Heroes of the Pacific

Der er få begivenheder, der virkelig har sat sig som stygge pletter i amerikanernes bevidsthed, og en af dem var japanernes angreb på Pearl Harbor. Den amerikanske flåde blev kort sagt taget med badebukserne godt nede om anklerne, mens en stor del af flåden blev udslettet. At ydmygelsen fik amerikanerne op af stolen og ind i krigen, er vel ikke svært at forstå.

Piloten Willaim Crowe har en god grund til at ville nedskyde så mange japanske kampfly som muligt, idet hans bror var ombord et af de skibe, der blev sænket ved angrebet. Nedtrykt af sorg og optændt af vrede er William derfor begejstret for at få muligheden for at slynge sig ned i flysædet, tage den chikke hat på hovedet og finjustere sigtekornet.

Heroes of the Pacific koncentrerer sig om Stillehavskrigen, og om hvordan få modige amerikanere kæmpede mod en knusende overmagt og alligevel klarede skærene. Det minder mest af alt om en af de gode gamle krigsfilm, et indtryk der kraftigt bliver forstærket af spillets menuskærme og mellemsekvenser, der er dannet af en kollage af billeder i technicolor og gamle knitrende sorthvide filmklip. Stemningen er overvældende, selvom Heroes of the Pacific måske er en kende for patriotisk.

William har kun et jagerfly til rådighed i begyndelsen, men efterhånden som de succesfulde missioner dukker op og fjendtlige jagerfly forsvinder i et skummende sprøjt, lukkes der også op for flere fly, samt andre flytyper, hvilket igen giver mulighed for varierende missioner såsom styrtbombning af forskellige mål og torpedoflyvninger.

Der er ellers nok af tage sig til i missionerne, og mængden af fjender kan godt gå hen og blive overvældende. Foruden de obligatoriske mål, er der også alskens andet flyvende og stationært materiel, der hjertens gerne slynger bly af forskellige kalibrer efter ens fly. Desuden kan man aldrig helt vide sig sikker på, hvad der mon sker i spillet. Bedst som man skyder Zeke-fly ned fra himlen, skriger nogle små skibe måske på hjælp, og så handler det pludselig om at hjælpe dem, alt imens projektilerne pifter rundt i luften. For at bruge et kontant sprogbrug, står der lidt for ofte meterhøje flammer op af lokummet.

Heldigvis er Heroes of the Pacific lige til at samle op og gå i clinch med, hvilket styringen hjælper til med. Der går ikke lang tid før himlen er ens legeplads, og loops, skru, Immelman-drej og diverse andre luftakrobatiske fiksfakserier sidder i fingrene. Skulle spillets arkadeagtige kontrol være for nemt, tilbydes spileksperter et kontrolsystem, der kræver en langt højere grad af fingerspitzgefühl.

Spillets ret gode stemning skabes af en kombination mellem lydsiden og grafikken. Menuerne ligner mest af alt filmplakater for gamle flyverfilm, hvilket ikke er dårligt, mens et ret lækkert soundtrack på fin vis understøtter spillets action. Grafikken er generelt ret god med store områder at flyve rundt i, masser af fjender at skyde på, fine eksplosioner og gode detaljer. Der er noget magisk ved at se fly forsvinde i en kugle af ild, slagger og snurrende propeller.

Slowdown forekommer, men det er ikke så tit. Musikken i spillet er god, præcis som den ville være at finde i en flyverfilm, mens stemmeskuespillet er en blandet fornøjelse. William Crowes stemme er god, mens dialog i radioen nogen gange er fuldkommen uforståelig. Radiosamtaler under Anden Verdenskrig blev åbenbart fortaget med et tykt halstørklæde stoppet godt ned i halsen. Det hjælper at have undertekster slået til, når man spiller.

Heroes of the Pacific dukkede ud af det blå og er en bundsolid oplevelse. Det har sine fejl, men er bestemt ikke uden charme eller kvalitet.