Så er Rayman endelig tilbage igen! Efter lang tid under udvikling, kommer Rayman 2 nu til PlayStation. De amerikanske Dreamcast og Nintendo ejere har allerede haft mulighed for at spille den fulde version af spillet, og spillet har modtaget utrolig meget ros fra kritikere verden rundt. Men er Rayman 2 til PlayStation en dårlig konvertering? (Noget der ofte sker når et spil i dag konverteres fra en konsol til en anden). Svaret er heldigvis nej.
Ny grafikmotor!
Ubi Soft har til Rayman 2, lavet en splinterny grafikmotor, hvilket de skal have stor ros for. Mange - faktisk de fleste spilfirmaer, vælger at konvertere et spil fra en anden konsol, direkte. Dvs. der bliver generelt ikke pillet ved grafikmotoren, og stort set udnytter man dermed ikke den pågældende konsol til fulde. Men det er stik modsat med Rayman 2. Med den nye grafikmotor, ligner Rayman 2 til forveksling sine brødre på de to konkurrerende konsoller. Ganske vidst kan man se forskel, men ligheden er dog alligevel slående! I Rayman 2 oplever man flotte og fantasifulde miljøer, hvor Rayman møder mange af sine venner, og dette giver lejlighed til en masse forlystelser. Bl.a. står Rayman på vandski med en af hans venner, der er en slange, og som et komisk indlæg (hvilke der er mange af), er der de fire konger: En lille flok væsener, der hjælper Rayman igennem banerne. De vil helt klart appellere til de yngre spillere.
Svært?
Som mange nok kan huske, var det første Rayman forholdsvis svært. Rayman 2 befinder sig ikke i toppen hvad angår sværhedsgrad, men der er mange puzzles, som kræver en del af spilleren. På dette punkt egner spillet sig ikke til de yngre medlemmer af familien, da enkelte opgaver godt kan gå hen og blive for svære.
Forbedret lyd
Lyden i Rayman 2 er blevet forbedret i forhold til de andre versioner af spillet. Musikken er i en langt bedre kvalitet. En fed feature heri, er at musikken skifter til et bestemt stykke på bestemte tidspunkter. Fx når man glider ned af et vandfald, kommer der et lille passende musikstykke dertil. Rayman bliver desværre lidt ensformig at høre på. Hver gang man f.eks. hopper kommer der altid en lille lyd og den er irriterende at høre på i længden. Når Rayman ikke har specielt meget energi tilbage, kommer der også en lyd der signalerer at han skal have noget mere energi. Problemet er, at lyden fortsætter med at larme indtil man har fået nok energi, og det er temmelig irriterende! Men det er kun en beta vi har med at gøre her, så vi må håbe at Ubi Soft får rettet dette til den fulde udgave kommer.
Ligner en kommende succes!
Rayman 2 ser ufattelig lovende ud! Med sit fede gameplay, og sværhedsgrad, der helt klart faldt i min smag. Dog tror jeg at det bliver et problem for de yngre, hvilke nok vil være dem der er mest interesserede i Rayman 2. Grafikken er noget af det flotteste at finde på PlayStation, og lyden i forhold til de andre Rayman spil, er forbedret totalt. Det er flot at se at Ubi Soft har gjort så meget ud af en konvertering som denne. Det bliver absolut spændende at se det endelige resultat af dette spil!
Udvikler: Ubi Soft
Udgiver: Ubi Soft
Forventet udgivelse: 7. september 2000