Her er vores indtryk af Total War Saga: Troys kampagne

Jeg bliver nok nødt til at slå fast her fra start af, at jeg er ret stor fan af hele Saga-formatet, når det gælder Total War-spillene. Denne lidt mere fokuserede tilgang til de ellers vidtstrækkende strategiske scenarier og episke kampe tillader udviklerne hos Creative Assembly (Sofia-studiet i dette tilfælde) at virkelig grave sig dybe ned i den specifike tidsperiode, og desuden er det lettere at skabe mere dybdegående mekanikker omkring disse æraer, der omsvøber spilleren i historien. Nej, lige så brede er spillene ikke, men det ekstra fokus på det nære giver variation, og puster nyt liv ind i ellers måske lidt træt formel efterhånden. Disse spil er dog ikke for alle, og efter to Warhammer-spil, to gigantiske hovedkapitler i Rom og Kina, samt dette nyeste skud på Saga-stammen, så virker det som om at udvikleren er på vej ned af tre ret distinkte stier.

Fall of the Samurai, som blev redesignet og forvandlet til et Saga-spil efterfølgende, samt Thrones of Brittania, som nærmere undersøgte en historisk tidsperiode jeg er særligt interesseret i, er begge nogenlunde samme størrelse, og foregår på øer der er midt i en omtumlet periode. Total War Saga: Troy foregår dog rundt om havet, i stedet for at være omringet af det, hvor det Ægæiske hav omkranser de græske og trojanske stater, som vil støde sammen i en af historiens mest legendariske, og mystiske krige.

Jeg var ret overrasket da jeg fandt ud af, at der kommer ikke til at være nogen søslag i Troy overhovedet, når nu netop det Ægæiske hav spiller en så central rolle (hære der mødes på vandet kæmper på en nærliggende ø, men det var nu ikke nogen overraskelse, at selve kampagnens kort ser ret overdådigt ud. Det er endnu en gang tid til at indrømme, at jeg falder en del lettere for et spil, hvis det har et flot kort, en flot oververden om man vil, og her har Creative Assembly konstant formået at levere varen. Troy er ingen undtagelse, og hele verdenen er dækket til med græsk ikonografi, som langsomt afsløres idet du udforsker den med dine hære. Det hele er badet i guligt sollys, der reflekteres i miniaturebyernes gyldne overflader - ej men det holder bare.

Jeg startede min kampagne i det sydlige Grækenland, hvor jeg spillede som Menelaus, Spartas hersker. Der er i alt otte ledere at vælge imellem, og jeg kunne enten vælge imellem gamle Menelaus eller den flotte Paris af Troy (begge ligner skuespillerne der portrætterede rollerne i 2004-filmen Troy instrueret af Wolfgang Petersen). Hvorimod der er otte ledere, som hver især har lokale stridigheder at tage sig af, så er det ultimative mål, for alle ledere, at kontrollere hele regionen, enten igennem total sejr, eller ved at følge historiedrevne mål. Jeg kom desværre ikke engang tæt på et egentligt slag om Troy, som uden tvivl vil spille en afgørende rolle i det endelige spil, men til trods for at der er en række små forskelle hist og her, så føltes det hele ret meget som Total War.

Min første opgave var at forene mine egne lande, og at lukke ned for et lokalt oprør, før jeg kunne overtage nogle nærliggende bystater mod syd. Diplomati er en del af spillets hjerte, og der bliver konstant formet alliancer på tværs af hele spillets verden. Under en af modstandernes ture var der en del forhandlinger frem og tilbage imellem diverse faktionsledere, hvor krav blev stillet før venskaber kunne formes. Det er svært at sige hvordan disse balancer vil blive udviklet på tværs af en lang gennemspilning, men der er dog en række diplomatiske muligheder tilgængelig for dig, som hver især er situeret omkring spillets centrale ressourcer (mere om dem senere), men mange af de bud jeg selv modtog var direkte urealistiske, og det betød at meget af tiden gik med at komme med modbud. Med så mange bystater at snakke med, så bekymrer det mig lidt at jeg brugte så meget tid på at sige; "nej, du kan ikke få en tredjedel af al min mad for direkte ingenting".

Det komplicerede politiske landskab betyder også, at det er vigtigt at være forsigtig omkring hvem du angriber, og hvornår du angriber, da det er meget let at pådrage sig for meget ansvar. Det er præcis hvad der skete for mig. Efter at have wrestlet lidt med en lokal millitia i én af de bystater der grænsede op til mit land, sejrede jeg endelig, men kort efter vendte en tidligere allieret sig imod mig, smadrede min hær, og dræbte begge mine heltekarakterer - så hurtigt kan det altså gå.

Jeg benyttede mig desuden af Auto-Resolve til at gennemføre den kamp, fordi oddsene var håbløst imod mig, så jeg så ikke Menelaus dø direkte, men det var stadig alt sammen lidt for mærkeligt. Det skyldes både at heltekaraktererne ellers synes at være alt for magtfulde, og Menelaus kan eksempelvis automatiske skabe frygt blandt fjendernes soldater, og i et andet slag var jeg reduceret til bare mine to helte, og de formåede faktisk, ene og alene, og de formåede at vinde ved bare at jagte de bange soldater, der flygtede på tværs af banen.

Kampene jeg havde spillet på vejen indtil dette punkt var dog ganske spændende, præcis ligesom Total War-kampe oftest er. Særligt én sejr formåede jeg at tilsnuske mig efter et langt, sejt træk, og sejren skyldes udelukkende, at jeg formåede at positionere mine resterende tropper rigtigt, og det føltes, som altid, fantastisk. Der er små finpudsninger her der sikrer at det hele føles mere cinematisk, og engagerende, og jeg vil dog sige at særligt kampene, når de udspiller sig, føles mere responsive end nogensinde før. Der er ikke tale om nogen stor designmæssig revolution, men Creative Assembly har tydeligvis arbejdet i dybden med mekanikkerne, strukturerne og balancen, og resultatet er et mere strømlinet, og bedre spil end tidligere kapitler - præcis som det skal være.

Tilbage til kampagnen, og det nye ressourcesystem, som jeg faktisk synes rigtig, rigtig godt om. I stedet for at fokusere på rendyrket rigdom, så er der nu fem forskellige former for ressourcer at tage i betragtning. Forbedringer du introducerer til dine byer gør at byerne forøger produktionen, og du kan derfra yderligere forbedre hele opsætningen igennem handel, og et nyt Skill Tree. Mad er naturligvis den vigtigste ressource, men du skal også bruge træ, sten, bronze og guld, og hver af disse er afgørende for at ekspandere dit imperium.

En anden feature jeg godt kunne lide er hvordan mytologien sammenbindes med den historiske periode. Ved at tilbede forskellige guder kan du få særlige fordele, som hjælper din udbredelse på vej. At spille 30 ture er ikke helt nok til at se hvor vidtgående det system er, men efter mange tanker omkring præcis hvilke guder jeg burde tilbede, så glæder jeg mig til at se konsekvenserne af de valg. Jeg er lige så interesseret i at se hvordan forskellige religiøse udsendte, såsom ypperstepræstinder vil benytte "The Divine Will of the Gods", noget jeg kun hørte om, men aldrig så i aktion. Disse Agents har også været til stede i andre Total War-spil, men deres indflydelse og vigtighed lader til at være forøget her.

Der findes også Epic Agents i denne omgang, der læner sig mere ind i æraens mytologi. Både Gorgon, Satyr og Seer har gameplay features direkte forbundet til hver af dem, men tro ikke at det betyder at der er monstre med i kampene, nej det er snarere koncepter du kan benytte til at få mere kontrol.

Det er umiddelbart svært at sige hvor godt Total War Saga: Troy i sidste ende vil blive, da jeg ikke rigtig kom langt nok til at se konsekvenserne af alle mine beslutninger, og jeg nåede heller ikke at se mine langsigtede strategier bære frugt. Jeg elsker dog de ændringer der er blevet foretaget i kampene, og det forøgede fokus på diplomati og religion, så det lader altså som om de har fat i noget her, og det lader desuden som om, at Saga-underseriens mere stringente fokuse har været en fordel for Creative Assembly her. Men vi må vente at se...