alle Mission Stories igennem for at lære om de spændende mennesker, man skal slå ihjel, samt om spillets verden som helhed. En af disse Mission Stories satte 47 i rollen som ejendomsmægler, hvor han kan præsentere samtlige rum i et amerikansk forstadshus til et af sine mål, før han slår ham ihjel i kælderen. I Mumbai viste det sig at en anden lejemorder stod klar med en sniper riffel i et vindue, klar til at likvidere den forfængelige indiske rigmand, jeg havde som mål. Opgaven blev derfor blot at lokke den selvglade herre ind i det rigtige rum. Her stod en maler klar til at male hans portræt, så 47 tog naturligvis malerens plads og inviterede rigmanden ind i studiet. Derefter kunne 47 udfolde sin indre portrætmaler (han kan alt), mens den anden lejemorder gjorde det beskidte arbejde.

Har man ikke spillet forrige spil, så kan forgængerens historie hurtigt opsummeres, og det bliver faktisk gjort i begyndelsen af Hitman 2. Der er derfor nogle milde spoilere i denne paragraf, for dem som ikke har spillet etteren. De missioner, man udførte i etterens første missioner, var bestilt af en mystisk Shadow Client, og havde medlemmer af Providence, en slags Illuminati-organisation, som mål. Vi efterlod historien med, at Agent 47 og hans handler, Diana, vender spillet og går efter den mystiske Shadow Client i stedet. At finde frem til dennes identitet er stadig den overordnede mission.

Spillet starter blødt ud på en new zealandsk strand, hvor Agent 47 skal finde ledetråde til The Shadow Client. Denne lokation byder på et lækkert strandhus, hvor Alma Reynard bor. Hun er et tilsyneladende velhavende og højt rangerende medlem af Shadow Clients militia og har derfor naturligvis de informationer, man leder efter. Hendes hus er det eneste i området, og der er dermed ikke meget at udforske i denne mission, sammenlignet med resten af spillet. Banen skal dermed ses som en historiedrevet åbner, omgivet af forklarende cutscenes, som sætter scenen for resten af spillet.

Inden man ser sig om er den ensomme, stormfulde new zealandske kyst erstattet med Miamis azurblå vand, lækre sol og glamourøse racerbiler, ligesom 47 dropper den taktiske våddragt til fordel for afslappede chinos, stilren polo og matchende solbriller. Som de fleste nok allerede ved, så er Miami stedet hvor 47 skal likvidere en racerkører og hendes far under et racerløb. Dette er et eksempel på at IO ikke er bange for at udfordre, hvordan et Hitman-level kan se ud. Heldigvis udfordrer de øvrige lokationer ligeledes disse grænser, og byder hver især på et frisk pust til den velkendte formel.

Det er dog ikke kun lokationerne, som tilføjer noget nyt. I Miamis gigantiske, menneskefyldte setting får man hurtigt prøvet et af spillets nye tiltag af, nemlig at falde i ét med menneskemængder. Får man fat i en vagtuniform er denne funktion især interessant, da visse vagter er mere opmærksomme end andre, og hurtigt vil undre sig over, hvem du er. At gemme sig på denne måde er et simpelt tiltag, men et vi lidt har manglet, og det er rart endelig at få det tilføjet til serien.

Som sædvanligt, så er der mange veje i mål i Hitman 2, og de store områder byder alle på såvel up-close kills, men også muligheder for sniper-spots. For snipere, så vil det glæde dem at Agent 47 endelig igen har adgang til en kuffert, som kan holde på bl.a. snipere. Dermed kan man lettere komme igennem banen med en sniper riffel uden problemer, hvilket giver den klassiske cool følelse af at have haft jakkesæt på hele vejen, men samtidig klare jobbet med en sniper.

Faktisk har Hitman 2 en dedikeret game mode med sin egen bane, kun til snipere, passende kaldet Sniper Assassin. Banen hedder Himmelstein, og lægger hus til et bryllup. Din opgave er at dræbe så mange vagter som muligt, samt likvidere alle dine unikke mål før de flygter. Denne game mode kan også spilles i co op, men det har vi ikke haft mulighed for. Som helhed føles Sniper Assassin dog som en fin distrahering, men er bestemt ikke det mest interessante, Hitman 2 byder på.

Som i forrige spil er det level designet, der for alvor får lov til at skinne igennem i Hitman 2. Hver destination har mange distinkte miljøer at gå på opdagelse i. Santa Fortuna byder både på landsby, jungle, et kolossalt narkopalæ, coca-marker samt et omfattende narkolaboratorium. Hvert hjørne af banerne kræver forskellige tilgange. Takket være et nyt tiltag kan man nu bruge buskads til at gemme sig, og derfor er det oplagt at udnytte disse muligheder i Santa Fortunas coca-marker og jungle, mens 47 skal tænke lidt hurtigere i selve kartelkongens palæ.

Den ekstreme diversitet og skala i de nye lokationer er især tydelig i Mumbai, som er så pakket med mennesker og har så mange kringelkroge, at jeg uden tvivl har mange oplevelser til gode. At bringe en metropolis af Mumbais størrelse ind i Hitman er modigt, da serien aldrig har været decideret open world, og det er den fortsat ikke. Mumbai er afgrænset til et slum-område, som er styret med jernhånd af en bande ved navn The Crows, samt en selverklæret dronning. Både lederen af The Crows og slumdronningen er naturligvis to af dine ofrer. Grundet den utrolige densitet er Mumbai en klar favorit for undertegnede, men det er svært at tale om favoritter blandt de perler, IO har skabt denne gang.

Hitman 2 hiver i Mumbai, men også efterfølgende missioner, et gammelt trick op af ærmet, som vi ikke så meget til i forgængeren. Som i det oprindelige Hitman 2, med undertitlen Silent Assassin, og fan-favoritten Blood Money, skal man nemlig ikke blot likvidere visse targets, men også identificere dem. Lederen af The Crows er nemlig en gådefuld karakter ved navn The Maelstrom, og han er ikke lige til at støve op. Her faldt jeg over et hus i den bedre ende af byen, som viste sig at indeholde spor omkring Maelstrom. Det var hans gamle hus, og hans ekskone boede der stadig. Jeg kunne med et flag igangsætte et møde mellem de to og dermed lokke bandelederen ud af hans skjul. Dette ekstra lag til missionen gav et ekstra lag spænding og dybde, som vil være interessant at se mere af fremadrettet.

At inkludere andre mål og aktiviteter i missionerne end at slå ihjel er et stærkt tiltag, og baseret på brugen i Hitman 2, så er det et aspekt som IO gerne vil udvide. I spillets næstsidste mission, Whittleton Creek, skal man nærmest udforske hele det karikerede, charmerende lille amerikanske forstadssamfund for at finde spor, foruden at slå to separate mål ihjel. Mens implementeringen her er lidt simplistisk, så føles disse aspekter som noget, der i senere spil kunne udfoldes mere, præcis ligesom multiplayer implementeres i dette spil, omend forsigtigt.

Når vi taler om at banerne stjæler rampelyset, så er det ikke kun på grund af størrelsen, men også mængden af information, som skjuler sig i hver destination. Hitman 2 kunne virke som en skrabet pakke, som hurtigt kan gennemføres, med en ultrakort historie. Men det er en misforståelse at anskue spillet på denne måde. Hitman 2 er antitesen til store, livløse verdener som måles i kvadatkilometer. Mumbai har så grotesk mange mennesker, med unikke navne og historier at overhøre, at man kan bruge mange timer på at få det hele med. Seks sådanne destinationer, med uanede muligheder for snigmord, med hints og fortællinger gemt overalt, er en imponerende bedrift, og en unik mulighed for indlevelse i en troværdig verden. At navigere verdens bedste lejemorder i disse store, men alligevel tætpakkede og troværdige miljøer skaber den mest autentiske følelse af at være en hemmelig agent på en mission, der formodentlig findes.

Banernes nu enorme størrelse sætter dog også pres på IO for at guide spilleren. Når man afprøver disse baner første gang, så er det komplet umuligt at navigere i dem uden en indikator for, hvad man skal, og hvor ens mål er. Det giver derfor rigtig god mening at førnævnte Mission Stories guider spilleren og skaber en narrativ kontekst, som ens snigmord kan udspille sig i. Som gammel fan af serien og beundrer af god stealth er jeg dog, som med forgængerens Opportunities, lidt ærgerlig over, at Mission Stories holder én i hånden så meget, at man ofte kan klare banen med Silent Assassin-rating uden at det har været en egentlig udfordring.

IO har dog tænkt over dette dilemma, og er klar med en løsning. Enten kan man skrue sværhedsgraden op på Master (som denne gang er tilgængelig fra start, modsat sidst), hvor Mission Stories ikke er tilgængelige, og hvor alting er sværere, eller man kan tone Mission Stories ned i indstillingerne. For mig er disse to muligheder dog ikke helt tilstrækkelige. Toner man dem ned, så bliver Mission Stories uigennemskuelige. Man kunne her håbe på at IO i fremtiden ville hinte ad andre veje end at lave en markør. Eksempelvis kunne man få verbale indikatorer i stedet, eller et område man skal lede indenfor. Det væsentlige er, at lade spilleren tænke lidt selv, uden at man er helt på herrens mark.

Min tilgang med både forgængeren og Hitman 2 er derfor at spille missionerne igennem med Opportunities/Mission Stories slået til, køre dem alle sammen igennem, og derefter lege mere med banerne, og jeg tror dette er IOs vision med spillet. Hver bane har nemlig også indbyggede Challenges, som tæller førnævnte "Silent Assassin, Suit Only," men også mere specifikke udfordringer, såsom at dræbe The Maelstrom med hans yndlings-te, eller slå den selvudnævnte slumdronning ihjel ved at kvase hende med et fuglebur. Mange af disse Challenges kan ikke udføres vha. Mission Stories, men kræver fri fantasi og leg, og det er netop derfor Hitman 2, ligesom sin forgænger, har så mange timers spilletid gemt i sig. De første 16 timer er kun toppen af isbjerget, så at sige.

Det er derfor svært at vurdere spillet før man har set det udfolde sig fuldstændigt. Jeg kan dog allerede mærke, at hver lokation er så anderledes fra de andre, og har så meget at byde på, at Hitman 2 uden tvivl vil have lang levetid. Det idylliske amerikanske Whittleton Creek er en sublim hyldest til Blood Moneys A New Life-mission, og jeg glæder mig til at se hvor mange bizarre samtaler der gemmer sig i den lille flække. Den afsluttende mission, det dystre maskebal på den nordsøiske (og fiktive) Isle of Sgáil vækker minder om Eyes Wide Shut, hvis den foregik på et gammelt slot, på en klippe i Nordsøen. Denne bizarre og fantastiske setting er endnu en genistreg, som venter på at blive udforsket. Der er muligvis ikke mange destinationer i Hitman 2, men de som er der, er geniale.

Historien er fortsat i et mellemsted, der hedder "ganske rimelig, men ikke topprioritet." Historien i cutscenes samt missioner bliver mere personlig for Agent 47 og Diana denne gang, end vi så sidst, og det er ganske spændende. Dog passer cutscenes stadig lidt akavet ind mellem missionerne, og det kan formatet nok ikke helt undgå. Det føles som om historien og missionerne er meget separate, og det er lidt ærgerligt, da det jo gerne skulle fortælle samme narrativ. Det er også besynderligt, at cutscenes denne gang kun er sparsomt animeret, og egentlig består af stillbilleder med voice-over, hvor regndråber falder og mindre kamerabevægelser vises, men karaktererne generelt ikke bevæges. Det fungerer, og er ganske flot fremstillet, men føles noget billigere sammenlignet med de fuldt animerede cutscenes, vi er vant til fra serien. I spillets tutorial, som er genbrugt fra forgængeren, er cutscenes fortsat animeret, og det gør det lidt akavet at der er så stor forskel mellem dette aspekt af spillene. Jeg kan kun forestille mig, at det bliver et mere tydeligt skel, hvis man genspiller de gamle missioner i Hitman 2 i fremtiden.

Visuelt klarer IOs Glacier Engine dog fortsat opgaven fortrinligt. Lokationerne er smukt realiserede, ingen tvivl om det, men kun marginalt flottere end sidst, hvis det overhovedet bemærkes. Det siger dog muligvis mere end forgængeren, da det er to flotte spil, hvor motorens alder ikke kan ses endnu. De tætpakkede miljøer tager dog ofte hårdt på maskineriet, og på en PC med et GTX 1060 6GB dykkede FPS ofte under 40 i 1080p, men ikke mere end det. For en titel, som netop er lanceret, er det ganske rimeligt, og generelt må spillet siges at køre godt. Loadetider er desuden ekstremt hurtige, så det er et stort plus.

Lydmæssigt savner man fortsat Jesper Kyds soundtracks, men Hitman 2 klarer sig alligevel ganske fornuftigt. Musikken er ikke ligeså mindeværdig, men passer til agent-konteksten ganske fint. Det er også rigtig positivt, at alle ikke længere taler amerikansk engelsk, sådan som de gjorde i forrige spil. Derimod er det besynderligt, hvordan IO har båret sig ad med at finde stemmeskuespillere på så forskellige ender af spektret. Eksempelvis er The Shadow Clients stemme virkelig velvalgt, og skuespilleren klarer jobbet virkelig godt, side om side med David Bateson som selvfølgelig fortsat har rollen som 47. Omvendt er samtlige medlemmer af Providence så kliché skurkagtige, at det nærmest er tåkrummende.

Mens vi som nævnt kun kan fælde en foreløbig dom, så er Hitman 2 en glimrende oplevelse, selv uden den kæmpe mængde indhold, vi kan vente i fremtiden. Med gigantiske miljøer, spændende Mission Stories og stor variation, så er Hitman 2 en glimrende udbygning af det koncept, vi allerede kender. IO kender sin fanbase, og elsker selv de spil, de bygger, og det kan mærkes at de har haft det sjovt med at teste, skabe og designe både missionerne, miljøerne og de fortællinger, der gemmer sig i spillet. Der er en vis fare for at spillet bliver for nemt med Mission Stories, men vil man gerne have en ekstra udfordring, så byder spillet så sandelig også på det. Omend historien udvikler sig i en positiv retning, så er det dog stadig ikke det, som lokker spillerne til. Det er fortsat den uendelige sjov man kan have med at dræbe sine mål på utallige måder, og det leverer Hitman 2 på større skala end nogensinde. Vi glæder os til at fortælle mere om vores færd i spillet, når det for alvor er kommet i gang.