Hit Man

Gary Johnson, som tilsyneladende er baseret på en virkelig person, lever et anstændigt og nogenlunde normalt liv som universitetslærer, der krydrer tilværelsen ved at arbejde sort som lejemorder. Ja, det lyder som en kontrasterende tilværelse, men der er, allerede her, et twist. Gary er ikke en rigtig lejemorder, selvfølgelig; politiet i New Orleans bruger Garys fremragende skuespillerevner til at lokke potentielle kunder ud, som er ivrige efter at bestille mord. Gary er skræmmende god til at spille rollen som iskold lejemorder, indtil den glødende klient Madison Masters får hans hjerte til at smelte. Efter deres møde er intet som før, og Gary må beslutte, om han vil opgive sin lejemorderrolle eller tage det spring, han aldrig troede, han skulle tage: at skifte identitet helt og holdent, og blive til den karakter for at kunne engagere sig yderligere i forholdet til Madison.

Jeg er ikke sikker på, hvad jeg håbede på, da jeg første gang hørte om Hit Man, men jeg er glad for, at denne film findes. For det her var en af de skarpeste og mest skæve romantiske komedier, jeg har set i lang tid. Det skal siges med det samme. Richard Linklater har sammen med Glen Powell produceret et helt fænomenalt manuskript, der er så udsøgt intelligent og klogt, at jeg stadig har ondt i mundvigene af at grine så meget i biografen. Hit Man er noget så mærkeligt som en sommerlig New Orleans-noir, der også formår at varme med en utrolig sød kærlighedshistorie med en lidt makaber undertone. Glen Powell, jeg tilgiver dig for den forfærdelige Anyone But You, for kemien med Adria Arjona er ligefrem funklende, og hans komiske Mr Ripley-bredde er ofte strålende. Hvis du tidligere har haft forbehold for Powell, så forstår jeg det godt, men her er han bare decideret glimrende.

Mellem mordepisoderne tager Linklater nogle filosofiske pauser i et auditorium for at udforske, hvad det vil sige at forandre sig som menneske, afbrudt af forbryderbilleder af godtroende klienter og en kavalkade af stadig mere latterlige Gary-forklædninger. Komedieelementerne er lige så afbalancerede, som de er originale, og den dejligt bidende dialog løftede en i forvejen underholdende fortælling til uventede højder. Som komedie er Linklater heldigvis ligeglad med rigtigt og forkert; Hit Man handler om at bryde ud af sin skal og turde forandre sig som person, så længe man ikke har New Orleans' politi i hælene.

De komiske scener overbeviser ikke altid, og nogle af filmens drejninger bliver løst lidt for hurtigt, men der er så meget selvtillid og hjerte i dette genre-mash-up, at det egentlig ikke gør noget. Hit Man er en morsom romcom med den helt rigtige mængde mørke og aspekter af en forskruet politithriller, som også formår at være både munter og tankevækkende på samme tid. Det er med andre ord Linklaters mest seværdige film siden Boyhood, og den kan varmt anbefales til alle turtelduer, der gerne vil køle af i biografmørket.