Her er vores førstehåndsindtryk af World of Warcraft: Shadowlands

Shadowlands, World of Warcrafts ottende udvidelse, ankom endelig d. 23 november, og til vores store overraskelse skete denne overgang ret... ja, glidende. Vi havde ingen forbindelsesvanskeligheder, der var ingen kæmpe kø for at få adgang til spillet, eller spillere der "stjal" vores fjender og fremgang. Alt gik som smurt for at sige det lige ud, og det tillod os faktisk at komme direkte i gang med det samme, noget som der stort set ikke er sket i forbindelse med en lancering af en World of Warcraft-udvidelse, ja nogensinde.

Og hvordan begynder udvidelsen? Hvis du har fulgt med i det samlede overhængende plot i World of Warcraft, eller hvis du i det mindste har set den filmiske trailer (som du kan finde øverst i teksten), så ved du at Sylvanas, ved at ødelægge Lich King-hjelmen, har åbnet en port imellem de levendes verden, og de dødes verden, nærmere betegnet Shadowlands. Hun stoppede dog ikke der, og kidnappede også nogle af Azeroths vigtigste ledere, nemlig Hordens Baine Bloodhoof og Alliancens Anduin Wrynn.

De såkaldte Champions of Azeroth, altså spillerne, bliver derfor bedt om at træde ind i Shadowlands og redde dagen sammen med en række afgørende nøglekarakterer, såsom Jaine Proudmoore og Thrall. At træde ind i Shadowlands som levende er dog langt fra en fredelig proces. Spilleren, og resten af de førnævnte karakterer, ender i The Maw, et område af Shadowlands der er bestemt til de aller værste sjæle i universet, et forfærdeligt sted fyldt med vrede og smerte, og herfra kan ingen flygte. Her opdager du desuden, at alle sjæle, ligegyldigt om de har været onde eller gode, bliver sendt til Maw, som er ekstra benzin til udvidelsens centrale skurk, The Jailer.

Efter en række dynamiske missioner, som i struktur ligner både Legion og Battle for Azeroths åbningstimer, formåede vi faktisk at undslippe The Maw, og dernæst nåede vi til Oribos, The Eternal City. Oribos er det sted hvor sjæle vejes og bedømmes, og det afgøres her hvorhen en given sjæl skal sendes hen. Det er desuden også her at alt i den nye udvidelse centraliseres, og den forbinder alle områder af Shadowlands. Her har du adgang til trænere, butikker og andre kuriøsiteter, hvis du sætter ud for at udforske. Når det så er sagt, så har andre såkaldte "hubs" været en del mere imponerende, blandt andet i Battle for Azeroth.

Det første område du besøger efterfølgende er Baston, et smukt område fyldt med hvide og blå farver, hvor strukturer flyder omkring i luften, og hvor himmelske billeder møder dig hvorend du drejer snuden hen. Man kunne måske sige at Bastion på en måde er Shadowlands' udgave af paradiset, et stod for noble ånder. Hvor mål var dog at kommunikere med Bastion-lederen, The Archon, men før det skal man gøre sig værdig til at "ascende", ligesom alle andre sjæle. Du kan her udforske Bastions historie yderligere ved at læse diverse dokumenter, eller at have små informative snakke med karakterer rundt omkring, men det er også her at Shadowlands falder tilbage i klassisk WoW-rytme. Du spørger karakterer efter en række ensformige missioner, hvor du skal dræbe X antal fjender, og samle Y antal objekter. Historien bevæger sig dog fremad, og til sidst angribes Bastion af en anden faktion. Lad os bare sige at de har regler og procedurer som ikke alle er lige tilfredse med.

Selve plottet lader til at være den røde tråd i Shadowlands, og man kan mærke at der er stort fokus på stemmeskuespillet i dialogerne, filmiske sekvenser og reelle konsekvenser af ens handlinger. Sådan har det været i de sidste par udvidelser, men Shadowlands lader til at tage skridtet videre, og selv gameplayet er meget plot-tungt og fokuseret. Vi sætter pris på det narrative fokus, men vi ved samtidig at der findes nogle spillere der ønsker noget mere strukturelt, noget der lettere kan nydes med venner, alt imens de ignorerer verdenen og karaktererne i den. For de spiller er Shadowlands nok lidt skuffende.

Vi har dog, alt i alt, nydt de første timer af Shadowlands. Selve gameplay-oplevelsen er godt nok mere af det samme, men vi synes faktisk at World of Warcraft generelt har fundet en fin strukturel balance i løbet af de sidste par år, og det er det her bare en fortsættelse af. Samtidig er det værd igen at nævne at der ikke har været nogen tekniske problemer, og at plottet indtil videre synes at være mere i fokus end nogensinde før. Alt er ikke perfekt, Blizzard benytter sig stadig af gamle, kedelige floskler, og vi håber at der bliver færre kedelige missioner senere i spillet.

Senere vil vi dog udforske både PvP og udvidelsens "end-game", så hold øje med Gamereactor. Vi vender snart tilbage med flere indtryk.